Conor Foleys hovedbudskab er, at i løbet af de sidste par årtier er de humanitære organisationer og menneskerettighedsorganisationer samt FN på en snigende måde blevet inddraget i de vestlige stormagters krigeriske politiske spil verden over

af Mauri Johansson
'The Thin Blue Line' omhandler udviklingen over de sidste cirka 20 år indenfor det internationale humanitære hjælpearbejde og indsatsen for menneskerettigheder.
Forfatteren, Conor Foley, har været med hele vejen igennem, som humanitær hjælpearbejder i en række organisationer som Amnesty International, FN-organet for flygtninge UNHCR, Liberty og andre. Han har været aktivt med i feltarbejde i 10 - 12 brændepunkter som Kosovo, Afghanistan, Colombia, Brasilien, Sri Lanka, Uganda og mange flere. Han ved hvad han skriver om.
Bogen er på et letlæst engelsk, så den kan anbefales selv for dem, der ikke jævnlig læser engelsk, indtil de humanitære organisationer går sammen om at oversætte og udgive den på dansk til gavn for dem selv og det brede hjælpearbejde i Danmark og internationalt.
Emnet er i høj grad relevant i disse tider og bogen er fyldt med facts om hvad der sker på de indre linjer indenfor dette ofte ret uigennemskuelige område.

De vestlige stormagters tiltagende aggressivitet
Conor Foleys hovedbudskab er, at de humanitære organisationer (som Røde Kors, Læger uden grænser, Red Barnet) og menneskerettighedsorganisationer (som Amnesty International, Human Rights Watch) samt FN i løbet af de sidste par årtier på en snigende måde er blevet inddraget i de vestlige stormagters krigeriske politiske spil verden over.
Dette er sket såvel ved egentlige krigshandlinger som ved løsning af følger af naturkatastrofer eller ekstrem fattigdom og nød, hvorved de mister deres tidligere neutralitet og bliver inddraget i konflikter af politisk art, lokalt og på verdensplan. Derved udsætter deres medarbejdere for vold og forfølgelse eller bliver forment adgang.
De vestlige stormagter med USA i spidsen og Danmark som bedrøveligt halehæng, har siden 1989-90 optrappet de militære og mere skjulte voldsaktiviteter med aggressioner, invasioner, bombninger og skjult statsterror. Der er i Clinton- og især Bush-regeringens tid sket en omdefinering og udvidelse af USA`s selvproklamerede ret til at blande sig i andre landes indre forhold, også uden mandat fra FN`s sikkerhedsråd.
USA har dertil som figenblad anvendt 'koalitioner af villige' i forskellige varianter. 'Forebyggende krige' er et eksempel. Foley har en lang række andre eksempler på hvordan de amerikanske og europæiske 'værdier' og egeninteresser for olie, andre naturressourcer eller militære geopolitiske planer kun har været slet skjult under dække af 'humanitær nødvendighed', 'pligten til at beskytte', eksport af 'frihed', 'demokrati' og 'menneskerettigheder' til hele kloden, i vestlig og amerikansk, småborgerlig tapning, indvævet i højtflyvende retorik.

I humanismens navn
De to Irak-krige og Afghanistan er aktuelle eksempler hvor prisen har været hundreder af tusinder dræbte og sårede og millioner af flygtninge - alt i humanismens navn.
USA`s hemmelige kidnapninger og bortførsler af tvivlsomt mistænkte personer med fly til 'torturlande' (der ofte efterfølgende kritiseres for overtrædelser af menneskerettighederne) via lande der har lukket øjnene, som for eksempel Danmark, er klart en alvorlig overtrædelse af international lov.
Listen over borgerkrige og voldshandlinger kloden over, måske mest udtalt i det ludfattige Afrika, er uhyrlig, med millioner af dræbte, torturerede, lemlæstede, fordrevne og sultdræbte og er næsten ikke til at bære i det, der kaldes vores 'civiliserede' tid.
Stormagterne har villigt sikret de formelle armeer og oprørshære med det bedste, dødens købmænd kan byde på, ofte på begge sider af fronterne.
USA er hovedleverandør, Danmark hjælper godt til med fragterne. Krigeriske diktatorer har uden smålige hensyn brugt internationale hjælpekroner til disse indkøb i stedet for at dække selv udtalte sociale behov. Stormagterne har ofte været dygtige til at lave politisk destabilisering, skabe konflikter og holde krigsherrerne til ilden.

Svigt i FN-missioner
Desværre er der flere eksempler på, at FN-missioner er løbet løbsk.
I 1993 angreb en USA-helikopter i FN-mission en bygning hvor somaliske ældre var samlet og dræbte 73 mennesker. Senere samme år beskød en USA-helikopter en menneskeflok og dræbte 60.
Mishandling og tortur kan også dokumenteres. Der har været en række eksempler på seksuelle overgreb, også overfor børn og lignende i NGO-hjælpeorganisationernes aktiviteter ('sex for food' i de Vestafrikanske flygtningelejre). Men der er sjældent etableret systemer, der umiddelbart kan forebygge eller straffe den slags handlinger.
Alle denne slags triste, men forebyggelige sager, undergraver tilliden til FN`s vigtige rolle. USA har gjort meget for at svække FN i de seneste årtier for selv, eller via NATO, at dominere, endda ved at svække FN`s budget ved at undlade at betale sit kontingent i perioder, med deraf følgende gæld i milliardklassen til FN.

Kosovo
Foley gennemgår udviklingerne i Kosovo grundigt. Han omtaler uden forbehold Milosevic som en krigsforbryder og oplyser at han døde en naturlig død i fængsel før dommen. Sidstnævnte diskuteres dog fortsat, idet en livstruende sygdoms behandling måske ikke helt blev sikret ham!
Der var eksempler på betydelig passivitet fra FN-styrkernes side selv under oplagte voldshandlinger mellem albanere og serbere. Bistandsorganisationen Oxfam agiterede stærkt for militær intervention.
Den europæiske OSCE-organisation sendte i oktober 1998 et observatørteam for at overvåge menneskerettighedsforholdene i Kosovo, men bidrog formentlig også med militære efterretninger til USA og andre, idet der blandt deltagerne var folk med CIA-forbindelser.
Antallet af ofre i Kososvo-konflikten kendes ikke, men det er et faktum at antallet af krigsforbrydelser voksede stærkt efter påbegyndelsen af NATO`s luftbombardementer, der ikke var FN-godkendte.
De argumenter NATO anførte for at påbegynde militære aktioner mod Serbien grundet forholdene i Kosovo kan alle bestrides. De af serberne gennemførte påståede massakre havde ikke særligt stort omfang og var mere præget af lokale gengældelser for lignende handlinger, som KLA (den albanske milits) havde udført.
Der var ikke sikre beviser for at der forgik etnisk udrensning fra serbisk side. Der var kun politiske, men ikke juridiske begrundelser for NATO`s handlinger. Den etniske udrensning, som NATO angav at ville forhindre, blev derimod fuldt ud gennemført af albanerne. NATO fungerede reelt som KLA`s (den albanske separatistbevægelses) luftvåben.
Antallet af serbiske flygtninge skønnes til at ligge mellem 100.000 og 250.000. De fleste humanitære og menneskerettigheds-organisationer arbejdede nært sammen med NATO`s militær, blandt andet ved opbygning af lejre, og benyttede sig af militærets transport- og andre logistiksystemer. Bortset fra Læger uden grænser accepterede langt de fleste øvrige hjælpeorganisationer økonomiske bidrag fra de medvirkende NATO-lande.
CARE organisationen accepterede endda midler fra den canadiske stat til opgaver knyttet til OSCE, der var under mistanke om at udføre efterretningsopgaver.
USAID, der længe har været opfattet som en forlænget arm for USA`s efterretningstjenester, havde sammen med andre vestlige sponsorer i dagene omkring arrestationen af Milosevic, fået etableret en ny NGO, der fik trykt plakater der fremstillede ham som en korrupt krigsforbryder.
En anden lignende gruppe intervenerede kraftig i en valgbegivenhed i Kosovo til fordel for de albanske separatister. Den særlig etablerede krigsforbryderdomstol (ICTY) havde langtrækkende beføjelser til at afdække begivenhederne omkring formodede krigsforbrydelser, men valgte alligevel at afvise en påstand om, at NATO havde begået krigsforbrydelser ved at bombe civile mål.
Kosovo under FN, og som ensidigt udråbt selvstændig 'stat' med begrænset international anerkendelse, er i dag en mono-etnisk 'stat', dybt korrupt og med betydelig narkohandel kørende. Det internationale samfund er helt mislykkedes i denne sag.

