Den jødisk-tyske filosof Hannah Arendt analyserede i et af sine hovedværker ´Det totalitære samfundssystems oprindelse´ på baggrund af Anden Verdenskrigs erfaringer en bred vifte af symptomer og årsager til, at højreekstreme ´løsninger´ slog igennem

af Kjeld Stenum
For tiden har vi finanskrise. For de fleste af os er det lidt abstrakt. Der hvor det kommer nærmest til noget konkret er, hvis vi bor i ejerbolig, så har vi måske oplevet at eje nogle hundrede tusinde i friværdi på et stykke papir den ene dag og at have et hus, hvor et salg end ikke kan indfri bankgælden, den næste.
Men en del af os er begyndt at miste vores arbejde og nogle at gå så meget ned i indtægt, at de ikke længere kan klare huslejen. Så må man sælge og gå fra huset med en stor gæld eller, hvis man ikke kan sælge, risikere tvangsauktion med endnu større gæld som resultat.
Måske er der også en del af os, som på grund af politikernes efterhånden årtier gamle snak om privatisering har ladet sig lokke / skræmme til at tegne private pensionsordninger eller private arbejdsløshedsforsikringer, eller hvad der ellers findes af den slags klamme fiduser, som har oplevet de investerede spareskillinger og drømmene om selvkøbt tryghed forsvinde op i året 2008`s lige så klamme efterårsluft.
Men på lidt længere sigt: Vil krisen kunne løse sig? Kan politikerne gøre noget, som er tilstrækkeligt til, at hjulene kommer i gang igen og kapitalismen kan cykle videre?
Det er muligt, de kan. Kan de, vil det være noget, som kommer til at gøre ondt på os, som i forvejen producerer den merværdi, kapitalisterne bruger til at vokse sig større med, og som finanskapitalisterne spekulerer med.
Skal kapitalisternes hjul smøres, er der ingen andre steder at gå hen. Og måske er det ikke nok, for grundlæggende bidrager det jo ikke til at sætte økonomiens hjul i gang, at samfundsborgere berøves købekraft, tværtimod.
Hvis kapitalisternes politikere ikke kan trylle nye markeder frem, uden eller med lidt militær hjælp, vil vi ende i et politisk tomrum, hvor de ikke vil ane, hvad de skal gøre. De vover ikke at tænke ud over kapitalismen og aner heller ikke, hvordan de skal redde den.
Mange kapitalistiske lande vil udvikle et magttomrum som i mellemkrigstidens Weimar-republik og som den blive lette ofre for alskens udkast til ekstreme løsninger. Og hvordan står vi rustet til at imødegå den slags situationer?
Dårligt. Den jødisk-tyske filosof Hannah Arendt analyserede i et af sine hovedværker 'Det totalitære samfundssystems oprindelse' på baggrund af Anden Verdenskrigs erfaringer en bred vifte af symptomer og årsager til, at højreekstreme 'løsninger' slog igennem.
Hovedårsagen er naturligvis, at kapitalismen har udviklet sig til imperialisme med umætteligt behov for ydre ekspansion. Men hun beskrev også, hvordan rivaliseringen mellem kapitaler netop i det politiske tomrum blev til en rivalisering mellem nationalstater.
Støttet af finanskapitalen opstod ekstreme politiske bevægelser, der forstod at udnytte folkelige nationale strømninger (pan-germanisme, pan-slavisme og så videre) til ekspansive udenrigspolitiske formål.
En af de afgørende forudsætninger både for at have rum til den nødvendige slavebinding af egne arbejdere og for at skabe viljen til den ydre ekspansions nødvendige overgreb på andre lande, var at gøre op med retssamfundet, først og fremmest en retstilstand baseret på en forestilling om naturlige menneskelige rettigheder.
Menneskeret skulle erstattes med borgerret. Altså, det skulle være sådan, at kun den, der havde statsborgerskab, havde lige ret, hvor det grundliggende i menneskeretstanken er, at lige ret er noget alle skal have, blot i kraft af at være menneske.
Men retsløsheden var allerede skabt i praksis, før de totalitære samfund begyndte at udnytte den.
Fredsslutningen efter Første Verdenskrig og mellemkrigstidens mange ustabile økonomier og politiske uroligheder gjorde, at store skarer af flygtninge var uden hjemland. Skulle deres 'naturlige menneskeret' være noget som helst værd, måtte der være en autoritet til at hævde den. Og det eneste organ i mellemkrigstiden, der kunne være kandidat til det, Folkeforbundet, blev aldrig nogen autoriet.
Som Arendt udtrykte det, mellemkrigstidens flygtninge var endt i et rum, hvor hverken deres anskuelser eller deres handlinger betød noget som helst. Folk uden stat var folk uden ret, fuldstændig uafhængigt af om deres statsløshed var selvforskyldt, en tilfældighed eller et overgreb.
De enkelte stater forsøgte at slippe af med problemet ved at deportere de statsløse tilbage til hvor de kom fra eller til deres oprindelsesland, og da ingen ville kendes ved dem, endte de med at cirkulere mellem interneringslejre, der mere og mere antog lighed med regulære koncentrationslejre, hvad en del senere blev.
Ingen stater ville kendes ved dem, netop fordi der var tale om statsløse, som ingen havde forpligtelser overfor. På den måde faldt de i et hul af retsløshed og tabte til sidst den mest grundliggende menneskeret af alle, nemlig retten til at leve, da interneringslejrene blev erstattet af udryddelseslejre.
Selv midt i krigens kaos af rædsler var nazisterne latterligt pertentlige med at fratage udlændinge deres statsborgerskab senest samme dag, som de sendtes til gaskamrene.
Er der nogle, der genkender det meste af beskrivelsen?
Ja, jeg synes også, at det Hannah Arendt beskrev, passer omtrent lige så godt på den udvikling, vi har gennemløbet på retsområdet de seneste årtier, som det passede på mellemkrigstiden.
Vi mangler bare slutningen, den højreradikale 'løsning'. Men vi står på tærskelen og kan vælge den ene vej eller den anden vej.
Det kan godt være, at vi tror, undermineringen af retssamfundet kun er en underminering af rettigheder for folk udenfor 'vores' fællesskab, folk uden statsborgerskab. Snart bliver det ikke bare udenfor 'vores' statsfællesskab, men udenfor 'vores' arbejdsmarkedsfællesskab.
Efterhånden vil 'udenfor' komme tættere og tættere på. Og mange af os vil føle os tilskyndet til at handle udfra frygten for selv at ende 'udenfor'. Det er af den frygt, totalitære politiske systemer lever.