Det er fint, at et storsælgende og et multi Danish Awardvindende band som Nephew kommenterer kritisk og indimellem rasende på dagens Danmark
af Mikael Strandbech
Egentlig har jeg altid hørt og set Nephew som en kloning mellem Shu-bi-dua og århusbandet Kliche. Sådan lidt smarte ordspil med ufarlige pointer, pakket ind i et maskinelt, 'moderne' udtryk. Af samme grunde har de aldrig interesseret mig særligt.
Men efter at have set forsanger Simon Kvamm i Clement Kjersgaards talkshow på TV2, bede en gabende Mike Tramp (tidligere Mabel og White Lion) om at interessere sig for den politiske virkelighed, var tiden måske inde for en revision af min opfattelse.
Nephews fjerde album 'DanmarkDenmark' åbner med numret 'D.T.A.P.' En forkortelse der dækker over ordene: decideret træt af pis. Og det pis Nephew er træt af, er forskellen mellem idealer og handlinger når de ser på dagens Danmark. En opfordring til at se os selv i øjene. Fint nok.
Senere lyder det i numret 'Danmark Man Dark' blandt andet: 'Og hvis man ikke har råd er det ens egen skyld. Det er ikke samfundets, men din egen skyld' og 'og du må læg` dig i vore stramhedsbetræk, på vores pude der` ren men lugter af bræk'. Rigtigt set også.
Det er fint, at et storsælgende og et multi Danish Awardvindende band som Nephew kommenterer kritisk og indimellem rasende på dagens Danmark, hvilket da også virker til at være hovedårsagen til, at et næsten enigt anmelderkorps har behængt dem med stjerner, her i finanskrisens lys. Vi har jo alle lov at blive klogere.
Personligt har jeg det svært med de mange musikalske citater Nephew gør til en storladen, 80`er stadionrock i stil med Depeche Mode og Human Leauge, parret med heavy metal guitar. Ligesom det er svært at adskille sangeren Simon Kvamm og komikeren Simon Kvamm (Drengene fra Angora) selv om jeg gerne ville. Albummet bliver straks mere spændende, når Nephew viser en søgende side som i 'Focus on the Sound' og en mismodig i 'Hurra', hvor ordene hurra og yippie sjældent er sunget mindre begejstret. Fedt.
Med albumet følger en dvd, hvor 12 filmkunstnere har fået en pose penge og tillid til frit at tolke hver en sang filmisk. Det er der kommet en række spændende videoer ud af, der minder mere om kunstfilm end traditionelle musikvideoer. Specielt Michael Noers portræt af en ung mand med søvnproblemer og Iben Wests tolkning af 'Danmark Man Dark' er værd at bemærke.
Nephew: DanmarkDenmark. Copenhagen Records. Er Udkommet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278