Afghanistan
Bombningerne og invasionen i Afghanistan fra oktober 2001 blev gennemført dels af NATO, dels af USA alene med motivering at bekæmpe Taliban efter 11. september angrebet på WTC.
FN havde en lille civil mission, UNAMA, men Foley siger, at det var kufferter med dollars mere end bomber der knækkede Taliban. Det samme Taliban som USA selv, i 1980`erne, inklusive Osama Bin Laden, sammen med Pakistan havde etableret, uddannet og bevæbnet.
Selv om behovet for opbygningsarbejde i landet var uhyre omfattende, blev og bliver de fleste ressourcer brugt på militær, til en destruktiv indsats. Tilsagn om store internationale støttebeløb til genopbygning udeblev næsten helt eller blev tilbageført til donorlandene, ikke mindst USA.
Fra 2002 begyndte der at optræde humanitære organisationers folk sammen med militæret. Hjælpeindsatserne blev styret efter de militære vurderinger, ikke efter konkrete behovsvurderinger. Således kanaliserede USA, uden om den afghanske regering, over halvdelen af sin store bistand til de fire sydlige provinser, der effektivt var kontrollerede af Taliban.
Bush omtalte med stolthed at man hjalp med nødhjælpspakker i forbindelse med bombeoperationerne. Der var dog det problem for de afghanske børn, at klyngebomberne og hjælpepakkerne havde samme udseende!
I april 2004 kom så afsløringerne af USA`s torturprogram i Abu Ghraibfængslet. Opfattelsen af at USA hævede sig over al international lov begyndte at brede sig. Den internationale ISAF-styrke, der siden 2003 er ledet af NATO med mandat fra FN`s sikkerhedsråd, skiftede karakter fra en fredsbevarende til en fuldt udbygget og aktiv militær kampstyrke, uden at dette blev debatteret i ret mange af bidragyderlandene.
Foley oplyser, at grunden til at de internationale krigsforbryderdomstole, herunder ICC, ikke rejste sager om krigsforbrydelser for eksempel i Afghanistan, selv om de har mandat til det er, at der er præcedens for ikke at rejse sager i lande hvor USA har styrker i aktion, idet dette bliver opfattet som alt for kontroversielt.

Hjælper hjælp?
Fra at Røde Kors (ICRC) og de nationale Røde Kors/Halvmåne-organisationer i tidligere tider stort set var alene på banen, er humanitær hjælp og indsatser for menneskerettigheder blevet til en milliardindustri, hvor snesevis af stort set rent vestlige organisationer som en endeløs karavane drager verden rundt, med store firehjulstrækkere, mobiltelefoner og med de seneste liberalistiske og kapitalistiske visdomme i bagagen, mens de i hjemlandene samler midler ind med aggressive kampagner og pres for statsstøtte.
I de senere år er Røde Kors-biler blevet set med maskingevær monteret på bilen. De vestlige opfattelser af, hvordan menneskerettigheder for en gruppe mennesker skal afvejes overfor samfundet som helhed, afviger skarpt fra opfattelserne i andre dele af verden, især vedrørende for eksempel ytringsfrihed og holdninger i relation til religion, køn og seksuelle forhold.
'Retten til privat ejendom' er grundlæggende også et vestligt begreb, der kan være politisk følsomt i samfund, der er erfarne med begreber som kapitalisme og kolonialisme.
Verdensbanken og den Internationale Valutafond er i løbet af 1980`erne og 1990 gået ind i mange lande, der har oplevet forskellige typer af katastrofer, krige eller fattigdom, med krav om omfattende sociale reformer i form af offentlige nedskæringer, privatiseringer og såkaldte 'strukturudviklings-programmer', med katastrofale følger for de svagest stillede.
Fødevarehjælp fra de rige landes overskudslagre har konsekvent vist sig at være en katastrofe, fordi de har ødelagt modtagerlandenes egne landbrugs- og handelsaktivitet ved at slå de lokale bønder og handlende ud. Da de rige lande i udtalt grad subventionerer, det vil sige med stats- eller EU-midler understøtter deres egne landbrug med beløb der er ti gange højere end det landet giver i u-landsstøtte, eller opretholder importtolde og lignende, er de rige lande i forvejen med til at ødelægge udviklingslandenes eksistensgrundlag.
En gennemsnits EU-malkeko modtager større økonomisk støtte end det, halvdelen af klodens befolkning skal leve af per år. Den gode gamle regel: 'Frem for alt, lav ikke skade' bliver i stigende grad glemt af de humanitære organisationer.

