- Nu taler de om at ¤¤vinde hearts and minds¤¤. De sender soldater ud for at bygge skoler og bore brønde. Men så er det jeg spørger: Hvor mange brønde skal der bores for at det går lige op med et dræbt barn?

Eva Arnvig mødte den første afghaner i sit liv i 1991. Han var pashtuner. Det er den befolkningsgruppe, der er flest af i Afghanistan. Det er den del af befolkningen, som Taleban udspringer af, men det var længe før verden syntes Taleban var et problem.
- Hans definition på det pashtunske område var, at de aldrig havde angrebet nogen. De havde aldrig besat noget andet land. Og de havde aldrig accepteret, at nogen besatte deres land, fortæller Eva Arnvig, som i 1991 arbejdede for FN og lidt ved en tilfældighed mødte Afghaneren.
Siden dengang har hun besøgt landet så mange gange, at hun ikke har tal på det.
Arbejderen møder den tidligere journalist ved Ekstra Bladet, den nu pensionerede FN-medarbejder og den stadigt aktive dokumentarfilmproducent i hendes hus i Virum.
En god time senere slutter hun af med ordene.
- Jeg laver mine film og mit arbejde som en slags aflad for at være medlem af en krigsførende nation! Vi er blevet aggressorer i en krig. Det havde jeg aldrig troet skulle ske i min tid.
Eva Arnvig kender mange mennesker i Afghanistan og i nabolandet Pakistan. Hun er venner med mange af dem, og hun føler med dem.
- Deres eneste håb er, at der i Verden er menneskelighed nok til at stoppe krigen i Afghanistan

20 år på Ekstra Bladet
Hun konstaterer, at medierne - hendes egen verden i 20 år på Ekstra Bladet - sjældent formidler virkeligheden til befolkningerne, og derfor kan politikerne komme af sted med deres krig. Det er derfor hun laver film og tager rundt og holder foredrag, når tiden tillader det.
Eva Arnvig var første gang i Afghanistan i 1991 - via sit arbejde for FN. Fem år senere lavede hun et seminar i FN-København med titlen: 'Hvor mange kvinder må et land slå ihjel førend det generer FN: 100 - 1000 - 10.000 eller er spørgsmålet stillet forkert?'
Fagfolk fra mange områder var talere og FN i Afghanistan fik overtalt en repræsentant fra Taleban i at deltage.
Eva Arnvig beskriver ham med varme - og med den humor, som næsten hele tiden præger hende:
- Han var vel 35 år, lidt buttet. En høj mand, lys med grønne øjne. Meget dynamisk og sød. Altså han lignede alt andet end en ond mand, siger hun og griner.
De nordiske pressefolk interviewede talebaneren rimeligt aggressivt og til sidst spurgte talebaneren høfligt om han måtte stille et spørgsmål:
- Hvorfor tror I, at jeg vil gøre min mor, min kone eller min søster fortræd?
Samværet med den høje talebaner med de grønne øjne endte med en konklusion, som har betydet meget for Eva Arnvig: Vi tror alle, at vi gør det bedste med vore handlinger, men derfor kan vi jo godt være uenige og gøre store fejl!
- Det betog mig meget... også at der kan bygges bro.
Talebaneren inviterede Eva Arnvig til Afghanistan et halvt år senere. Det endte med at blive en rejse, som 17 danske journalister deltog i.
I de år lavede Eva selv filmen 'Afghanistan from the other side'; altså Afghanistan set fra den anden side.

