Antifascistisk Aktion lancerer på mandag en ny hjemmeside med spændende debatter, baggrundsstof, nyheder og mobilisering
På mandag klokken tyve går Antifascistisk Aktion (AFA) i luften med en ny internetportal: www.projektantifa.dk.
- Vi vil gerne være en slags politisk oplysningsorgan for den antifascistiske bevægelse i alle dens afskygninger, forklarer Anders Lind til Arbejderen. Han er med i redaktionen af Projekt Antifa og medlem af Antifascistisk Aktion (AFA). Redaktionen er sammensat af aktivister fra den antifascistiske bevægelse.
- Vores mål er at styrke den antifascistiske bevægelse yderligere. Det antifascistiske arbejde skal gøres mere tilgængeligt for almindelige mennesker. Hjemmesiden er udtryk for, at AFA og andre i bevægelsen vil åbne mere op for folk udenfor og i det antifascistiske miljø, forklarer Anders Lind.
Hjemmesiden er ikke en mirakelkur, men et sted hvor antifascister kan blive klogere og udveksle erfaringer. Den vil flere gange ugentligt blive opdateret med nyheder om, hvad der rører sig i den antifascistiske bevægelse i ind- og udland.
Der vil også være baggrundsstof med historiske artikler og politisk teori om fascismen - heriblandt tekster, som ikke tidligere har været på nettet, og tekster, som ikke tidligere har været oversat til dansk. Der vil være indlæg og debat om strategi og taktik i den antifascistiske bevægelse.
AFA starter op med et tema om de årlige Rudolf Hess marcher, som løber af stablen i dagene omkring topnazistens dødsdag den 17. august.
- Hjemmesiden kan bruges til at mobilisere til konkrete begivenheder og styrke antifascismen i dagligdagen. Almindelige mennesker - især i provinsen - skal have let adgang til informationer om, hvor de kan gå hen, hvis de vil være aktive, fortæller Anders Lind.
Der vil også være en kontaktadresse, så folk kan skrive til Projekt Antifa, hvis de har ideer til emner der skal tages op - eksempelvis hvis nazisterne rører på sig lokalt.
www.projektantifa.dk vil også indeholde anmeldelser af bøger og musik og artikler om erfaringer, eksempelvis om hvordan naziproblemer er blevet tacklet i en given by.
Anders Lind er ikke i tvivl om, at den nye hjemmeside har sin berettigelse:
- Nazisme og fascisme er ikke noget vi kun kender fra eksotiske himmelstrøg og fra historiebøgerne. Der findes mange eksempler på, at den også trives herhjemme. Eksempelvis i Århus, hvor et byrådsmedlem er blevet overfaldet og sagen om Cafe Oskar, hvor et politisk møde blev overfaldet af organiserede nazister.
Fra mandag klokken tyve kan du klikke dig ind på www.projektantifa.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278