Domstolenes svagheder
Et stort problem er, at det system af lovgivning og dertil relaterede retsinstanser på det internationale plan er svagt udbygget og uensartet.
USA har for eksempel voldsomt modsat sig etableringen af den internationale straffedomstol, ICC. Præsident Clinton nåede at underskrive USA`s tiltrædelse kun få timer før sin afgang, men efterfølgeren, George W. Bush ophævede straks tiltrædelsen og gik så vidt som at lovfæste, at såfremt en eneste amerikansk soldat blev stillet overfor ICC-domstolen i Haag, så ville USA have ret til militær indgriben i Holland for at fjerne vedkommende. Denne slags holdninger fra stormagternes side svækker underlaget for international ret.
De særdomstole der er etableret for Jugoslavien, Rwanda og Sierra Leone er ofte beskyldt for inkonsekvens, langsom sagsbehandling og store omkostninger, hvilket næppe kan afvises. Den politiske vilje til at forfølge krigsforbrydere mangler generelt verden over.
Et andet stort problem er et forskelligt syn på de politiske og militære handlinger. Nürnberg-domstolen efter Anden Verdenskrig har dannet model, men bygger meget på europæisk og angloamerikansk retsopfattelse, mens andre store kulturområders syn på emnerne ikke er medinddraget.
Foley påpeger interessant nok, at han i flere tilfælde har haft hjælp af lokale domstolsorganer med stammeældste til at afklare konflikter til alles tilfredshed, og hvor vestlige normer og retstraditioner har været uanvendelige.
Omvendt kan man heller ikke betragte FN som et juridisk internationalt organ, i det Sikkerhedsrådet i udpræget grad politiserer debatten og enkeltlande bruger deres vetoret i taktiske overvejelser. Her er behovet for reformer af FN-strukturen og magtforholdene udtalte.

Hvad skal der til?
Foley efterlyser også en gennemgribende styrkelse og reform af FN-systemet og andre centrale organer som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF. Han håber på en bred international dialog om, hvordan man kan sikre menneskelig værdighed, personlig frihed og individuel autonomi indvævet i en debat om, hvordan vi modvirker uretfærdighed som følge af en tiltagende ulige fordeling af rigdom og magt over hele kloden.
Kampen mod ekstrem fattigdom forudsætter økonomisk vækst til et rimelig minimumsniveau (jævnfør Cuba, Vietnam mv. MJ), men fordi fattigdom og ulighed (forstået som uretfærdighed, MJ) er to af de mest afgørende underliggende årsager til konflikter og humanitære kriser, spiller de humanitære og menneskerettighedsorganisationer en vigtig rolle i kampen for økonomisk retfærdighed. Det er mange af de vestlige måske ikke umiddelbart indstillede på.
Foley har forventninger om, at de aktiviteter der er opstået på den sydlige halvkugle som World Social Forum og lignende, med deltagelse af fagforeninger, sociale bevægelser og religiøse organisationer, og de ret få fra de venstreorienterede nordamerikanske og europæiske organisationer, der gider deltage, er vigtige. Han efterlyser folk og organisationer med interesse for 'en global retsorden' som deltagere i dette arbejde.

Hvad har Conor Foley 'glemt'?
Selv om Foley på diplomatisk vis undlader at pege på USA`s særdeles destruktive rolle verden over i forhold til fattigdom, krige, vold, tortur med videre kan man læse det mellem linjerne.
Det skal danske politikere og befolkningen gøre og tage handling på sagen, for at få Danmark tilbage på sporet som et land der vil en menneskeværdig, humanistisk politik, uden meningsløs aggression og vold i snart sagt alle verdensdele. Militaristisk, anti-islamisk og racistisk udvikling og tankegang skader såvel herhjemme som ude i verden.
Set i et større perspektiv 'glemmer' han i denne bog måske også at omtale de dybeste årsager til den udbredte fattigdom og nød på kloden: det monopolkapitalistiske system, hvor kapitalisten har ret til at udsuge arbejderne og bruge de producerede værdier efter forgodtbefindende - ofte imod arbejderne, i eget land eller globalt. Derfor skal der mere end øllebrødsbarmhjertighed til, nemlig klassekamp, for at løse problemerne.
Indlysende nok skal de kriseramte fattige og arbejdere ikke lades i stikken af de progressive til venstre for midten i den aktuelle kapitalistiske krise. Men enhver demokratisk indsats under kriser må analyseres nøje for at afsløre, om der er tale om kriser, fremkaldte af eller udnyttede af kapitalismen for yderligere koncentration af kapitalen, hvilket kun vil forværre den bestående ulighed, eller om der er tale om folkelige oprør imod ofte årtier eller århundreder varende undertrykkelse. Det er den slags oprørere som Anders Fogh Rasmussen, Bush, Blair og EU kalder 'terrorister'.
Vi er nået til det punkt hvor vi efterhånden skal sige: 'Så er det nok'.

Conor Foley: The Thin Blue Line. 266 sider. Verso, 2008.