Først var han bogansvarlig i DKU, så blev han rejsende i bøger fra Tidens Forlag. I dag bestyrer han en stor antikvarboghandel på nettet
af Klaus Haase
Politik kan føre til meget. Det kan den otteoghalvtredsårige antikvarboghandler Mogens Jacobsen fra Herlev snakke med om.
Han tager imod foran sit hus på en lummer sommerdag, byder venligt velkommen, og starter med at vise ned i kælderen.
Det viser sig at være noget af en litterær hule, der er spækket med bøger, politiske plakater og andre effekter, som sprudler af kultur og politik.
Det er bare et af de tre steder i landet, hvor Mogens Jacobsen har sine bøger placeret. Han oplyser, at han har mellem 14 og 16.000 titler. De forefindes på tre net adresser, og han sælger kun bøger via nettet.
Mogens Jacobsen er ikke en type, der spilder sin tid. Han er allerede i gang med at fortælle om sit engagement i den kommunistiske bevægelse, og et efterhånden langt liv som antikvarboghandler. Lidt efter tager vi trappen op fra kælderen til dagligstuen. Der kommer kaffe i kopperne, og vi slår os ned i et sofaarrangement. Foran os står en reol spækket med bøger.
Bogaktivist og lærerstuderende
Mogens Jacobsen skænker kaffe op. Ordene flyder ubesværet fra ham. Han er en meget imødekommende herre, der udstråler fortælleglæde:
- Det hele startede i Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU, i 1971 her i Herlev. Jeg blev hurtigt bogansvarlig i afdelingen, mens jeg uddannede mig til skolelærer. Vi unge kommunister i Herlev havde lejet lokaler i en skole, hvor vi solgte bøger til fordel for Land & Folk.
- Jeg kom også med på avisens årlige festivaler, hvor vi arrangerede et telt til bogsalg. Det var dengang , da politisk litteratur gik som varmt brød! Vi startede allerede salget fredag på festivalpladsen, og kørte bare derudad hele weekenden! Vi gennemførte det succesfulde bogsalg tre år i træk til festivalerne.
Mogens Jacobsen taler hurtigt og engageret. Bag hans rolige facade anes en stor glæde ved at oplyse om en travl tid for den kommunistiske bevægelse. Han skænker endnu en kop kaffe, og fortsætter:
- Jeg begyndte også at arbejde i det kommunistiske forlag Tidens boghandel. Samtidig tog jeg en læreruddannelse, og uddannede mig for øvrigt også som skolebibliotekar.
Man kan høre på Mogens Jacobsens tonefald, at han nyder at have mange bolde i luften. Han understreger dog, at der gik nogen tid, før han kunne hellige sig bogantikvariatet.
Bogelsker på fuld tid
- Jeg søgte orlov tre gange fra mit lærerjob for at forsøge mig som bogantikvar. Jeg var tjenestemand. Derfor kunne jeg trække den så længe. Efter fire års orlovsansøgning fik jeg at vide, at jeg enten måtte tage min afsked eller gå tilbage til lærerfaget. Jeg blev professionel antikvar i 1994. Men jeg var allerede blevet momsregistreret i 1984.
- Det var før internettet havde vundet total dominans. Man skal være meget om sig som professionel bogantikvar. Jeg har et tæt samarbejde med skoler og skolebiblioteker, journalister med mere. Det kan handle om bøger der er blevet stjålet, og kun kan skaffes antikvarisk. Eller bogsæt til undervisning. Eller anden form for læsestof. Der var et bibliotek i Jylland, som havde brug for tegneseriehæfter. Jeg støvsugede hele Storkøbenhavns bogantikvariater igennem, og kunne til sidst levere 72.000 tegneseriealbum til omtalte skolebibliotek. Sådan samarbejder jeg over hele landet med kommunale skoler og skolebiblioteker.
- Jeg var for øvrigt blandt de første inden for branchen, der kom på nettet, hvilket har resulteret i, at jeg i dag udelukkende sælger mine bøger ad den vej. I dag er antikvariater ikke noget med at gå og snuse rundt på støvede hylder. Det foregår primært over nettet. De antikvariater der ikke er på nettet, overlever ikke.
