11 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

CEPOS - En tanketom tænketank

CEPOS - En tanketom tænketank

Lørdag, 01. august, 2009, 00:00:00

Den såkaldte tænketank CEPOS (Center for Politiske Studier) har udgivet en bog om ¤¤Ismer i det 21. århundredes politik¤¤. Det er en god anledning til at se nærmere på såvel bogen som CEPOS

af Mauri Johansson
Den borgerlige tænketank CEPOS blev stiftet i 2004 af en håndplukket skare på 46 godtfolk, alle solidt plantet til højre for midten i dansk politik.
Senere er der nedsat en rådgivende komité på 12 medlemmer, hvoraf de otte er fra udlandet. Af dem er cirka halvdelen fra USA, herunder Reagans udenrigsminister, George P. Shultz - dem med 'Ondskabens imperium = Sovjet' - som æresmedlem.
Man valgte at kalde sig en 'tænketank' efter inspiration fra det højreorienterede USA - konservativt eller liberalt er to sider af samme stykke over there. Der er et centerråd med over 60 personer af samme skuffe.
Der skal mere end pebernødder til at drive den slags konstruktioner, men der er jo statsstøtten til hjælp for donorerne.
Budget og regnskaber er selvfølgelig hemmelige. Mantraet for CEPOS, der i sær fremføres af direktøren, Martin Ågerup, er 'uafhængighed af alle interesser'.
Det lyder som at kunne løfte sig selv ved håret. Penge skal der dog til, og giverne bestemmer som bekendt hvad musikken skal spille. Måske skulle Kommunistiske Parti og Enhedslisten også overveje at etablere hver sin uafhængige tænketank?
CEPOS har desuden selv startet et privat universitet. Rektor er mag.art. i filosofi Henrik Gade Jensen, der i Børsen i juni priser sig lykkelig ved at han i studietiden 'slap fri for det marxistiske ævl'. Det skal nok sikre dette fine nye universitet en god, objektiv og alsidig forskning.

Historieomskrivning
Men ikke nok med det. Den lille håndfuld pamfletter eller bøger, som CEPOS indtil videre har udgivet, har blandt andet til sigte at hvidvaske USA's natsorte inden- og udenrigspolitik, hvor mennesker daglig dør i rendestenen af mangel på sundhedsvæsen, bolig og penge eller som soldater i ulovlige krige verden ovre.
CEPOS er et værktøj i den internationalt stedfindende omskrivning af samtidshistorien der skal løfte kapitalismen op ved siden af Frihedsgudinden udenfor New York og sikre dets strålende fremtid ind i al evighed.
USA vandt jo 2 verdenskrig, ikke? Nå, ja, der faldt vel nogle røde russer og enkelte danske kommunister også, meen..
I en aktuel kommentar i 'Information' den 6.7.2009 advarer Klaus Flemløse ligefremt om, at CEPOS er en trussel og landsforræder mod Danmark og beder efterretningstjenesterne om at holde øje med virksomheden. Det ville nu nok være at sætte ræven til at vogte gæssene, men i det mindste befolkningen bør være opmærksomme på CEPOS-fænomenet.
Direktør Ågerup rykkede da også ud som lyn og torden i samme blad den 9.7. for at sikre damage control og besværge med 'uafhængighed' og påstand om 'konspirationsteori' - et begreb højrefløjen straks griber til hvis den aner den mindste kritik.

På jagt efter -ismer
Mod denne baggrund kan omtalen af den seneste bog fra CEPOS gøres forholdsvis kort.
Den politiske skriverkarl, filosoffen Asger Ousager, har ved finkæmning af den politiske '-ISME-bunke' fundet ikke mindre end 23 af slagsens, som får hvert sit afsnit.
Økologisme (med Lomborg som fanebærer), kollektiv anarkisme, autoritarisme og falangisme kan nævnes i buketten.
Nyliberalismen får afsat en rosende omtale på 10 sider, med åndelige førere som Milton Friedman & søn, fru Thatcher og hr. Reagan, Anders Fogh Rasmussen med flere.
Milton Friedman, byggende på hr. Hayek, skabte Chicagoskolens berygtede økonomiske totalitære frimarkedsteorier, der siden militærkuppet i Chile i 1973 har hærget kloden med død og fordærv i kølvandet, hvor de er forsøgt omsat i praksis. Men de superrige er heldigvis blevet yderligere forgyldt.
Socialisme og kommunisme får hele 17 sider plus det løse, med en konsekvent og indædt koldkrigsagtig nedrakning. Forfatteren har dog lige glemt det med at kommunisterne spiste børn i Sovjet
Det løse handler om diverse sider hvor >anarkister, anarkistiske troskister, autonome, Christiania, Naomi Klein og andre får det glatte lag.
Bogens definitive lavmål er dog, at enten trykkeriet, forfatteren eller opdragsgiverne totalt har glemt den væsentligste -isme gennem 500 år: KAPITALISMEN! Ordet er nævnt tre-fire gange under socialisme og andre obskure steder.
Men den største dræber-ideologi gennem århundreders kolonialisme, talløse krige og destabiliseringer, et mareridt af økonomiske kriser, også aktuelt, udbytning af arbejderne og ødelagte menneskeliv, den skal ikke frem i lyset, mener CEPOS tilsyneladende.
Man gør Ikke så meget som et forsøg på at se sig selv i spejlet. Forfatteren mener i et interview på CEPOS hjemmeside, at bogen er velegnet i skolevæsenet, ja ligefrem at blive til en folkebog. Det gud forbyde.
Den der har kr. 149.- løst i lommen kan muntre sig over eller lade sig provokere af denne utilslørede politiske højrepropaganda. Forskningsbaseret? Nej, tanketom tænketankstænkning!

Asger Ousager: ISMER i det 21. århundredes politik. Center for Political Studies, 2009, 144 sider, kr. 149

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. aug. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur