09 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flygtningens verden

Flygtningens verden

Lørdag, 22. august, 2009, 00:00:00

Skal vi selv blive hjemløse før vi kan føle med dem, der har mistet alt? Skal vi miste vore egne børn før vi forstår forældrenes sorg? Skal vi selv tvinges på flugt før vi kan føle med de flygtende?

af Patrick Mac Manus, Foreningen Oprør

Mellem hånden og munden
En tidlig morgen kommer de og dræber kvæget og kører alle vore ting væk på lastbiler og efterlader os på en mark og siger, at vi skal gå den vej og peger mod bjergene.
Det skete sidste år eller hvornår, det var, og derfor er vi her og kan ikke vende hjem, og hvor længe vi skal blive her ved vi ikke. Dag efter dag er det fra hånden til munden og der er så meget, der kan ske imellem.
Alle de store ting bliver til den lille ting, alle store katastrofer bliver til den lille. Dag for dag. Alle store ord og alt liv og døden findes dér mellem hånden og munden.
Det er afstanden mellem nord og syd, mellem månen og solen, mellem jorden og stjernerne, mellem livet og døden. Den er så stor og den er så lille, og imellem dem kan vi alle falde.

Fortvivlelse
I juleugen tog en iransk kvinde sit eget liv. Hun var blevet nægtet indrejse hertil. Kvinden var blevet sendt tilbage, men under en mellemlanding i München begår hun selvmord i toilettet med en kniv. Sammen med sine tre børn er hun flygtet fra Iran, hvor hendes mand er fængslet. Hun gør det for at børnene kan blive, for at de ikke skal sendes tilbage.
Må hendes fortvivlelse hjemsøge enhver som har medvirket til at lukke landets grænser for de ulykkelige.
Lad ingen sige som det er skik: vi vidste det ikke. Forbrydelsen er sket ved højlys dag. Med selvhøjtidelige miner har forbryderne forklaret sig i usselhedens parlament, med velvalgte ord har de motiveret deres skændige dagsordener, i korrumperet forlig har de udleveret de ulykkelige til forfølgelse, fortvivlelse, fængsling og død.
Lad deres drømme blive hjemsøgt af blodbestænkte lufthavnstoiletter, af kufferter viklet i sejlgarn og angst, af grædende børn og håbløshed.

Vi venter
I tre døgn har vi stået her. I frysende rækker gennem byens ruiner og ud på de sneklædte marker. I fem døgn har vi stået her, hen over en slette helt uden skygge, hvor dyrene ligger døde.
Vi venter på mel, vi venter på ris, vi venter på vand, vi venter på et stempel. Nogle er faldet om og ingen flytter dem. Langsom træder vi udenom. I går blev to dræbt med knive. Nogen siger de havde prøvet at springe over.
Langsomt bevæger vi os frem. I lange timer kan vi glemme, hvad vi står og venter på. Om natten fryser vi i månelyset og lytter til sjakaler. Om natten brænder vi gulvbrædder fra vore egne huse mens sneen igen falder.

Belejringer
En tiårig pige har inden for de sidste dage to gange har forsøgt at begå selvmord.
I en udenlandsk magasin har hun set billeder af jævnaldrende, glade børn, som leger i en have. Midt i byens daglige død, i en barndom af ruiner, kan hun ikke længere forstå sit liv, og vil gøre ende på det.
Historiens næsten umådelige ulykke har også skabt billeder af lykken: en have lys og fredfyldt. Sådan er det i mange folkeslags fortællinger om jordens skabelse. I én af fortællinger hviler skaberen efter den sjette dag.
Hvis vi selv vil skabe haven lys og fredfyldt vil vi ikke kunne hvile. Vi vil dø her på jorden med sorte negle.

Flugtens forsvar
'Krigen mod terror' er i disse år også blevet forvandlet til en 'krig mod flygtninge'. Det er ikke længere flygtningen, der skal beskyttes, men staten. Ikke længere den svage, men den stærke.
Mens 'krigen mod terror' har undermineret Genève-konventionen af 1949 om behandlingen af krigsfanger, har `krigen mod flygtninge` på lignende vis undermineret Genève-konventionen af 1951 om flygtningenes beskyttede status.
At beskytte er at tage vare på de svage. At give sikkerhed til dem, der flygter fra usikkerhed. At skabe lindring for de sårede i krop og sjæl. At tage imod med en generøsitet, som vi selv ville ønske at blive mødt med. Dette er ikke tilfældet i dag.
I stedet skabes isolation og ydmygelse. I stedet forødes dyrebare menneskelige ressourcer. I stedet skabes fysisk og psykisk lidelse, opgivelse og selvmord. Det sker iblandt os. Det sker i lejrene iblandt os. Og en dag vil de lejre blive kaldte med rette navn, og den dag er her måske allerede.
Den danske regering og dens højreradikale støtteparti fører an i denne brutale flygtningepolitik, og ønsker ret beset at frigøre sig helt for flygtninge-konventionens bindinger.
Til dem med hus med røde teglsten vil jeg sige: en dag vil huset og taget splintres af granater. Til dem med en have og blomstrende æbletræer vil jeg sige: en dag vil haven og æbletræerne pløjes op af larvefødder. Til dem, der har børn og børnebørn, vil jeg sige: en dag vil de ligge som blodige bylter.
Skal vi selv først bløde før vi kan føle for de sårede? Skal vi selv blive hjemløse før vi kan føle med dem, der har mistet alt? Skal vi miste vore egne børn før vi forstår forældrenes sorg? Skal vi selv tvinges på flugt før vi kan føle med de flygtende?
I disse år likvideres den anstændighed, der i dens egen selvforståelse kendetegnede den borgerlige livsform. En humanistisk tradition, der viger for fremmedangst, for fjendskab, for inhuman administration.
Der skal skabes en ny sensibilitet i dette land. Det er et land, der er blevet hårdere, mere lukket, mere afvisende over for verden. Vi skal åbne dette land. Vi skal åbne det med vores længsel, vores smerte, vores sult. Vi skal åbne det for verden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. aug. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur