En ny artikelsamling kaster lys over mange dunkle hjørner i, hvad der er sket i Danmark i ny-liberalismens tid. Mange af bidragyderne prøver at være klasseneutrale, hvilket ikke lader sig gøre

af Mauri Johansson
Anders Lundkvist er redaktør for en omfattende samling artikler om nyliberalismen, også kaldt neoliberalismen, i Danmark. Artiklerne er nu udkommet i bogform, et godt initiativ af forlaget Frydenlund, med titlen 'Dansk Nyliberalisme'.
Det store problem er imidlertid, at området 'økonomi' ikke er noget ensartet forsknings- eller videnskabsområde, hverken i Danmark eller internationalt, på linje med kemi, fysik med videre.
Der er mange der mener, at det slet ikke er en egentlig videnskab, men bare en smart måde at pakke en borgerlig politisk ideologi ind på, ved at give det skæret af en objektiv og derved upolitisk sandhed, som den uoplyste befolkning kan dunkes i hovedet med, når den med jævne mellemrum skal plukkes for skattepenge, nu senest i milliardklassen, for at redde de uansvarlige og griske banker fra krakker.
Allerede Marx viste i midten af 1800-tallet, at den opfattelse af økonomi ikke holder en meter. Redaktøren af bogen er klar over dette dilemma, men mener at uenigheden mellem forskerne er en fordel. Han er for eksempel uenig med en af bidragyderne om klassekampens betydning. 'Nogle bidrag kritiserer `kun` den uhæmmede kapitalisme, andre kapitalismen som sådan'. Og så?

Prøver at være klasseneutrale
En gennemlæsning af bogen bekræfter denne uenighed, selv om de fleste af skribenterne formentlig er rimelig kapitalismekritiske og venstreorienterede i forhold til de 'rigtige' nyliberale æghoveder.
Kun en mindre del af bidragyderne kommer med meldinger om hvad der skal gøres ved problemet. De prøver at være 'klasseneutrale', hvilket jo ikke lader sig gøre: netop på dette område, der berører hele menneskeheden, må forskeren vove pelsen og erklære sin position - for eller imod arbejderklassen, for eller imod kapitalen. Og det vil de ofte småborgerlige forskere ikke ret gerne gøre - der er jo karriere og penge på spil.
Faktisk er der kun et bidrag i bogen, endda et rigtig godt bidrag af Anders Hadberg, der klart tager stilling og fastslår, at man ikke kan forstå nyliberalismens (og heller ikke kapitalismens) udvikling og konsekvenser uden at tage udgangspunkt i klassekampen. Her mangler man Lundkvists og mange af de andre forfatteres bevisføring for, at man kan se bort fra de politiske kræfters rolle i økonomien, strejkerne eller revolutionerne, for eksempel.

Nyliberalismen i Danmark
Bogen kaster dog ubestridelig lys over mange dunkle hjørner i hvad der er sket også i Danmark i nyliberalismens tid, det vil sige siden regeringen Schlüter trådte til sidst i 1982.
Forfatterne er relativt enige om, at det ikke gik som i Thatchers England eller Reagans USA, hvor fagbevægelserne stort set blev smadret og uligheden mellem rig og fattig voksede med lynets hast. Det sidstnævnte er dog også sket i Danmark, om end mere gradvis og senere. Her har såvel borgerlige som socialdemokratiske regeringer været stort set lige gode til at skabe ulighed og svække demokratiet, arbejderklassen og de faglige organisationer.
Der er artikler om staten, individet og styringen, om demokratiets forfald, udhulingen af velfærdssamfundet, byplanlægning, 'modernisering' (læs: forringelse) af den offentlige sektor og andet af relevans.
Frank Aaen har en udmærket gennemgang af hele privatiseringsjunglen, men man savner nok lidt om konsekvenserne for familien Jensen af alt dette postyr.

Mange interessante tal
Alene Hadbergs og Aaens bidrag gør bogen værd at investere i, men meget af det øvrige stof er interessant, hvis man selv forstår at læse det kritisk og se det som inspiration i klassekampens mangfoldighed.
Der er mange gode tal om hvor meget arbejderklassen er blevet ribbet for siden 1982 - tallene er astronomiske - samtidig med, at især finanskapitalens ejere har skovlet ind i pose og sæk - ligeledes i form af astronomiske formuer. Så alt i alt får man et billede af, at arbejderklassen har mistet væsentlig samfundspolitisk og økonomisk indflydelse i den nyliberale periode.
Desværre, som sagt, i flere omgange, ved at arbejderbevægelsens topfolk (socialdemokrater) har opgivet kampen og hoppet på kapitalisternes limpind, godt hjulpet af statsmagtens 'neutrale' råd.

Fremtid for kapitalismen?
Vi må håbe at Lundkvist står ved tilsagnet om at fortsætte diskussionen med flere deltagere. Han kan næsten ikke være bekendt at afslutte sin lange, indledende artikel om 'den danske kapitalisme og demokratiets forfald' med sætninger som:
'!kapitalismens mere langsigtede problem, nemlig at privatisere videnssektoren og gøre den til kilde for profit. Problemet er som nævnt at intellektuel ejendomsret er umådeligt svær at håndhæve. Og uden kontrol med denne sektor, ingen kapitalisme i fremtiden. Selv om kapitalismen i dag er næste enerådende, også på det ideologiske område, er der grund til optimisme.'
Hvad har Lundkvist at have denne optimisme i? Et håb om at kapitalismen bliver flink og rar på gamle dage? Se bare hvad der sker på universiteterne!
Lad os håbe at han får sin Marx og Lenin opfrisket og dertil garderer sig med forfattere, der kan bruge dem i de økonomiske og politiske analyser og handlingsforslag. Så begynder der at ske noget.

Anders Lundkvist (red.): Dansk Nyliberalisme. 435 sider. 299 kroner. Frydenlund, 2009.