Her i forsommeren var jeg til fyrre års skoleafslutnings-jubilæum med min gamle realklasse. Det var en meget stor og god oplevelse for mig personligt, som jeg vil kunne tære på meget længe

af Kjeld Stenum
Jeg tror, de fleste af mine gamle klassekammerater havde det ligesådan. Men det var også en svær øvelse rent psykisk og slet ikke smertefri. Jeg var glad for, at jeg havde en tre-fire kilometer at spadsere fra bussen og til det lokale etablissement i det nordvestlige Jylland, hvor jubilæet blev afholdt. Det gav mig ro til at synke ned og rumme den tidsrejse det indebar, til at indstille mig på at se verden, som jeg så den dengang, og på at skulle rumme det store tidsspænd fra dengang til nu.
Alligevel mødte jeg op med en god portion nervøsitet, jeg har det ikke nemt med fester med mange fremmede mennesker, og jeg frygtede, det var fremmede mennesker, jeg skulle møde.
Det var det også. Lige i begyndelsen. For de allerflestes vedkommende var det også fyrre år siden sidst. Flere kunne jeg ikke genkende, før jeg fik at vide, hvem de var, og flere reagerede ligesådan i forhold til mig.
Men det var forbløffende let for mig at komme til at snakke med dem, også om de mest personlige ting. Vi havde en umiddelbar trang til åbenhed overfor hinanden, som vi af en eller anden grund meget sjældent udviser overfor mennesker, vi intet livsfællesskab har haft med. Eller det udviser jeg i hvert fald sjældent. Og vi havde ikke været der i mere end en times tid, før de livs- og aldersprægede ansigter virkede fuldstændig som om det var ansigterne fra dengang.
Eller det, man tydeligt oplevede, var, at de ansigter, man nu sad overfor, virkelig var ansigterne på kammeraterne fra dengang. Vi så i hinandens ansigter, i rynker, gråt hår eller skaldethed, i selve den fysiske mere eller mindre hærgede fremtoning, hele det levede liv hos hinanden, som lå imellem dengang og nu. En enkelt af dem var jeg startet sammen med i første klasse, vi havde været syv elever i en lillebitte skole med skifertavler, grifler, penne, blækhus og Ole Bole ABC. Det er så halvtreds år siden.
Og bortset fra min nærmeste familie er der intet menneske i hele verden ud over hende, hvis livsforløb jeg i dag ved om over så langt et tidsrum. Og intet menneske, der ved tilsvarende om mit. Jeg tror nok, det svimlede en smule for os begge to, da vi kom til at tale om det, og det gik op for os.
Jeg tror ikke, at det at festen blev sådan en berigende oplevelse for sjælen havde noget at gøre med, at vi skal have været specielt gode kammerater. For det er jeg langtfra sikker på, vi har været.
Jeg husker det heller ikke som, at vi var det modsatte, de dårlige skoleoplevelser skal jeg endnu længere tilbage i tiden for at komme i tanker om. Men jeg husker ikke min realskoletid som noget nemt eller harmonisk afsæt ud i livet.
Jeg var bestemt heller ikke selv et nemt eller harmonisk ungt menneske, først og fremmest var jeg ekstremt usikker på alt og alle, herunder også mig selv. Havde vi været specielt gode kammerater dengang, havde den slags følelser vel fyldt mindre i erindringen. Måske havde vi også haft svært ved at være gode kammerater i dag, hvis vi havde haft hverdagsomgang med hinanden.
Men vores fælles fjerne fortid gjorde, at vi vidste for meget om hinanden til at falde for den trang til at dømme hinanden, som vi ellers så tit bruger til at stive os selv af med, når vi sidder i selskab med mennesker, som vi er usikre på.
Det faldt meget mere lige for at behandle hinanden med respekt og oprigtig interesse. Og derfor var det så let for os at snakke med hinanden. Sådan bør man altid omgås alle mennesker.
Man går fra sådan en fest med en utilfredsstillet følelse af, at den varede altfor kort. Og en smule oppe at køre, overvældet af det enormt lange perspektiv, man ved sådan en lejlighed ikke kan undgå at lægge på sit eget liv.
Man får en slags sandhedens time med sig selv. Det kan være en meget smertelig oplevelse, måske en påmindelse om onde oplevelser, spildte livsmuligheder eller lignende, som man husker, måske uden at ville huske det.
Mange af os har det uden tvivl sådan en gang imellem, og jeg tror også, rigtig mange aldrig får overskud til at rette lyset så meget mod deres egen tilværelse. Det er et privilegium at være stærk nok til at gøre det, og det kan ødelægge et liv ikke at være det. Det er forskellen på at tage kampen op og ende på bænken.
Man er stærk nok til at gøre det efter sådan en fest, og så er det en berigelse. Vi vender tilbage til vores dagligverden med mere sikkerhed og tyngde end den, vi forlod den med.
Vi vender tilbage for at påbegynde vore livs sidste kapitler. Vi forlod vores skole og vores hjemegn og spredtes for at påbegynde de første.
Min datter står i sidstnævnte situation netop denne sommer, hvor hun er i færd med at afslutte sin grundlæggende skoleuddannelse. Og jeg tænker på den enorme forskel på dengang og nu, som jeg også snakkede om den med en af mine gamle klassekammerater, der gav mig et lift til Odense på tilbagevejen. Han har børn i omtrent samme alder som min datter.
Vi snakkede om vores børn. Jeg fortalte om, hvordan jeg kan genfinde et spektrum af interesser hos min datter, der i høj grad ligner dem, jeg selv havde, dengang jeg var ung. Men hvor jeg dengang valgte videre livsbane udfra et ideal om at skulle ud og realisere mig selv i verden, ender min datter vistnok med at vælge udfra hvor hun føler sig mest bekræftet i, at hendes evner kan bruges.
Vi snakkede om, om sådan noget skyldtes, at vi havde været mere selvbevidste og samfundskritiske dengang, og mere parate til at lave om på ting. Mens unge i dag er blevet vænnet for meget til at have pædagoger og diverse vejledere omkring sig altid og derfor i meget mindre grad lærer at stole på eget initiativ og dømmekraft.
Men når jeg tænker tilbage på min egen store personlige usikkerhed dengang, kan jeg ikke tro, dette er hovedsagen. Jeg tror simpelthen, hovedsagen er, at trods det, at tiden var langt fattigere dengang, oplever unge af i dag sig som langt mere presset af samfundet, end vi gjorde. Sikke et samfund!