For en uges tid siden oplystes det i medierne, at der i øjeblikket skal være omkring 25.000 polakker i Danmark

af Kjeld Stenum
På arbejdernes internationale kampdag i år blev den såkaldte østaftale, som skulle sikre det danske arbejdsmarked en 'blød' overgang til de europæiske arbejdsmarkedskræfters 'frie' spil, ophævet.
Det betyder, at kapitalisterne i dag frit kan importere arbejdskraft fra det sted i EU, hvor den i det givne øjeblik måtte være billigst, uden at behøve at overholde lokale overenskomster.
For en uges tid siden oplystes det i medierne, at der i øjeblikket skal være omkring 25.000 polakker i Danmark. Rigtig mange af disse polakker arbejder i dårligt organiserede brancher såsom landbrug og gartneri og også brancher med udpræget midlertidige arbejdspladser som byggebranchen, hvor det trods rimeligt gode faglige traditioner kræver et meget højt fagligt beredskab at kontrollere alting.
Polakkerne selv har ikke særligt gode faglige traditioner, for eksempel er kun omkring en tiendedel af polakkerne i København organiserede. Det er derfor ikke spor mærkeligt, at rigtig mange af dem går til lønninger langt under de danske og med dårligt sikrede rettigheder. Helt op til en tredjedel af dem havde oplevet slet ikke at få løn for udført arbejde.
Disse polakker vil på meget kort sigt ophøre med at være noget problem for det danske samfund, hvis de overhovedet kan siges nogensinde at have været det.
Vores historie viser os, at vi tidligere har modtaget store grupper af polske indvandrere på cirka samme måde, som vi gør i dag, altså som de ringest betalte og ringest behandlede i den ringest organiserede del af den danske produktion (tredivernes polske roearbejdere).
Det er kun et par generationer siden, i dag er der intet andet end deres efternavne, der vidner om, at de har en anden baggrund end flertallet af os Også vor tids polske immigranter kommer hertil med meget få og små krav, de er omtrent parat til at leve som slaver blot for at bevare et arbejde, og det er også de vilkår, mange af dem bydes. Og bliver de arbejdsløse, vil de fleste ikke have noget alternativ til at rejse igen.
Trods den ekstremt ugæstfrie modtagelse, vores samfund således giver dem, er en stor del af dem her med familie eller har planer om at få familien hertil, og de giver også udtryk for et ønske om at slå sig mere permanent ned i Danmark. Det viser, at de har stor interesse i at integrere sig.
Jeg tror personligt også på, at de hurtigt vil integrere sig i det danske arbejdsmarked og organisere sig i den danske fagbevægelse og kræve danske lønninger. I løbet af en generation til halvanden vil de ikke være til at skelne fra os andre på andet end deres efternavne, som tidligere polske immigranter ikke er det i dag.
Nogle vil blive kendte i vores offentlige liv, og nogle vil komme til at bidrage til vores nationale stolthed på vore forskellige sportslandshold på nøjagtig samme måde, som vi har oplevet det med en kvindelig længdespringer for få år siden, og som vi ser det med en tennisspiller i dag. Så polakkerne er ikke noget problem. De er en gevinst for vores samfund og for eksempel et våben i kampen mod ældrebyrden.
Alligevel gik der kun timer, fra tallene om den polske immigration kom frem, og til Dansk Folkepartis kandidat til EU-parlamentet Morten Messerschmidt var ude med et krav om, at østaftalen skulle genindføres, angiveligt for at beskytte de danske overenskomster.
Det konservative Folkepartis kandidat Bent Bentsen var omtrent lige så gesvindt til at profilere sig og sit partis politik ved at erklære, at sådan et protektionistisk tiltag ville isolere Danmark i EU som modstander af det frie europæiske marked, og at Morten Messerschmidt hermed afslørede sig som renlivet EU-modstander trods hans partis erklæringer om ikke mere at være det.
Men det er skuespil og hykleri fra begge parter. Hvor lang tid gik der fra østaftalens ophævelse og til tallene for polakkers vilkår i Danmark kom frem? Ja, jeg læste tallene på mit tekst-tv den 24. maj. Det vil sige, der har højst været en snes dages erfaringer med østaftalens ophævelse at trække på.
Så mon ikke de aller-allerfleste af de polske erfaringer, som undersøgelsen fortæller om, er gjort, før den aftale blev ophævet? Men er de det, betyder det jo også, at østaftalen ikke har kunnet forhindre, at de danske overenskomster er blevet undergravet, tværtimod, det er sket i ly af østaftalen.
Derfor er et krav om genindførelse af østaftalen et lamt tiltag, hvad beskyttelse af de danske overenskomster angår. Morten Messerschmidt er ikke renlivet EU-modstander og heller ikke interesseret i de danske overenskomster, kun i danske arbejderes stemmer. Og det ved Bent Bentsen godt. Men han vil hellere, at danske arbejdere, som er imod EU, stemmer på Morten Messerschmidt end på for eksempel Folkebevægelsen mod EU, for så har han mere tillid til, at modstanden ikke kommer til at betyde noget.
Problemet er ikke polakkerne. Og heller ikke østaftalens bortfald. Problemet er, at storkapitalisterne har EU, og vi reelt ikke engang har retten til at organisere os imod dem.
Den mistede vi, da den europæiske menneskeretsdomstol forbød eksklusivaftaler. Kun hvis alle arbejdere er fælles faglig organiseret, kan vi forsvare vore overenskomster. Men det må vi ikke være.
Selv om det vel ret beset mindst er en lige så stor krænkelse af min personlige organisationsfrihed, at jeg er tvunget medlem af storkapitalisternes EU, som hvis jeg var tvunget medlem af en fælles faglig organisering af min egen klasse. Problemet er bare, hvor jeg lige finder en menneskeretsdomstol, der vil anerkende det.
Morten Messerschmidt er ikke interesseret i at forsvare vore overenskomster. Den eneste gang, det fagforeningsfjendske Dansk Folkeparti har været på nippet til at forsvare eksklusivaftalerne, var dengang før EU-udvidelsen, hvor et sådant forsvar kunne bruges i en studehandel til at hive netop den østaftale i hus, som vi i dag har de faktiske begivenheders bevis for ikke har evnet at beskytte vore overenskomster.