´Synecdoche, New York¤¤ er en fortælling af kafkaske dimensioner, hvor de absurde, flertydige, komiske, rørende sider af menneskelivet står i centrum

af Mikael Strandbech
'Synecdoche, New York' er Charlie Kaufmans debut som filminstruktør.
Han har tidligere leveret manuskript til mærkværdige, men dog forholdsvis populære film som 'Being John Malkovich' (1999) og 'Eternal Sunshine of a Spotless Mind' (2004).
'Synecdoche, New York' er en fortælling af kafkaske dimensioner, hvor de absurde, flertydige, komiske, rørende sider af menneskelivet står i centrum.
Den altdominerende hovedrolle Caden Cotard spilles af en præcis og nuanceret Philip Seymour Hoffman, som tidligere er set i eksempelvis 'Capote' (2006) og 'Happiness' (1998).
Caden Cotard er en knapt så succesfuld amerikansk teaterinstruktør, der lider af en mystisk sygdom og heraf også angst, som hverken den knastørre læge eller den selvoptagne psykolog kan hjælpe ham med. Da konen (Catherine Keener) og datteren Olive flytter til Berlin begynder virkeligheden at skride for Caden, selvom den frodige og noget naive Hazel (Samantha Morton) gerne lægger øre og lagner til.
På et tidspunkt modtager Caden et legat der gør det muligt for ham at realisere sit drømmeteater projekt. Med et større hold skuespillere konstruerer og forbereder han et teaterstykke igennem en årerække der i højere og højere grad bliver svær at skelne fra virkelighed.
Som 'Synecdoche, New York' skrider frem bliver det klart, at det ikke er en almindelig film: Et hus brænder, bogstaveligt talt gennem hele filmen, og der bor mennesker, uanfægtet, heri. Caden kan via sin datters efterladte dagbog i New York følge hendes nuværende liv i Berlin. Caden begraver sin far, der dog også dukker op senere i levende live ved moderens begravelse.
Men som tilskuer godtager man med glæde særhederne og det ulogiske, netop fordi filmen hele tiden på raffineret og på dybt humoristisk vis, og med en stadig stigende kompleksitet gør opmærksom på, at det den vil, er at undersøge grænseområdet mellem fiktion og ikke-fiktion, når det handler om identitet, bevidsthed og fortælling.
Filmen forbinder elegant dagligdagens mindste begivenheder med essentielle begivenheder og tanker, den lille fortælling med den store, individet med fællesskabet - som præsten på et tidspunkt mod slutningen forkynder 'Alle er alle '.
Filmen er at sammenligne med den oplevelse man kan få, ved at overvære en teaterprøve: En skuespiller gestalter med dyb indlevelse et ensomt, forpint menneske på scenen, for kort efter at snakke om makeup, lamper og vejret i øvrigt, stadig stående på scenen iklædt teaterkustymet. Hvad er teater og hvad er ikke?

Synecdoche, New York. Instruktion: Charlie Kaufman. Premiere i dag.