Det er ikke ligegyldige små spørgsmål Lars Von Trier stiller i sin nye film ¤¤Antichrist¤¤, der havde verdenspremiere på Cannes- festivalen i mandags. Men er det en god film?

af Mikael Strandbech
Hvad gør man når ens barn dør? Hvordan håndterer man det onde? Kan man begribe det irrationelle rationelt?
Det er ikke ligegyldige små spørgsmål Lars Von Trier stiller i sin nye film 'Antichrist', der havde verdenspremiere på Cannes- festivalen i mandags.
Et ægtepar mister deres dreng. Han (William Dafoe) er psykiater, hun (Charlotte Gainsbourg) har en uafsluttet afhandling om hekseforfølgelse i middelalderen bag sig.
Sorgen rammer dem forskelligt. Hun er lammet. Han tager styringen. Hun skal konfrontere sorgen, smerten og desperationen. Kan han, der er psykiater og vant til traumearbejde, hjælpe hende, samtidigt som han selv sørger? Kan vi forstå den menneskelige natur?
Parret tager ud til deres hytte i skoven. Skoven virker truende. Skiftevis forvredet, gold, tågefyldt, fugtig, mørk. En hjort med et dødt kid hængende efter sig dukker op. Hvem giver man skylden for det onde?
Den anden? Sig selv? Er ondskab en del af vores natur? Er natur ond eller god?
Om natten falder agern fra egetræet ildevarslende på taget. Om dagen prøver ægteparret at nå hinanden. Kan de det? Er det værste ikke allerede sket?
Er 'Antichrist' god eller dårlig? Det er svært at svare på. Den er forvirrende, rystende og modbydelig. Og på mange måder slet ikke forståelig.
Der er angste mennesker der knepper, bløder, skriger. Der er lemlæstelse, smerte og skyld, skyld, skyld. Der er smukke billede, der er grusomme billeder, der er overraskende billeder - slægtskabet med russiske instruktør Andrei Tarkovskij, som filmen er dedikeret til, er mærkbart.
Man kunne godt beskrive 'Antichrist' som et grumt ægteskabsdrama i Ingmar Bergman stilen tilføjet nogle ekstremt voldsomme impulser til krybdyrshjernen, men den er meget mere, og mere end jeg på nuværende tidspunkt kan formulere.

Antichrist. Instruktør. Lars Von Trier. Premiere i dag.