Den nye musik der fandt vej til pladebutikkerne fra midten af 50¤¤erne gav også plads til den grafiske kunst. Pladecovers blev en del af designkulturen, og det er der kommet en dejlig bog om
af Bjarne Nielsen
Den første bog om dansk rock- og populærmusik set gennem dens visuelle partner, coveret, har langt om set dagens lys. Og hvilket herligt produkt.
Omkring 200 danske lp-omslag, covers på nudansk, fortæller på deres egen måde en spændende og fascinerende historie om 30 års brugs- og kunstdesign.
I et udmærket forord af Metronomes direktør Bent Fabricius-Bjerre gennemgås lp'ens historie fra 50'erne, hvor de var af shellak, der var så skrøbeligt at de derfor blev leveret i et paphylster fra fabrikken.
De blev afløst af vinyl der blev solgt i en papirspose med et tryk på. Dette omslag viste ofte 'bare' kunstneren eller gruppen.
Så kom ep-pladen der var i samme størrelse som 45-pladen, men havde to titler på hver side, hvorfor prisen var større og omslaget finere, hvilket gav nye trykmuligheder.
Men det var først med den store lp på 30x30 cm, at kunsten kom til. Med for eksempel den psykedeliske periode blev omslagene i sig selv storslåede kunstværker uden nødvendigvis at relatere sig til musikken.
Med de indlagte tekstark kunne køberne hengive sig i det tekstunivers, der nu også spillede en rolle eller bare læse hvad man ikke altid kunne høre eller forstod.
I denne periode, som man godt kan kalde lp og coverets guldalder, ser man tydeligt hvorledes vitaliteten og det grænseoverskridende følges ad og udfordrer.
I 80`erne havde reklamebranchens smarte drenge og piger taget over, hvilket naturligvis afspejlede sig på omslagene. Stramt og stilbevidst, på kanten af det direkte kedelige og intetsigende.
Så kom katastrofen. Cd'en tog over og omslagene gik ned til 12,5 x 12,5 cm, hvilket betød skrappe indskrænkninger i de grafiske muligheder.
Bogen der på alle måder er en fornøjelse at læse eller bare bladre i, kommer fint ind på samspillet mellem tidens design, mode og musikken og diskuterer kvalificeret om coverdesign er kunst eller blot skal sælge varen.
Kunsthistorikeren Finn Terman Andersen og musikforskeren Charlotte Rørdam fra henholdsvis Randers Kunstmuseum og Aarhus Universitet bidrager med såvel historiske perspektiver som rigtigt spændende diskussioner af blandt andet udviklingen af grupperne TV2, Gasolin og Shu-bi-duas samlede covers.
Bogen gennemgår i flere afsnit som 'Leg med portrættet', 'Folkemusikkens nye udtryk', 'Feminisme på forsiden' og 'Musik der tager stilling' med flere, hvorledes f. eks kvinder i en periode afbilledets som køn.
Kort sagt sælges på deres kvindelighed, medens de, da den politiske musik kom til, blev solgt som mor på 'Kvinder i Danmark' (1973) eller som flok på 'Kvindeballade' (1977).
Ligeledes interessant at se, hvorledes billedsproget på de politiske covers i hovedsiden droppede afbildningen af kunstnerne, og i stedet signalerede brugsværdi som på Røde Mors 'Rok Ork' (1971) eller 'Skolesange' (1971).
Et vidunderligt pragtværk til musikfreaks, grafisk interesserede og nostalgikere.
Danske Covers 1955 - 1985. >164 s., 286 kr. Forlaget Buchs
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278