Et forkert billede
- Jeg lavede den i 1999 for at imødegå det vestlige pressebillede af Taleban, siger hun. Der er meget lidt forskel på Taleban og Den Nordlige Alliance - og den er svagt til Talebanernes fordel. Deres andel i krigsforbrydelser er markant mindre end hos vore allieredes.
Hun er ikke naiv den tidligere journalist.
Og på nogen måder helt enkel og ligetil i sine observationer:
- Altså grunden til at det var så vigtigt for amerikanerne af få smidt talebanerne ud, det var at de kontrollerede 95 procent af Afghanistan. De sidste fem procent havde den Nordlige Alliance, og hvis Taleban fik det sidste, ville de få en plads i FN. Det ville USA ikke acceptere.
USA arbejdede på dette tidspunkt ihærdigt på at få aftalerne på plads om at bygge en rørledning til gas og olie fra Kaukasus ned gennem Afghanistan og Pakistan til Det Indiske Ocean. Men USA`s forhandlinger med Taleban herom var brudt sammen.
Som verdens førende afghanistan ekspert Ahmed Rachid sagde:
- Eva! Du tror da ikke for alvor på, at USA`s præsident ligger søvnløs fordi afghanske damer ikke kommer i skole... og lad mig lige føje til, at Rachid er anti-Taleban, fortæller Eva Arnvig, som jævnt hen over samtalen med Arbejderen drysser en del navne af på mediefolk, FN-folk og afghanske politikere. Ja også danske politikere, og så oftest vredt. Det anfægter hende meget, at danske politikere har besluttet at bidrage til blodbadet i Afghanistan og drabene på det folk, som hun har lært at kende, og er kommet til at holde af - og forstå!
Ahmed Rachid er en internationalt anerkendt journalist og forfatter. Eva Arnvig mener, at han måske er den vestlige journalist, der ved mest om Afghanistan.
Den Nordlige Alliance er krigsforbrydere i en særlig klasse. De voldtog, røvede og myrdede over hele landet. Det udløste i 1990`erne at Taleban skred til handling for at beskytte menneskene mod den Nordlige Alliances hærgen.
- I 1996 indtog de hovedstaden Kabul og i 1999 havde de stort set kontrol med hele landet.
En betydelig del af afghanerne bød Taleban velkommen, fordi de skabte fred efter krigsherrernes vold.

Kvinder behandles dårligt
- At kvinderne blev behandlet dårligt er jo desværre ikke noget nyt. Det bliver kvinder altid, konstaterer Eva Arnvig og tilføjer, at det er jo mødrene, der opdrager deres piger til det liv! Det er ikke mændene.
- De der talebanere kom helt derude fra den sjette bjergdal til højre. Det ville svare til at invitere en hedebonde fra Jylland til at møde dagens jet-set i København.
- 85 procent af afghanistans befolkning er bønder. De synes ikke, at Taleban er særligt mærkelige.
Når man sidder over for Eva Arnvig kan man mærke, at hun snakker om nogle mennesker, som hun kender. En kultur, som hun er kommet til at kende og har vilje til at forstå - og overkomme sin uenighed med dem. For selvfølgelig er den selvstændige og erhvervsaktive danske kvinde helt uenig i den måde, som Afghanistans piger og kvinder bliver behandlet på. Den rolle de spiller i samfundet, og det liv de typisk må leve.
Men det er noget, som medlemmerne af det samfund selv må udvikle.
Man hverken kan eller skal tvinge noget igennem udefra.
Og så er det jo slet ikke det, der foregår, gentager hun. Uanset, hvad amerikanske præsidenter og danske statsministre måtte sige, så fører de naturligvis ikke krig for at befri kvinderne.
Realiteten af krigen er da også, at kvinderne ender med at lide meget mere end de eller ville.
- De skal (...) da ikke have bomber i hovedet også - siger hun oprørt.
- Jeg regner med at du sorterer mit grimme sprog fra, når du skriver, tilføjer hun.
Det optager hende meget det her tema. Tilsyneladende provokerer det hende, at USA, NATO og herunder Danmark fører krig i Afghanistan under dække af, at det er for kvindernes skyld - og at de kommer af sted med det.
Hun, som har besøgt Afghanistan utallige gange afviser, at det er et stort problem, at kvinderne ikke kan færdes ude alene.
Du tror da vel ikke, at de afghanske mænd gider gå med deres koner på markedet? Det kunne da aldrig falde dem ind at spilde deres tid med det, siger hun indigneret - vel over at mange i Danmark tilsyneladende er dumme nok til at æde den slags.
Der er formentlig højst 15.000 med i talebans militser - og mod en befolkning på cirka 28 millioner er det ikke sandsynligt, at de ville klare sig, hvis ikke en meget stor gruppe i befolkningen direkte eller indirekte støtter dem I øvrigt indikerer informationer at omkring halvdelen af Afghanistans voksne befolkning faktisk støtter et moderat Taleban.

