Til efteråret udgiver Patrick Mac Manus en lille bog, ¤¤Den tilkæmpede historie - fabler og fortællinger´ på Forlaget Arbejderen. Udgivelsen sker i anledning af den kommende retssag mod Foreningen Oprør. Bogen er et personligt bidrag til diskussionen om frihedsrettigheder og opstand, om flugt og håb, både i historien og i nutiden. Her er nogle flere små historier fra Mac Manus

Ofrene
De blev ofret på en sten. Til månen, til majsen, til solen, til vinden, til kornet og historien. Inden ofringen blev de i en måned badet i gyldne kar, undervist i at danse og i at tale rent, forsynet med mad og drikke og midlertidige hustruer.
Når tiden var inde, skred de gennem byen og op ad trinene til stenen. Eller blev slæbt gennem korridorer med nøgne pærer i kældre under myldrende byer. Og stenen var sort og vulkansk, eller af hvid og skinnende marmor, eller den var blot som jorden selv, dækket af midlertidige skove og et ubestandigt hav.

Generationerne
Vi kommer fra de urene, fra de snavsede. Knapt nok var slimet vasket af barnets krop end at slimet lagde sig i poren, og mudderet i en anden årstid og senere stensplinterne, metalspåner og kullet. I enhver fold og rynke satte snavset sine spor.
Til sidst blev de vasket med vandet fra en blikbalje, nødtørftigt, og især omkring ansigtet, ørene og halsen. Og sådan gik vi herfra, snavset ind i riget.

Vi venter
I tre døgn har vi stået her. I frysende rækker gennem byens ruiner og ud på de sneklædte marker. I fem døgn har vi stået her, henover en slette helt uden skygge, hvor dyrene ligger døde.
Vi venter på mel, vi venter på ris, vi venter på vand, vi venter på et stempel. Nogle er faldet om og ingen flytter dem. Langsom træder vi udenom. I går blev to dræbt med knive. Nogen siger de havde prøvet at springe over.
Langsomt bevæger vi os frem. I lange timer kan vi glemme, hvad vi står og venter på. Om natten fryser vi i månelyset og lytter til sjakaler. Om natten brænder vi gulvbrædder fra vore egne huse mens sneen endnu falder.

Giordano Bruno
Kætterens statue står på den plads, hvor han i sin tid blev brændt. Boder med grøntsager, kød og fisk, med fennikel og svampe omringer piedestalen. Jordens farverige frugt med glinsende hud og skæl.
Hans aske er for længst hvirvlet bort fra pladsen. Han blev lagt på et bål fordi han turde udtale, at verden er som den er. At kloden ikke er universets centrum. Når mennesket ikke længere er et midtpunkt i kosmos, skal det selv nå frem til selvbestemmelse. Dette kunne magtens teologi og teologiens magt ikke leve med.
Giordano Bruno skuer over sin plads og er vidnesbyrd om, at jorden med dens grønt, fisk, dyr og mennesker vil overleve magtens diktering af livets sandheder.

Bønnen
Uanset indædt afvisning af enhver religiøsitet er det alligevel en sær og bevægende oplevelse at se menneskene bede.
Ved mystikeren Mevlanas grav i Konya står mænd og kvinder med løftede hænder og fremsiger bønnen. Bønne afsluttes ved at øjne og ansigtet berøres med en bevægelse som når vi har grædt. Med dybe suk forlader de den høje hal.
Bønnens bevægelse er menneskenes ældgamle mime over for undertrykkeren, udført af mænd, kvinder og børn igennem årtusinder. Med løftede hænder bønfalder de overmagten om denne gang at gå fri. Menneskenes historie er historien om deres frygt, frygten for en truende natur og den truende magt.
At frygten og angsten blev omformet til kærlighed til overmagten og ydmyghedens yndefuldhed, som er religionens egentlige indhold, er et vidnesbyrd om den menneskelige psykes labyrintiske omformningsevne.

Surdejen
Denne dag bager de i landsbyen. Som et maveskind hæver brødet sig, hvidt og spændt. Pigen, der bløder med klud i sit skridt, står ved døren. I disse dage, rører hun ikke ved brødet.
Surdejen gærer fra bagning til bagning, fra måned til måned, fra år til år, fra kvinden til datteren til datterens datter. Den er blevet båret op i bjergene under flugten og igen er den vendt tilbage.
I disse måneder er to af hendes brødre i regeringshæren, den tredje er hos de andre. Det er en slags forsikring, en forsikring af surdejens spor mod alle tilfælde.

Usynlig fortid
I disse rum i Moskva opholdt de sig. Med tiden blev de truende tegn flere og flere. Skorpionens krop bugter sig og slår brodden i. En dag bliver de hentet.
Briller, smykker, tasker og tøjet fratages dem i en fremskridende afskalning af personlig identitet. Sætning for sætning underskriver de tilståelsen. De er ikke længere dem de var. I snavset trøje og lange underbukser sidder de udmattede på en briks, langsomt reduceret til kroppens masse. Processen fuldføres i en kælder med et enkelt skud.

Molekylernes panik
Af frygt er der mænd og kvinder, hvis hår i løbet af få øjeblikke er blevet hvidt. Sammen med tusinder går en kvinde nøgen gennem slugten til massegravens kant. Midt i den koncentrerede rædsel, midt i gråden og slagenes ubegribelige rædsel sker den pludselige forvandling.
Nu falder slagene i langsommere takt. Krænkelse, skuffelse og savn afbødes af dage, måneder, år og årtier.
Molekylernes panik og cellernes opløsning er der ingen, der undslipper, heller ikke de lykkelige. Den lykke, der er til, er måske blot at kunne leve et sted og i en tid, der undgår den koncentrerede rædsel.

Tiggerne
Markedsdagen er også tiggernes dag. I det myldrende liv af fisk og frugt, sko og spader viser de deres deformiteter frem. En mand på en skammel med et blegt og vissent ben i sollyset, en anden med fremstrakte armstumper, en kvinde uden fødder. Nogle stilfærdige eller helt tavse, andre råbende til de hellige trekonger og andre forbipasserende, hvis lommer klirrer af markedsdagens mønt.
Det er de færreste, der går forbi uden at give en mønt eller to. De erlægger en lille skat for at kunne være som de er. For at have undgået ulykken og straffen, som i deres øjne er dybt beslægtede. Barmhjertighed er det gentagne forsøg på at formilde et grusomt liv, en grusom gud.
Det er måske derfor tiggerne optræder med så stor selvfølgelighed. Defekterne vises frem blandt markedets andre livsfornødenheder. De bidrager til den sjælelige husholdning som fiskene og frugten til den huslige.

I modløse byer
Vi lever i modløse byer og har glemt kamelernes udholdenhed. Vi har glemt, at vi har glemt det.
Et sted i verden skriver Ibn Khaldun stadig i sin bog om civilisationens faser igennem århundrederne. Den tilbagevendende historie om ørkenen og byen, om de nøjsomme og de grådige, om de hårdføre og de lade.
Eller forklædt som tallerkenvasker er han allerede her. Eller måske kun på vej, gemt i lasten på skibet, der fragter ham over et smalt stræde mellem kontinenterne.
Ibn Khaldun iagttager, han ser. Han ser banen, han ser gentagelsen, som aldrig er helt den samme. Han smiler som en dreng, mørk og sky, og er ældre end os alle.

Tecuciztecatls børn
På skærmen overvåger en mand i uniform grænsens elektroniske linie. Fra en klynge træer ser to grænsebetjente i solbriller ned i en dalsænkning mellem verdener. Tecuciztecatls børn klatrer over et stålhegn i Nogales og løber foroverbøjet ned i krattet. Nogle vil slippe igennem.
I tre år har hun ikke hørt fra sin mand. I en landsby langt mod syd i Mexico lægger en kvinde garnet fra sig.
Det er i grænselandene, at det nye bliver til. I overgangene, som både forbinder og river over. Men det er svært at være dér, svært at opholde sig blandt flygtige definitioner.