CD`en ¤¤Ildsjæl¤¤ med 11 af Carl Scharnbergs digte og Rasmus Broes egne melodier er spændende, vedkommende og nutidigt
af George Zeuthen
Godt gået Rasmus Broe! Godt gået at bringe Carl Scharnberg frem i lyset igen. Det er folk som dig, der bringer den borgerlige 'kultur' til fald. At du har kastet dig over noget så svært som at lave en cd med tekster af Carl Scharnberg, og at det er lykkedes så flot, skal du have ros for.
Mon ikke mange af Arbejderens læsere kender Carl Scharnberg?
I flere år var han den mest læste digter i Danmark, fordi han digtede til fagforeninger, fredsgrupper, solidaritetsaviser med meget mere. Selv om hans digte ikke fandt vej til kultureliten, så var de kendt alle steder, hvor aktive mennesker lagde kræfter for en fælles bedre verden.
Det var et stort tab, da Carl Scharnberg døde. Dansk digterkunst mistede sin måske mest jordnære digter nogensinde, og desværre har Scharnbergs digte ikke i adskillige år været så langt fremme, som de burde.
Et godt samarbejde
Det rådes der nu bod på. Hvem der kom på ideen vides ikke, under alle omstændigheder blev der etableret et samarbejde mellem Carl Scharnbergs Uofficielle Fond, 3F`s Medie- og Kulturfond og musikeren Rasmus Broe.
Siden undertegnede hørte om den kommende cd, har jeg været spændt. Uden det mindste kendskab til Broe som musiker, rejste der sig en masse spørgsmål:
Kan Broe ramme samme musikalske nerve som Peter Abrahamsen, der tidligere har indspillet nogle af Scharnbergs digte? Kan Broe gennem sin musik lade teksternes indhold træde i front, så musikken ikke bliver det vigtigste men en understregning? Kan det overhoved lykkes at (re)lancere en arbejderdigter som Scharnberg i 2009?
Nu foreligger resultatet. Cd`en 'Ildsjæl' med 11 af Carl Scharnbergs digte og Rasmus Broes egne melodier.
Spændende, vedkommende og nutidigt. Digtene holder vand, fordi de grundlæggende samfundsstrukturer er de samme, som da digtene blev skrevet i 70`erne, til gengæld er musikken moderne, nutidige lydbilleder.
Forfinede melodier
Mens Peter Abrahamsens tidligere musikalske fortolkninger af Scharnberg var mundrette melodier, som vi alle med tre greb på en guitar kan spille, er Broes melodier forfinede og langt mere komplicerede. (Som forskellen mellem Bjørn Afzelius og Michael Wiehe alt andet lige).
Om man kan lide Broes udefinerlige musikgenre, er en smagssag. Nogle kan og andre kan ikke, men cd`en vinder meget ved tre-fire gennemlytninger, når man begynder at forstå Broes tonesprog, der skabes med tangentinstrumenter, guitarer, bas og trommer.
Men det er ikke musikken, som er det vigtigste. Broe har tilladt sig med nænsom hånd at ændre lidt på Scharnbergs digte, men har gjort det så velovervejet, at man skal have fat i de originale digte for at kunne finde ud af hvor.
Det er altid dristigt at ville rette andres digte ind, men også her mærker man Broes ærbødighed overfor forlægget. For ganske som Scharnberg kaldte sine tekster for 'brugsdigte', så vil Broe også have, at folk tager stilling, når de hører hans sange.
'Undervejs', 'Hører du!', og 'Angst' er nogle af de Scharnbergtekster, som Broe har indspillet, men for alle cd`ens 11 sange gælder det, at de tilsammen giver en helstøbt cd, som man kan lytte til og samtidig lære af.
'Ildsjæl' er en cd, der giver kræfter til dagen i dag og håb for dagen i morgen.
Ildsjæl. Rasmus Broe. Forlaget Grammafon.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278