Syv gange blev Italiens politiske kejser, Guilio Andreotti, valgt til premierminister. I tyve år delte og herskede han over støvlelandet, for til sidst at blive fældet af den mafia han foragtede

af Gert Poder
Han er lille, skrutrygget, med runde briller og flyveører. Skuldrene er trukket op til den vigende hårgrænse, han bevæger sig som en dukke og hans humor er så tør som Sahara.
Alligevel elsker Italiens kvinder den kristelige politiker Giulio Andreotti og skriver hede fanbreve til ham. Breve han aldrig får, fordi hans sekretær gemmer dem for ham.
Den italienske filminstruktør Paolo Sorrentino har vakt opsigt i sit hjemland og senere i Cannes med filmen 'Il Divo'. Den går både menneskeligt og politisk tæt på en af Italiens største politikere, Giulio Andreotti.
'Il Divo' fik den fornemme Juryens Pris på Cannes 2008. Skuespilleren og instruktøren Toni Servillo, der personificerer det lille, grimme, brutale, hensynsløse politiske dyr, fik en European Film Award som bedste mandlige skuespiller samme år.

Blodet drypper
Filmen begynder netop som Guilio Andreotti som premierminister har dannet sin syvende regering i 1991. Efter 40 år i italiensk politik er han en magtfaktor. Han har også opbygget et gigantisk, personligt arkiv.
Koldt og glat som en salamander regerer han sit land og sit parti, Kristendemokraterne, ved at spille alle ud mod alle. Imens der sker mærkelige ting omkring ham: Venner og fjender bliver skudt, hængt, smidt ud af vinduet, forgiftet i fængslet...
Blodet drypper fra Guilio Andreottis hænder, men ingen kan finde ud af, hvor det kommer fra. Der hviskes højlydt om, at han står i ledtog med mafiaen, men det snu politiske dyr har altid svar på rede hånd.
Indtil en række overløbere fra forskellige mafiagrupper uafhængigt af hinanden udpeger Guilio Andreotti til at have bestilt likvideringer af en række modstandere. Han står pludselig udstødt, isoleret og hans trofaste støtter i partiet bures inde eller dør én for én.
Selv er han mærkelig kold og fraværende. Med sin skarpe tunge og sin enorme viden om både det synlige og usynlige Italien forsvarer han sig effektivt mod alle anklager. Han kender hvert smuthul, hver sprække i det politiske og juridiske galehus, han selv har skabt.

Sandt eller falskt
Om beskyldningerne mod Giulio Andreotti er sande eller ej ved man heller ikke efter 'Il Divo'. Den foregiver, trods sin imponerende research omkring mennesker og begivenheder, ikke at fortælle sandheden.
I stedet giver det et på én gang kvalmende og mildt ironisk portræt af en klaustrofobisk Pinocchio-figur, som kun har grædt to gange i sit liv, som arbejder døgnet rundt og som bruger magt i stedet for LSD til at blive høj.
Men bag stenansigtet gemmer der sig en både kompliceret og enkel mand. Drengerøven, der i puberteten sværmede for en berømt skuespillerinde og som friede til sin kone på en kirkegård. Livsnyderen, der vil ofre sin elskede iscréme, hvis De Røde Brigader vil spare vennen, den kidnappede premierminister Aldo Moro, for døden.
'Il Divo' er en af den slags sjældne film, der er svær at placere. På den ene side en politisk film, der ubønhørligt river masken af den katolske kirkes og det højrekonservative Italiens hykleri og dobbeltmoral. På den anden side et portræt af en selfmade magtmide, som ikke tror på tilfældet, men har lagt sin skæbne i sin guds hænder.
- Evangeliet fortæller os, at da de spurgte Jesus hvad sandhed er, svarede han ikke, lyder en af Guilio Andreottis mange bonmots. Han vidste om nogen, hvornår sandheden var ilde hørt.

Il Divo. Manus og instruktør Paolo Sorrentino. Premiere i dag.