Hvad er Taleban?
Hun vil godt hjælpe os andre med at forstå, hvad Taleban er for noget.
- Taleban var en lokal organisation. De har lige så lidt som Dansk Folkeparti interesseret sig for noget uden for deres egen baghave. Hvis du går ud i et samfund, hvor 70 procent hverken kan læse eller skrive og spørger dem: Er I en trussel mod Vesten? Så vil de jo svare: Hvad for en Vesten? De ved ikke, hvor det ene eller det andet land ligger. De ved dårligt nok, hvor Mazar-e-Shariff ligger.
Hun trækker vejret efter den lange svada.
Taleban er en lokal religiøs-politisk organisation, som ikke kerer sig om andet end om, hvordan folk opfører sig i Afghanistan - eller var...
- Nu er det ved at blive mixet. Vesten har lært dem det. Overfaldet, krigen og besættelsen har lært dem, hvad Vesten er!
Men Osama bin Laden? Gemte de der talebanere ikke ham for USA?
Jo, medgiver Eva Arnvig. Men det er et overset faktum, at Taleban-regeringen i Kabul dengang i de skæbnesvangre uger efter 11. september 2001 sagde, at de var klar til at udlevere Osama bin Laden til en international domstol, hvis USA kunne levere beviser for at han stod bag 11. september terrorangrebet i USA.
- Det kunne de ikke, konstaterer hun. Eller det ville de ikke, retter hun sig selv.
USA ønskede ikke en fredelig løsning på problemet.
- De ville jo have deres pipeline, og have den Nordlige Alliance tilbage på trods af at dens krigsherrer er de værste barbarer.
Og så er Taleban flere ting. Det er vigtigt.
Der er også rene kriminelle, som gemmer sig under betegnelsen Taleban. De grupper lever af kidnapninger og lignende, og de tjener styrtende med penge.
En anden del af Taleban er en lang række narkomilitser, som også er blevet en alvorlig og brutal magtfaktor.
Eva Arnvig minder om, at det faktisk intet har med Talebans politik og religion at gøre, når opiumsproduktionen i Afghanistan er eksploderet. Under Taleban-styret i 1990`erne stoppe drykningen af valmuer og produktionen af opium næsten helt. Det var krigen, som igen skabte basis for den enorme narkotika-produktion og handel. Og den tjener både afghanske og amerikanske kriminelle på.

Danmarks sikkerhed
At forsvarsminister Søren Gade siger, at Danmarks sikkerhed starter i Afghanistans bjerge har Eva Arnvig kun hovedrysten til overs for.
- Når jeg hører ham sige det, tænker jeg på de små børn, der lever i bjergene, og som bliver ofre. De civile tab er jo grunden til, at vi ikke får fred.
- Nu taler de om at 'vinde hearts and minds'.
- De sender soldater ud for at bygge skoler og bore brønde. Men så er det jeg spørger: Hvor mange brønde skal der bores, for at det går lige op med et dræbt barn?
- Det er jo helt langt ude, at de tænker, at man med den ene hånd kan bombe og med den anden bede om undskyld og bygge en brønd eller en skole...
I perioder har USA brugt helt op til en milliard dollars om dagen til deres krige. Tænk, hvis alle disse penge og alle disse mennesker i stedet kunne bruges til at bygge op og løse problemer, funderer hun.
Eva Arnvig må med jævne mellemrum også minde sig selv om, at det jo ikke er fordi USA ikke forstår, og kommer til at gøre noget grusomt ved en fejltagelse. Nej det er en nøje kalkuleret politik, som har veldefinerede mål.
Ud over olien handler det om noget, som med et fint ord kaldes geostrategiske interesser.

Militært brohoved i Asien
Hun er helt enig med de, som mener, at USA er ved at gøre Afghanistan til et militært brohoved i Asien. Afghanistan er på mange måder et ideelt baseområde for USA og NATO. Det grænser op til en række strategiske modstandere; Rusland, Kina, Iran - og til ustabile allierede som Pakistan og Indien. Irak er også inden for militær rækkevidde... og for så vidt Indonesien og Nordkorea, påpeger Eva Arnvig.
Derfor har USA fået installeret en præsident som de har helt kontrol over - og vinder Hamid Karzai ikke valget til august, er det givet, at de også får kontrol over den næste. Som en ny marionet i Kabul:
- USA har ikke fem store militærbaser i Afghanistan og landene omkring, som de fleste taler om. De har 17, fortæller hun.
Og hun har meget mere på hjerte.
Men når hun skal vælge, hvad de sidste minutter og linjer skal bruges til, så må det blive endnu et bud på, hvordan man skal forholde sig til et Afghanistan, hvor der ikke er nogen helte:
Det kan da godt være, at Taleban er dårlige. Men de andre - altså den Nordlige Alliance, vores allierede - er værre. Det er da lidt vigtigt at huske, påpeger hun.
- Og der er kun en vej ud af hele denne misere - det er forhandling. Også med dem vi ikke kan lide. At forhandle med venner er ingen kunst - men med fjender viser talentet, slutter hun.