For den tyske journalist Günter Walraff var det en klar forudsætning for at gå undercover, at journalistikken rettede sig mod magthaverne og var for de svage og undertrykte

af Birthe Sørensen, redaktør, Arbejderen
Fredag i sidste uge - dagen efter rydningen af Borsons Kirke - var dagen, hvor Ekstra Bladets journalistik igen ramte bunden.
'Sandheden om Brorsons Kirke' hed det med store bogstaver på forsiden ved siden af et billede af en ung mand, journalist på Ekstra Bladet, som har været 'undercover' som frivillig i kirken i to måneder.
Undercover er måske så som så. Han mødte op, foregav at støtte sagen, gik ind i pressegruppen i to måneder med det ene formål at skrive historien i Ekstra Bladet. Og i et åbent miljø, hvor der er plads til alle, er det jo en let sag.
David Rebouh er navnet på denne fremadstormende journalist, som starter sin beretning med at skrive, 'Jeg har ikke været helt ærlig. Men det har Kirkeasyl heller ikke'.
Hans formål er angiveligt at få at vide, hvem der trækker i trådene når pressen skal fodres med oplysninger. Og han konkluderer, at 'fornemmelsen af, at mange vigtige informationer ikke er nået igennem de tykke mure i Brorsons Kirke og ud til borgerne har vist sig at holde stik.'

Skumle afsløringer
Og David Rebouh har mange 'afsløringer', for eksempel at blandt de 150-200 frivillige, som han betegner som 'idealistiske 68`ere, unge med håb om en mere retfærdig verden og bedsteforældre' er der også 'en pressemand fra Enhedslisten, selverklærede autonome og en dømt terrorstøttet'.
Hvor skummelt! Godt nok har Enhedslisten hele tiden taget afstand fra regeringens asylpolitik og sagt, at de støtter irakerne, men at de ligefrem også er aktive er da en mega-nyhed der vil noget.
Og videre går hans 'afsløringer' over stok og sten: En gruppe unge ligner nogle fra det hedengangne Ungdomshus. En pige, som er dirigent på et møde, har hår under armene. En af de aktive i pressegruppen er pressechef i Arbejdstilsynet.
Og pressegruppen er træt af negative historier , især dem fra Ekstra Bladet - og ikke mindst en historie, som David Rebouh selv har skrevet(!).
Han kan også 'afsløre', at pressegruppen har en liste over journalister, de gode, man kan stole på, og dem man skal holde sig fra. Og det er han jo selv et tydeligt bevis på kan være nødvendigt.

En klump i halsen
Under en pressevagt i kirken overhører David Rebouh, at en anden journalist laver interview med en ældre, irakisk kvinde, hvis mand er syg og har fået konstateret både demens og depression. Alligevel er parret flere gange blevet nægtet humanitær opholdstilladelse. Her må muldvarp-journalisten dog indrømme, at sagen 'er helt reel' og han føler sig ligefrem dybt berørt af den og får en klump i halsen.
Efter rydningen af kirken vrimler det med journalister og David Rebouh er bange for at blive 'genkendt' på sin mission, som kulminerer da Olav Hergel, journalist fra Politiken, spørger til hans motivation for at være med i Kirkeasyl.
Det vil den gode Rebouh dog alligevel ikke medvirke i - der er nemlig forskel på at snyde Kirkeasyls aktivister og gode kolleger fra samme koncern.

Walraff mod magthaverne
Det var den tyske journalist og forfatter, Günter Walraff, som gjorde genren, at gå undercover, berømt.
Han var i flere år industriarbejder og skrev om sine erfaringer. Hans mest kendte reportage var, da han forklædt som journalist arbejdede på Springer avisen Bild Zeitung, hvor han påviste, hvordan avisen fordrejede fakta og opfandt nyheder ud fra kyniske salgsinteresser.
For Günter Walraff selv var det en klar forudsætning for at gå undercover, at journalistikken rettede sig mod magthaverne og var for de svage og undertrykte.
I Danmark har vi de sidste år set en hel anden tendens. Her sender man journalister ind i alle mulige miljøer og på arbejdspladser, misbruger gode menneskers tid eller hænger kolleger ud - for at tale dårligt, for at holde for lange kaffepauser eller for at være aktivist for en sag.
Hvorfor aviserne ikke bruger kræfterne på at afsløre nogle af samfundets virkelige forbrydere i stedet kan man jo kun gisne om.
I sagen fra Brorsons Kirke er Ekstra Bladets motiv i hvert fald klart og tydeligt. At miskreditere de mennesker, som har engageret sig i at støtte de afviste irakere. Ikke lige frem et ædelt formål.
Man kan også kalde det luderjournalistik.