De hang i fysik-, biologi- og geografilokalerne. De viste noget ufravigeligt - den ubetingede sandhed, dygtigt tegnet som var det et fotografi: Anskuelsestavlerne

De fleste vil forbinde det græske ord autopsi med dårlige tv-krimier, hvor en sur mand i hvid kittel snitter i en krop for at finde dødsårsagen. Men egentlig betyder autopsi 'selvsyn'.
'AUTOPSI. Mere end 500 anskuelsestavler' er en visuel fremstilling, omhyggeligt udvalgt af tre kunstnere, af den verdensopfattelse, der engang blev regnet som sand.
I Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro i København får vi syn for sagn om i går.
De tre billedkunstnere
Kristina Ask, Elsebeth Jørgensen og
Jørgen Michaelsen har udvalgt de 500 tavler på udstillingen blandt en samling på 12.000 fra Danmarks Pædagogiske Bibliotek.
Fra væggene i de højloftede rum taler disse anskuelsestavler i bogstaveligste forstand ned til beskueren i, hvad vi i dag vil opfatte som, al deres ensrettende, autoritære vælde.
I dag, ja - men for små 400 år siden var ideen om disse tavler en revolution. De førte frem til en europæisk pædagogik, som mange læsere har oplevet i deres skoletid.

At sanse er at lære
'Erkendelsens begyndelse må til enhver tid tage sit udgangspunkt i sanserne', skrev den tyske pædagog J.A. Comenius (1592-1670 i sit hovedværk Didactico Magna fra 1628-32.
For hvad nytter det at lære den ene remse udenad efter den anden, hvis vi ikke kan forankre det indlærte i viden fra det, vi selv oplever.
Sanserne er byggestenene, og kan de ikke stimuleres direkte, så må de manipuleres indirekte. Det er her 'selvsynet' træder ind på scenen.
Comenius` andet udgangspunkt er fornuften. Siden renæssancen var samfundets elite godt klar over, at ikke alt er hvad det ser ud til.
Jorden er ikke verdens centrum og solen er ikke dens planet, selv om det ser sådan ud. Nogen må lære barnet at skelne mellem blændværk og virkelighed.

Europæisk pædagogik
Redskabet til at forbinde sanser med fornuft er det, vi i dag kalder didaktikken, læren om kunsten at undervise. For almindelig sund fornuft, common sense, gør det ikke.
Barnet må ud og se verden som den er, men det er ikke alene. I skolen er der altid en lærer ved hånden. Det er her, at anskuelsestavlerne dukker op.
Som en konsekvens af sin egen lære fulgte Comenius i 1658 op med sit praktiske hovedværk
Orbis Sensualium Pictus, 'Verden anskuet i billeder'.
Den leder eleven igennem den naturlige, sociale og åndelige verden med i alt 150 anskuelsestavler og tilhørende billedforklaringer.
Comenius tager barnet ved hånden og viser det ikke blot, hvad mennesket kan frembringe i sine værksteder, men også hvordan man leger med en bold, går på stylter og snurrer med top.
Værket blev oversat til en række europæiske sprog og kom blandt andet i en samlet dansk, latinsk og tysk udgave i 1721.
Flere fulgte i Comenius` spor, både teoretisk og praktisk. En af de mest kendte var Johann Bernhard Basedow (1721-1790), som underviste i Sorø, dog med ringe held.
Hans oplysningsprægede teologi var lige moderne nok for datidens danske kirke, men hans Elementarwerk fra 1774 fik stor betydning. Dets 100 kobberstik var en systematisk indføring i den daværende verdens indretning.

Danske billeder
Helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede var dansk pædagogik præget af tyske anskuelsestavler. Det ville den progressive skoleinspektør M. Mortensen gør noget ved.
Han kontaktede den midtjyske landskabsmaler Poul Steffensen, kendt for sine opslag i Hjemmets Julenummer og sine illustrationer af Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester.
Steffensen var lige Mortensens mand, moderne i sin streg, uden at stille spørgsmålstegn ved tingenes orden.
Efter en stram beskrivelse fik Steffensen derpå arbejdet med at producere først en serie på ti billeder, Danske Iagttagelsesbilleder og så en serie på tolv: Danske Billeder fra Land og By.
Skoleinspektørens idé var, at anskuelsestavlerne skulle formidle oplysning gennem skønhed. Gennem en planmæssig undervisning skulle tavlerne vise bonde-Danmark for børnene., for i sin selvforståelse foregik livet stadig på landet, på gården, i skoven.
Et enkelt viser dog storbyens tummel og larm. Her ser man Højbro Plads med Rytterstatuen, en sporvogn, betjenten, bybuddet, postbuddet og sågar en cyklist. Det gamle Danmarks skulle forberedes på det nye.

En anden virkelighed
Udstillingen stiller samtidig spørgsmålet: Hvordan ser vi da på verden af i dag.
Tavlerne er fra en tid, hvor levende billeder var film, ikke som nu lynhurtige visuelle glimt af verden omkring os.
Ifølge forskere i visuel kultur har vi i dag mere tiltro til den 'virkelighed', der ses på et skærmbillede, end til verden lige uden for næsetippen. Vi tror ikke på det vi selv ser, men på det som andre viser os.
'AUTOPSI - Mere end 500 anskuelsestavler' anbringer beskueren midt mellem før og nu. Logisk opdelt i temaer fungerer udstillingen ikke alene som en kunstnerisk forklaring, men samtidig som et vældigt kick i rygmarven.
For har vi virkelig dannet vort verdensbillede efter disse éndimensionelle tidsopfattelser. Er det virkelig sandt, at vi sågar har lært noget af dem?
Alt efter humør kan tavlerne ses som æstetik, som en afdød pædagogik eller som et historisk visuelt fænomen, der tvinger os til at tænke over det, vi tror vi ser, og det vi tror vi giver videre.

AUTOPSI, Den Fries Udstillingsbygning, Østerbro Station, København