Hjernerne var inddraget af lægerne til forskning, og i stedet havde hospitalets ansatte stoppet de dødes hoveder ud med aviser. Noget tilsvarende er ifølge artiklen sket rundt omkring på landets psykiatriske hospitaler i årene fra 1946 og helt frem til 1982

af Kjeld Stenum
For ikke så længe siden gjorde min datter mig opmærksom på en artikel i gratisavisen '24 timer' (5. maj), som havde oprørt hende stærkt. Jeg husker ikke, hvorfor vi kom ind på at diskutere sådanne makabre ting. Det er også underordnet her.
Artiklen handlede om en gravplads for psykiatriske patienter på en skovkirkegård tilknyttet det psykiatriske hospital ved Nykøbing Sjælland i Odsherred, hvor der ligger flere hundrede psykiatriske patienter begravet. Det særlige ved en stor del af disse psykiatriske patienter er, at de uden deres pårørendes vidende er begravet uden deres hjerner.
Hjernerne var inddraget af lægerne til forskning, og i stedet havde hospitalets ansatte stoppet de dødes hoveder ud med aviser. Noget tilsvarende er ifølge artiklen sket rundt omkring på landets psykiatriske hospitaler i årene fra 1946 og helt frem til 1982. Og de mere end 9000 hjerner, som er blevet indsamlet på den konto, befinder sig den dag i dag i en kælder under Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Århus.
I 1991 krævede landsforeningen Sind, at hjernesamlingen blev tilintetgjort af respekt for de døde. Men det blev afslået af Den Centrale Videnskabsetiske Komite. Hjernesamlingen, som er verdens største og ældste af sin art, er for enestående et forskningsmateriale til den skæbne.
Da jeg fik støvet artiklen op og læste den, reagerede jeg fuldstændigt som min datter: Med væmmelse, og med at føle mig voldsomt oprørt. Og jeg har siden spekuleret flere gange på, hvad det var helt nøjagtigt, jeg reagerede på.
At læger inddrager dødes organer til forskning? Nej. Personligt kan jeg kun sympatisere med det principielle i, at vores kroppe på den ene eller den anden måde kommer de levende til gode, når vi er døde. At jeg ikke har tillid til, at den forskning, lægevidenskaben ønskede og ønsker at bedrive på den makabre hjernesamling vil komme os alle sammen til gode? Ja. Lidt. Jeg er ikke enig med alle læger i, hvad der er til vores allesammens bedste, og min mening om dette er vel lige så kvalificeret som deres. Men det er ikke den afgørende grund.
Den helt afgørende ting, jeg reagerede på, var, at inddragelsen af de dødes hjerner var sket i dybeste hemmelighed. Og så den fuldstændigt respektløse og meningsløse udfyldning af de tømte kranier med gamle aviser.
For det handler om respekt. Ikke specielt for de døde, de er nok ret så ligeglade. Men for de levende pårørende. Og for måden hvorpå vores leven sammen i samfund fungerer for vores værdigrundlag. Det er lidt længe siden, men ikke længere end, at en del af ofrene lever den dag i dag, at læger tvangskastrerede og tvangssteriliserede mennesker, fordi politikerne mente, det var i almenvellets interesse, at disse mennesker ikke fik børn.
Det var dengang, man endnu troede på racehygiejne. Og at læger fik adgang til at gøre det, var en konsekvens af den socialreform, socialdemokraten K.K. Steincke tog initiativ til tilbage i tyverne. Racehygiejnen var en pseudovidenskabelig strømning, som dengang havde stærk indflydelse i hele Europa.
Men Danmark var, som historikeren Lene Koch for godt ti år siden dokumenterede, med i allerforreste linje. Lægerne havde adgang til at tvangssterilisere mennesker, de dømte som åndssvage, helt frem til 1967, og forbrydere til 1972.
Nu skal det indrømmes, at det er mindre voldsomt at stjæle de dødes organer, end det er at berøve de levende retten til at bestemme over egne kroppe og til at få børn. Men bortset fra en gradsforskel synes jeg, det er nøjagtigt den samme bedrevidende arrogance, der kommer til udtryk i denne endnu nyere historie om krænkelser af psykiatriske patienters pårørende.
Hvordan kan læger tro, at de ved så meget mere end os andre om almenvellet, at de har ret til at sætte deres opfattelse igennem bagom vore rygge? Sådanne mennesker må jo have en totalitær tankegang. Og det samme kan siges om de politikere, som måtte have medvirket til at muliggøre eller været vidende om den slags 'videnskabelig' praksis.
Hvis man vil påberåbe sig et demokratisk sindelag, må man bestræbe sig på, at samfundsværdierne er et produkt af dialog og diskussion i befolkningen, ikke et ekspertanliggende.
Hvis man allerede i udgangspunktet møder befolkningen med så stor mistillid, at man mener, almenvellet bør sættes igennem bagom ryggen og henover hovedet på folket, praktiserer man også den totalitære opfattelse, at samfundets værdier er et anliggende for eksperterne, og befolkningen generelt er for dum til at kende sit eget bedste. Den, der gør det, er selv for dum til at kende sit eget bedste.
Generelt har jeg meget stor tillid til læger og respekt for deres store arbejde og deres motiver i forhold deres patienter. Lidt mindre til politikere og deres ditto.
Jeg kan måske også til dels forstå og undskylde, at læger, der i deres daglige praksis er vant til, at spørgsmålet om at redde eller ikke redde menneskeliv er et spørgsmål om resolutte beslutninger og ikke om demokratisk retfærdighed, i svage øjeblikke kan forfalde til den samme holdning overfor emner, hvor den ikke er på sin plads.
Men at politikere, der har demokrati som deres opgave og daglige arbejde, kan udvikle lignende holdninger, det kan jeg hverken tolerere eller forstå. Og dog er det ganske sædvanligt. Vore ledende politikere optræder i mange særdeles vigtige spørgsmål som om, de er af den totalitære opfattelse, at fastlæggelsen af samfundets værdier og befolkningens 'virkelige' interesser er et anliggende for deres politiske ekspertise og ikke for et oplyst folks egen politiske dialog.
Behøver jeg nævne ting som modstriden mellem den atomvåbenpolitik, de ledende danske politikere faktisk hemmeligt førte i hele den kolde krig, og Danmarks officielle nej til atomvåben på dansk grund?
Eller et helt friskt eksempel: Modstriden mellem Danmarks nej til både tortur og medvirken til tortur, og ansvarlige politikeres manglende vilje til at trodse amerikanske ulovlige transporter over dansk grund af krigsfanger til tortur i villige lande?
Har vi demokrati? Ja-ah, det har vi vel. Hvor dybt stikker det? Ikke ret dybt.