¤¤De andres drømme¤¤ på Odsherred Teater i Nykøbing Sjælland er en teaterkoncert, bygget op omkring det danske Middle East Peace Orchestra
af Gert Poder
- Mød mig nænsomt, så giver jeg dig musik, hvisker kvinden ud i salen på Odsherred Teater.
For hvordan kan musik leve, hvis ikke harmonikaen harmonerer med klarinetten, hvis ikke bouzukien lytter til dahbukaen?
Mød mig nænsomt.
- Dette er mit liv, dette er mit orkester, siger manden på scenen. Her er vi alle flygtningebørn, der kender til angsten, uroen og længslen efter accept og tryghed i et hjemland.
Oboen læner sig kælent op ad harmonikaen, bouzuki og lut driller godmodigt dahbukaen, og over det hele svæver Lailas stemme. Hun synger om nattens stjerner og dagens dufte, om at savne sit land.
- De vil høre sangen om krigen, hvor jeg vil synge om kærlighed...
Gensidig respekt
'De andres drømme' på Odsherred Teater i Nykøbing Sjælland er en teaterkoncert, bygget op omkring det danske Middle East Peace Orchestra. Det er på få år blevet kendt vidt og bredt, fordi det består af både jøder, muslimer og kristne musikere.
De insisterer på, at musikken er den hurtigste vej mellem to mennesker. Og at de komplekse problemer og dybe kløfter mellem parterne i Mellemøsten-konflikten kun kan løses gennem gensidig respekt.
Det er startet af Henrik Chaim Goldschmidt, oboist med jødisk baggrund i Det Kongelige Kapel, som en reaktion på situationen omkring konflikten mellem Israel og Palæstina. Formålet er at skabe et helt unikt rum, der appellerer mere til sanser, kunst og følelser end til politiske diskussioner.
Projektet er blevet mødt med modstand fra både visse arabiske og jødiske kredse i Danmark. Ingen firmaer har villet lave en sponsoraftale med orkestret, og hverken Udenrigsministeriet eller Integrationsministeriet vil støtte. Derimod har både Fredsfonden og Dansk Musiker Forbund bidraget økonomisk.
Råb om en fremtid
Orkestret spiller en solid gang jødisk ghetto-musik - klezmer - blandet med synagogens klare stemme og den fælles, mellemøstlige makam-musik. Det bobler og syder og hvirvler og danser, når klassiske arabiske instrumenter udfordres af obo, harmonika og kontrabas.
Teaterkoncerten er skrevet af den svenske dramatiker Niklas Rådström, der tidligere har haft stor succes på de store svenske scener, samt på Det Kongelige Teater og Odsherred Teater.
Den bygger på en række personlige beretninger fra mennesker, for hvem håbet om fred ikke er noget flygtigt og fjernt, men en altid eksisterende drøm. Og det er grumme beretninger. Om selvmordsbomber, ydmygelserne ved kontrolposterne, udslettelse, blod, smerter, tårer.
Men også om glæden ved livet, ved træet, ved marken, ved blomsten, ved synet af havet, der ligger et sted derovre - bag muren, som skal skille os, dig og mig fra hinanden. Mød mig nænsomt, så giver jeg dig musik.
Enkelt men effektivt indrammet af vandrette og lodrette stativer, dirigeret rundt på scenen af de flade, skarpe spotlights, blander musik og ord, sang og skrig sig til et fælles råb om fred, om respekt, om en fremtid.
Et fælles udsagn
Efter forestillingen mødte Arbejderens udsendte orkesterleder Henrik Chaim Goldschmidt og den palæstinensiske dahbuka-spiller Saer El-Jishi. De var enige om, at det havde været en svær proces at få sat ord på orkestrets vision.
- Jeg lavede orkestret som et ordløst projekt for at vise at musikken er stærkere end ordet. Vi kan noget: Vi kan samle, siger Henrik Chaim Goldschmidt til Arbejderen.
- Vi har respekt for hinandens kultur og går ind i hinandens kultur. Vi er mennesker der arbejder sammen om et fælles udsagn: At vi kan godt være i samme orkester.
Saer El-Jishi er enig. Han mener, at forestillingen på en magisk måde skaber en ny balance.
- Musikken udfordrer teksten - og omvendt - hele tiden, hvordan der spilles noget musik, der får publikum til at rykke i en anden retning, hvor der så fortælles nogle nye historier, du ikke finder i medierne, siger han.
Måske kan 'De Andres Historier' næppe rykke konflikten i Mellemøsten ret meget, lige nu. Men mindre kan gøre det. Selve orkestrets og stykkets eksistens er i sig selv grænseoverskridende.
De Andres Drøm, Odsherred Teater, i samarbejde med landsdelsscenerne i Odense, Aarhus og Aalborg, som opfører stykket i september.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278