Men skjult for menneskenes øjne, på de uendelige verdenshave, i de stille zoner, hvor havstrømmene ikke kommer, og hvor bestandige højtryk gør, at ingen vinde rører sig, voksede affaldsøerne. Og de voksede og voksede

af Kjeld Stenum
Forestil dig en verden, hvor menneskenes produktion af plasticaffald var gået så meget over gevind, at lossepladserne voksede ud over alle grænser. For ikke at få al jorden dækket af plastic begyndte menneskene at smide den i havet, hvor den førtes bort af strømmene. Men plastic er et stof, som er let, sejt og langsomt nedbrydeligt.
Det ville blive liggende og skvulpe i overfladen i mange, mange år, og det ville drive derhen, hvortil havstrømmene førte det. Lå disse strømme stille nogle steder, ville affaldet samles der og danne øer. Og disse øer ville vokse, efterhånden som menneskene smed mere og mere plastic i havene.
De ville begynde at dække større områder end de byer, hvor menneskene, som producerede plasticaffaldet, levede. Fordi menneskene er vanskelige at leve sammen med for mange andre dyr, og fordi menneskene selv ikke skulle nyde noget af at være i alt det skidt og møg, de selv havde produceret, søgte adskillige dyr ud i det golde, ulækre landskab, som plasticøerne dannede.
Fugle forsøgte at bygge rede på det sære, flydende stof. Andre dyr prøvede sig frem med, om det mærkelige stof mon kunne ædes. Måger gik i krig med farvestrålende splinter af gamle tandbørster og legoklodser og fik tarmene perforeret og lå rundt om på de flydende øer og omkom under høje klageskrig.
Sjældne, udryddelsestruede havskildpadder syntes, der var en vis lighed mellem plasticposer og de vandmænd, de plejede at få en fattig næring ud af. Men den gik ikke. I stedet blev mange kvalt i disse underlige nye vandmænd.
Mere primitive dyr som for eksempel muslinger havde mere held med sig. De sugede sig fast på undersiden af de underlige flydende øer og evnede at nedbryde stoffet til noget, de kunne fordøje og bruge som næring. Men det var ikke kun de brugbare næringsstoffer, de på den måde fik ind i deres organismer. Det var også alle de tungmetaller og andre gifte, menneskene havde brugt til at give plasticen dens strålende farver, eller andre egenskaber, som for eksempel blødhed.
Menneskene havde brugt mange ting for at give deres plastic netop de egenskaber, de gerne ville have. For at gøre plasticen blød brugte man for eksempel stoffer, som lignede kønshormoner meget, og som, hvis de blev spist, kunne føre til forstyrrelser af forplantningsdueligheden.
Det havde menneskene ikke tænkt over, og hvorfor skulle de det, de havde jo ikke tænkt sig at æde deres plastic, den skulle bare smides i havet, så den kunne drive væk. Ud af øje, ud af verden!
Men at plastic indeholdt ting, som det ikke var klogt at æde, vidste muslingerne og de andre primitive dyr ikke. For den slags dyr har altså ikke så meget hjerne at forstå subtil kemi med. Og det vidste mågerne, fiskene og havpattedyrene, som blandt andet levede af at æde muslinger, heller ikke.
Måske ikke alle på grund af manglende intelligens, visse havpattedyr skal jo være særdeles intelligente, men de dyr, sam måtte være intelligente nok til at tænke så langt frem, havde sikkert ikke fantasi til at forestille sig, at dyr så intelligente som menneskene kunne opføre sig så dumt.
Fordi ingen sultne dyr var på vagt, kom alle de skadelige giftstoffer ind i fødekæden. Og ad den vej vendte de til sidst tilbage til menneskene selv. For menneskene opfører sig så dumt. Selv da menneskene i de mest plasticforurenede lande begyndte at få svært ved at producere børn selv, fortsatte de med det bekvemme plasticmateriale til alt muligt, legetøj, møbler, endda til at pakke madvarer ind i.
Det var jo så dejligt tilgængeligt og bekvemt, forarbejdet lige netop til den tilstand, man måtte have behov for i de forskellige brugssammenhænge, det geskæftige menneskedyr roder sig ind i. Og det var så dejlig nemt at blive af med. Bare ud i havet, så førte de nådige havstrømme det bort! Ud af øje, ud af verden! Og det syntes havet at kunne gøre i al evighed.
Men skjult for menneskenes øjne, på de uendelige verdenshave, i de stille zoner, hvor havstrømmene ikke kommer, og hvor bestandige højtryk gør, at ingen vinde rører sig, voksede affaldsøerne. Og de voksede og voksede.
Selvom menneskene havde satellitter, som evnede at fotografere omtrent hver ekstremistisk udseende muslim med en nytårsraket, var det svært at opdage øerne, fordi store dele af dem jo lå helt nede i havoverfladen, og fordi menneskene ikke anså den slags for nær så bekymringsværdigt som skumle muslimer med nytårsraketter.
På den måde blev øerne så store som stater. Ja, større end det, de voksede sammen til den enorme størrelse af et helt kontinent som Afrika. Millioner af fugle og hundredtusinder af truede havpattedyr og skildpadder døde årligt i masserne.
Menneskene, som dels selv åd havdyrene, dels fodrede de grise og kyllinger, de opdrættede med fiskeaffald fra havene for senere selv at æde dem, begyndte at få svært ved at få børn i meget foruroligende omfang, helt op til halvdelen af han-menneskene var ude af stand til at producere formeringsdygtig sæd.
Menneskene kløede sig i nakken og begreb ikke hvorfor.
Ja, det var dog et uhyggeligt science-fiction-drama at rulle op, ikke sandt! Affaldsøer så store som Afrika. Mænd, der ikke kan blive fædre. Og menneskedyr, der bare blindt fortsætter blindt ud ad det spor, der fører til ikke blot truede dyrs udryddelse, men allerede er godt på vej til at medføre menneskenes egen udryddelse!
Det er godt, at alt dette blot er et produkt af en klummeskribents desperate fantasi! For det er det jo, ikke?
Kære læser, det er muligt, min fantasi er desperat. Men så vidt jeg ved, er ikke ét ord i denne klumme produkt af desperat fantasi. Øen af mere og mindre nedbrudt plasticaffald på størrelse med kæmpekontinentet Afrika findes!
Den ligger i et stille vand i det nordlige Stillehav mellem Asien og Amerika. Og naturligvis er det ikke al verdens plastic, der ligger her, det er blot den mest synlige samling.
Og med hensyn til, hvor stor skade alle giftene i plastic kan gøre, er jeg vist langt fra den eneste, der tror, der er en sammenhæng mellem disse gifte og vores stærkt dalende evne til at få børn.
Vi er godt i gang med at true os selv på vores eksistens.