Solidaritet fremfor konkurrence
På spørgsmålet, om konkurrencen er hård indenfor branchen ryster Mogens Jacobsen smilende på hovedet:
- Nej faktisk er det en eksistensbetingelse, at vi hjælper hinanden blandt antikvariatsejere. Når en kunde ikke kan få en bog hos den ene antikvar, kontakter pågældende en anden antikvar og omvendt. Det er naturligt, at vi står sammen.
- Der er en gammel antikvarforening i København, som er logeagtig og indforstået. Den har afvist mange antikvarer, der har søgt om medlemskab. Som modvægt til denne forening, har vi dannet en provinsforening. Nu er vi 30 antikvariater landet over i den ny forening. Egentlig burde vi lave en slags enhedsfaggruppe ligesom fagforeningernes enhedsbevægelse.
Mogens Jacobsen smiler begejstret ved tanken.
Scharnberg og Scherfig
Smilet vedvarer, da Mogens Jacobsen erindrer sine møder med kendte kunstnere. Han har lovet at fortælle om disse bekendtskaber, som han ser tilbage på med glæde. Han har flere gange arbejdet sammen med kommunistiske kulturpersonligheder som Hans Scherfig og Carl Scharnberg. Desuden har han eksempelvis hjulpet enken efter den kommunistiske tegner Herluf Bidstrup med at aftage efterladte bøger.
- I forbindelse med en indsamling til Land & Folk, spurgte jeg Carl Scharnberg, om vi måtte bruge hans politiske citater til fordel for indsamlingen. Han leverede 16 af sine politiske digte og tekster til formålet. Det var en grafiker og jeg, der fik ideen om at sætte citaterne på forsiden af tændstikæsker. De skulle sælges ved Land & Folk festivaler. Det blev en kæmpe succes. De gik som varmt brød. Vi nåede at dekorere og afsætte 50.000 tændstikæsker!
Mogens Jacobsen udstråler stolthed, idet han fortsætter:
- Da jeg arbejdede i Tidens Boghandel, fandt jeg sammen med Scherfig. Jeg sad ved siden af ham, og solgte hans berømte årbøger fra 76-77, mens han signerede dem, og tegnede små tegninger til kunderne. Jeg er selv i besiddelse af dedikerede udgaver af hans årbøger. Da Tidens Forlag gik ned, aftog jeg alle Scherfigs årbøger derfra. Jeg har god kontakt til hans datter maleren Christine Scherfig. Vi udveksler bøger med hinanden, og taler jævnligt sammen. Det er hende, der suverænt bestyrer arven efter sin far.
Salgsagent for Tidens forlag
Mogens Jacobsen har haft mange kasketter i sin tid som litteraturansvarlig i den kommunistiske bevægelse?
- Jeg var salgsagent for Tidens Forlag! En slags rejsende i bøger. Det var lidt hårdt, jeg var jo på hele tiden. Jeg tog rundt til forskellige boghandlere, selv Magasin. Her afsatte jeg bøger fra forlaget. Når jeg kom ind i boghandlerne for at præsentere nye bøger, blev hele personalet tromlet sammen. Så holdt jeg et oplæg om den litteratur, jeg skulle afsætte.
Kapitalen topper, klassikere bunder
Vi ender i kælderen igen. Vi står foran computeren. Vi er tilbage til nutiden.
- Hvad sælger godt for øjeblikket?
Mogens Jacobsen behøver ikke nogen betænkningstid.
- Her i sommerperioden er det svenske kriminalromaner, rejsebøger og fantasylitteratur begynder han, og fortsætter:
- Det der sælger dårligst, er faktisk de gamle danske klassikere. Til gengæld sælger jeg adskillige sæt af Karl Marx Kapitalen. De bruger den på universitetet på økonomistudiet. Filosofi er også meget efterspurgt. Forfattere som Hesse og Kafka går også godt. Hvad angår lyrik er det Dan Turell og Per Højholt.
Fra kælderen går vi atter op og ud til det lumre sommervejr. Lidt efter tager jeg afsked med en travl og energisk mand, der elsker at være i gang, og gerne gavmildt øser af minder, viden og bøger.
Vil du se, hvilke bøger Mogens Jacobsen forhandler, så gå ind på www.bogtorvet.net under Herlev Antikvariat.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278