Der er ingen tid at spilde. Politikerne har redskaberne - det handler bare om vilje, fastslår klimaeksperter i ny rapport
Klimaeksperternes nyeste data viser, at havvandet stiger hurtigere end forventet, og oceanerne bliver varmere, end hvad FN`s klimaeksperter tidligere har beregnet: Med en temperaturstigning på fire grader, vil havoverfladen stige næsten dobbelt så meget som de 60 centimeter, FN`s klimapanel forudså i 2007.
De dystre forudsigelser står at læse i en rapport, som blev offentliggjort i går. Den er skrevet af førende klimaforskere fra hele verden.
Rapporten er en udvidet og mere detaljeret version af de seks hovedbudskaber, som blev præsenteret ved den internationale videnskabelige kongres 'Climate Change: Global Risks, Challenges & Decisions', der blev afholdt i København i marts. Kongressen tiltrak mere end 2000 forskere fra flere end 70 lande. Rapporten er skrevet af Den Internationale Alliance af Forskningsuniversiteter (IARU).
- De nyeste data viser, at samfundet står over for alvorlige risici, selv med en global temperaturstigning på kun omkring to grader. Hvis samfundet ønsker at minimere disse risici, må der handles nu, fastslår professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet. Hun er formand for IARU.
- Samfundet har alle de nødvendige værktøjer til at reagere på klimaforandringerne. Den vigtigste ingrediens, der mangler, er politisk vilje. Allerede nu kæmper mange samfund med konsekvenserne af klimaforandringer. Hvis vi vil undgå endnu mere alvorlige, og i de fleste tilfælde uoprettelige effekter af klimaforandringerne, er der meget lidt tid tilbage at handle i, understreger Katherine Richardson.
Hendes budskab står i skærende kontrast til de rige landes budskab fra de foreløbige forhandlinger forud for klimatopmødet. I sidste uge afsluttede 4600 repræsentanter fra 183 lande endnu en forhandlingsrunde i Bonn, Tyskland uden udsigt til et seriøst resultat: De rige lande vil kun reducere deres CO2-forbrug med otte til fjorten procent i år 2020 - langt fra anbefalingerne fra FN`s klimapanel om at nedsætte forbruget med 25-40 procent i 2020.
- De fattige lande og de mest sårbare borgere lider i dag allermest som følge af naturkatastrofer, sult og sygdom, selvom de industrialiserede lande bærer hovedansvaret for de klimaændringer, som vi er begyndt at kunne observere. Som klimaforandringerne fortsætter, vil vi også begynde at se alvorlige konsekvenser i ilandene, siger professor Mohan Munasinghe, generaldirektør for Sustainable Consumption Institute, Manchester University.
Han har været med i arbejdet omkring rapporten, som kommer seks måneder før FN's klimatopmøde. Værten for topmødet, statsminister Lars Løkke Rasmussen, fik i går overrakt rapporten.
Du kan hente rapporten på www.climatecongress.ku.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278