12 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sommerens vitaminpiller blev spist i Isterød

Sommerens vitaminpiller blev spist i Isterød

Tirsdag, 28. juli, 2009, 00:00:00

165 voksne og børn fik masser af vitaminer og politiske argumenter med hjem fra sommerens røde sommerlejr, arrangeret af Kommunistisk Parti

- Det handler om den daglige pille, sagde Tue Tortzen, formand for 3F Frederiksborg, i sin tale på indsamlingsaftenen på Rød Sommerlejr.
Indsamlingen gik vanen tro til dagbladet Arbejderen, og det var denne avis, som Tue Tortzen betegnede som 'den daglige pille'.
Men der blev uddelt masser af andre piller på sommerlejren på Isterød Højskole i Nordsjælland, hvor 165 voksne og børn deltog på lejren. Vitaminpiller. Opkvikkende piller. Energipiller. Alle i form af gode politiske oplæg og diskussioner.
De fleste lejrdeltagere fik en dybere indsigt i årsagerne til kapitalismens krise og hvilke udfordringer, den aktuelle krise stiller fagbevægelsen overfor. Kommunisternes alternativ til den aktuelle krise blev også ivrigt debatteret. Og for de særligt interesserede var der mulighed for at blive indført i Karl Marx` økonomiske univers.
Derudover var der andre spændende og aktuelle emner på programmet: Darwin 100 år. Miljø og klima. Palæstina i dag, Israels apartheidpolitik. USA efter præsidentvalget. Kampen mod Unionen efter parlamentsvalget.
Og var deltagerne trætte af at sidde stille og lytte, var der mulighed for i stedet at gå i malerværkstedet, spille revy eller hjælpe med kostumer. Eller tage vandreskoene på og gå en tur i den smukke natur rundt om skolen.
Politiske piller var ikke de eneste, der blev uddelt på sommerlejren i uge 28. Der var også adskillige kulturelle piller. Søren Korshøj åbnede lejren med numre fra sin sidste cd 'Bladet fra munden'. Og til afslutningsfesten leverede ni herlige unge mænd i 'Von Dü' et brag af en koncert.
Rasmus Broe præsenterede sin nye indspilning af Carl Scharnbergs tekster, 'Ildsjæl', til bålaftenen tirsdag. Bålet druknede i regn, så man flyttede indenfor. Her kom de brændende aktuelle tekster i perspektiv, da Ammar fra Brorsons-kirken fortalte om de irakiske flygtninges situation.
Grænsekontrol og udlændingepolitik var også et af de aktuelle temaer i lejrrevyen, som også tog Løkkeland, kongehuset, privathospitaler og plejehjem under behandling.
Der var som vanligt gang i både børn og pionerer. Børnene var i år kannibaler og pionererne diskuterede fascisme og overvågning og meget andet aktuelt. Og var selvfølgelig på natteløb og vandt fodboldkampen mod de voksne.
Endelig gav lejrens indsamling til den daglige pille, Arbejderen, 54.100 kroner. De fleste lejrdeltagere drog hjem med flotte gaver, vundet i det daglige lotteri.

www.kommunister.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jul. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur