15 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En lille pik med store nosser

En lille pik med store nosser

Lørdag, 13. juni, 2009, 00:00:00

Ja, undskyld frisproget, men størrelsen på den fallerede ejendoms-mægler Alex Kleins parringsorgan spiller en central rolle i Anders Matthesens nye komedie ¤¤Sorte kugler¤¤

af Gert Poder
Hvis den der I ved nok er for lille, så kan man altid kompensere ved at svine sine medmennesker til. Det gør vi så, og det sku` vi lade være med!
Det er budskabet fra stand-up komikeren Anders 'Anden' Matthesen, der har skrevet, instrueret og spiller den altoverskyggende hovedrolle i sædekomedien 'Sorte Kugler'. I filmens anden store rolle ses den musikalske klovn Søren Rislund som gudsatan Lurifax.
'Sorte Kugler' handler om den totalt toptunede ejendomsmægler Alex Klein - der var den der igen, den der I ved nok. Han har tilsyneladende skudt papegøjen med villa, Volvo, vovse, en dejlig kone (Iben Dorner) og en sød unge.
I virkeligheden går det ad helvede til. Han er smækfyldt med mindreværdskomplekser, fordi han - og den I ved nok - er for lille. Og han afskyr sit arbejde med at sælge pragtvillaer i milliardmillion-klassen til usympatiske nyrige for sin oversmarte chef Marc (Thomas Hartmann).
En usædvanlig dårlig dag taber det lille stræberdyr en kop skoldhed kaffe ned i skødet, mens han kører bil. Han drøner ind i en rød Toyota og hans jordiske hylster havner på operationsbordet.
Hans ånd vågner op til et absurd spil på liv og død, hvor Lurifax konfronterer ham med fortidens synder. Kan han gøre det godt igen, får han hvide kugler og livet tilbage. Er alt som før, får han sorte kugler og en enkeltbillet til Helvede.
I 'Sorte Kugler' mødes anstændighed og moral med egoisme og ligegyldighed. Filmen vil fortælle os, at vi lever et småpsykotisk lorteliv i et held-og-lotto samfund. At moderne mænd er nogle idioter, som fortjener en ordentlig én på lampen. Det får de så.
Der er noget uskyldsrent lillepige-agtigt over filmens morale. Som om Anders Matthesen vil skrue tiden tilbage til dengang, hvor dumme svin havde horn i panden.
Trods de megaløftede pegefingre er 'Sorte kugler' et nuttet forsøg på at få os til at være gode ved hinanden. Eller som lægen (Søren Malling) siger til sidst, da de hvide kugler har sejret:
Det kan godt være at din pik er lille, men du har fand`me nogle store nosser!

Sorte Kugler. Instruktør: Anders Matthesen. 82 min, fra 12. juni, hele landet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. jun. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur