En ny bog om Ungdoms-huset konkluderer provokerende, at de til tider voldelige aktions- og udtryksformer, kombineret med de bredere og fredelige protester, til sammen har været Ungdomshusbevægelsens styrke

af Jens Henneberg Andersen
'Så forudsigeligt var det hele, at Vejservice København reparerede fortove med midlertidig asfalt i stedet for brosten, der alligevel bare ville blive hevet op og kastet mod politiet' (Kapitel to side 67).
Sådan skriver René Karpantschof om optakten til de voldsomme optøjer i København i marts 2007, i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset Jagtvej 69 på Nørrebro.
Men han viser også, at forudsigeligheden først indtræffer, da dialogen ophører. For både før og efter har uforudsigeligheden været et bærende element i spillet omkring Ungdomshuset. Forløb har været både overraskende, skelsættende og nyskabende.
De færreste havde vel forventet, at titusinder ville deltage i både fredelige og voldelige demonstrationer til fordel for Ungdomshuset. Til trods for en massiv politiindsats, kunne stenkastende, bål- og bilafbrændende aktivister skabe uro i hele bydele flere dage i træk.
Bogen konkluderer provokerende, at København igen har et Ungdomshus, at det 'venstreradikale' aktivistmiljø nu er større, bredere og mere operativt end set længe, og at de til tider voldelige aktions- og udtryksformer, kombineret med de bredere og fredelige protester, til sammen har været Ungdomshusbevægelsens styrke.
De gange hvor aktivister har klædt sig i sort, kastet med sten og tændt bål i gaderne, har det øget mediedækningen og medført politisk interesse. Til trods for fordømmelse i avisledere og fra politikere, så har de unge ikke skadet deres sag, men styrket den ved, at være i stand til at protestere med mange forskellige midler, og at udvikle nye og spektakulære protestformer, der også gav politikerne den nødvendig åbning for at starte forhandlinger.

Solid bog
Forløbet behandles indgående i antologien 'Kampen om Ungdomshuset - studier i oprør' redigeret af René Karpantschof og Martin Lindblom. Udgivet i fællesskab af bogforlaget Frydenlund og mediebureauet Monsun. En vigtig og læseværdig bog af høj kvalitet, der retter sig mod alle interesserede, både aktivister, politi og politikere.
Indholdssiden har ganske få skønhedsfejl. Den grafiske opsætning og billedmaterialet er fremragende.
Redaktører og forfattere har stort set alle (muligvis en-to undtagelser) en baggrund som venstreorienterede aktivister, og flere har - som Karpantschof og Lindblom - været en del af det aktive BZ- og/eller autonome miljø, der også talte Ungdomshuset på Jagtvej. De overlader til læserne at vurdere, hvorvidt dette har haft indflydelse på skriverierne.
Alle bidragsydere er underlagt videnskabelige dokumentationskriterier og de argumenterer sagligt med klare kildehenvisninger. Det er befriende med skribenter med mod til at have noget på hjertet, samtidig med at de også har styr på stoffet.
Antologiens præmis er, at der reelt var tale om et 'et rigtigt oprør i Danmark' (forord side syv) i marts 2007: Den kaotiske og voldsomme følge af, at politiet i en militær-lignende aktion ryddede Ungdomshuset, men efterfølgende mistede kontrollen over gaderne både på Nørrebro og Christianshavn.

Noget på hjertet
Kapitel tre og fire viser, hvordan politikerne i Borgerrepræsentationen bygger beslutningen om at sælge huset på fordomme og fejlagtige antagelser, og hvordan - især borgerlige - politikere retorisk afviser de unge.
Andre kapitler behandler de urolige martsdage i 2007. Kapitel fem analyserer DR`s tv-avis` dækning af konflikten, og viser at journalisterne af forskellige årsager, forfalder til at udlægge politiets udsagn som sandheder, og ikke behandler dem som en del af konflikten.
Kapitel syv følger aktivisternes intensive brug af mobiltelefonen, og analyserer kæde-sms`ernes særegne karakteristika og rolle i mobilisering blandt demonstranter.
Bogens kapitel ni giver et indblik i den måde en bevægelse opbygges på, og om de fortællinger og begivenheder, der spiller en rolle for at opbygge den særlige ungdomshus-identitet og forståelsesramme aktivisterne indgår i. Og hvordan der blandt aktivisterne udvikles en selvforstærkende `dem og os`-attitude overfor det omgivende samfund.
Kapitel 11 gennemgår by- og landsrettens noget vilkårlige brug af varetægtsfængslinger, og bidrager til en række af de involverede forsvarsadvokaters argumentation om, hvordan især de mange varetægtsfængslinger var uhørt lemfældige.
Kapitel 12 forsøger (lidt for ukritisk) at give indblik i Ungdomshusbevægelsens ideologiske opfattelser.
Særligt Karpantschofs to kapitler (to og ti) om henholdsvis baggrund, forløb og konsekvenser af Ungdomshus-kampen og hans analyse af politiets aktionskoncepter og metoder til at tackle social og politisk uro, fremstår stærke og gennemarbejdede.

De bevidste valg
'Ungdomshusbevægelsen' bliver belyst som en social bevægelse, ud fra det 'grundlæggende synspunkt, at protestaktioner er et rationelt indslag i den almindelige kamp om magt, ressourcer og idealer i samfundet' (forord side otte).
Formulering af interesser og interessevaretagelse finder ikke sted i et lukket miljø, men i samspil med samfundets øvrige aktører - ikke mindst politikere og politi. Protester og aktioner har ikke været tilfældige, ligesom valg af form og midler indgår i en samlet vurdering af, hvad der bedst tjener bevægelsens interesser ud fra taktiske og strategiske hensyn.
Ungdomshusbevægelsen har ikke samme mulighed for adgang til ressourcer, medier og beslutningstagere, som kapitalstærke grupper og andre etablerede aktører. Alternative stemmer som Ungdomshusbevægelsens er på sin vis ekskluderede fra det rum, som samfundets magthavere betragter som offentligheden, og det er en hård kamp at få en stemme, der bliver hørt i det offentlige rum.

Mere oprør
Det er paradoksalt, at netop de kapitler der forsøger at gå tættest på ungdomshusbevægelsen, også er bogens svageste.
Det forekommer mig, at de kapitler der behandler bevægelsens hvem og hvad snarere analyserer et ungdomsmiljø, end den sociale og samfundsmæssige bevægelse der opstod i kampen om Ungdomshuset. Ganske vist en berigende miljø-analyse og beskrivelse, men et studie af oprør har behov for at gå dybere. Fremtidige studier kan med rette lade sig inspirere af 'Kampen om Ungdomshuset'.
Opgaven er vigtig, for mens Ungdomshusbevægelsen for tiden virker passiviseret på en perifer adresse i Københavns Nordvestkvarter, så er de politiske og kampmæssige evner bevaret i et bredere aktivistmiljø, som vi blandt andet så et anløb til i forbindelse med Luk Lejren-aktionen i oktober 2008.
Der er brug for disse evner, hvis gadeoprøret fra 2007 skal omsættes til reelle samfundsforandringer i stil med det ungdomsoprør, som antologiens redaktører forsigtigt drager sammenligning med.

René Karpantschof og Martin Lindblom (red.): Kampen om Ungdomshuset - studier i oprør. Udgivet af Monsun og Bogforlaget Frydenlund.