14 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Underholdning til strandturen

Underholdning til strandturen

Tirsdag, 23. juni, 2009, 00:00:00

Morten Hesseldahl vil både underholde og lægge op til debat om moral. Er FARC frihedskæmpere eller terrorister. Idealister eller gangster? Det lykkes kun delvist

af Bjarne Nielsen
I Colombias bjerge kidnapper FARC en ung dansker. Snart efter stilles hans arbejdsgiver, en stor dansk entreprenørvirksomhed, over for et krav om løsesum i millionklassen.
Det sætter en kædereaktion i gang dels hos virksomheden, der må ud i manøvre som ikke tåler dagens lys, dels hos en aktivistgruppe i København.
Således skubber direktøren hos dagbladet Information, medstifter af Cepos og forfatteren Morten Hesseldahl sin opfølger til sidste års danske krimi, 'Drager over Kabul', i gang.
'Natten er lige begyndt' er titlen og den har mange krydsklip, Colombia, Nørrebro og New York, hvilket er både naturligt og giver bogen en næsten filmisk dynamik.

Skabelonagtig
Nogle miljøer er dog bedre beskrevet end andre. Hesseldahl er lidt skabelonagtig i forholdet mellem aktivist - og virksomhedslederens miljø.
I aktivistmiljøet slås de med stofmisbrug, tyverier fra supermarkedet og et umanerligt plat sprog, medens lederens miljø har filippinsk hushjælp og får `mad fra Strandvejen`. Lidt unuanceret og fraseagtigt.
Hesseldahl vil både underholde og lægge op til debat om moral. Er FARC frihedskæmpere eller terrorister. Idealister eller gangster? Det lykkedes delvist, men plottet er lidt tyndt og det virker som forfatteren er nervøs for at læseren ikke selv kan svare, hvorfor bogens personer udlægger teksten for en.
Bogen følger en række personer: Musikeren Tony, der kommer i det autonome miljø omkring et besat hus (Ungdomshuset). Ikke fordi han er autonom, men mere hang-around grundet forelskelse, hvilket jo er set før. Forelskelsen er Charlotte, der dog er mere interesseret i den FARC sympatiserende gruppe WORLD (Warriors Of Love and Rebellion, Denmark). Nils der blev kidnappet under forretningsrejse i Colombia og nu er fange i en junglelejr. Og endelig de to erhvervsmænd Behrendt og Steen Bolvig. Den sidste en Stein Bagger lignede bodybuilder type med storhedsvanvid. En virkelig bandit, med alt dertilhørende.

Nyttige idioter
Bogen virker meget inspireret af aktuelle danske historier, som Ungdomshuset, Blekingegadesagen, Stein Bagger, selv om den bevæger sig i flere verdensdele og derfor er en slags samtidsroman tilsat spændingsromanens dyder.
Bogen er hård ved FARC og WORLD (Fighters & Lovers. Bn), idealisten Nils med tydelig association til Blekingegadegruppen, men tager også godt fat i erhvervslederen Behrendt, den traditionelle kapitalist, der `bare` vil beskytte sine investeringer og så den Bagger lignende ultraliberalist Bolvig, der har sine egne love, moral og regelsæt.
En pointe i bogen er hvorledes flere aktører skjult har fællesinteresser. At `terrorismen` gavner `fjenden`. En slags nyttige idioter.
Der er flere personer der går igen fra 'Drager over Kabul', så mon ikke forfatteren er i gang med en serie?
Bogen er velskrevet, men sine steder stereotyp i miljøtegningerne og i sin afslutning lidt forudsigelig, akkurat som Cepos bud på fremtidens Danmark. Den når ikke 'Drager over Kabuls' niveau, men som let underholdning på strandturen er den fin. Ja rigtig god.

Morten Hesseldahl: Natten er lige begyndt. 357 sider. 299 kroner. Modtryk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur