Regeringens forårspakke med Dansk Folkeparti sænkede skatterne og sikrede boligejerne. Nu er regningen sendt videre til blandt andet teaterlivet og den rytmiske musik
Det bliver de københavnske teatre, egnsteatrene og de små lokale teatre der sammen med de rytmiske spillesteder skal betale regningen for Forårspakke 2.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra kulturminister Carina Christensen.
Under overskriften 'Konsolidering af kulturen' oplyser hun, at pengene til blandt andet finansiering af skattelettelser og tryghed for boligejerne hentes på kulturområdet hos teatre, rytmiske spillesteder, dagblade, samt blade og tidsskrifter.
Formanden for Københavns Teater, Jan Maagaard, er rasende på kulturministeren, som han blandt andet beskylder for løftebrud.
- Jeg er dybt chokeret over besparelsen. Den vil få alvorlige konsekvenser for dansk teater, siger han.
Teatrene skal spare
Den voldsomme reaktion skyldes ministerens planer om af fastfryse kulturstøtten på 2009-niveau. Det betyder, at stort set alle statslige og private kulturinstitutioner kan se frem til at få det samme beløb som sidste år.
Stigende udgifterne til husleje, el, varme, transport, honorarer eller andet må teatrene selv klare ved at spare.
- Københavns Teater har beregnet, at det betyder besparelser på 50 millioner kroner de næste seks år alene for hans fem medlemmer, siger Jan Maagaard.
Han lover samtidig, at bestyrelsen vil arbejde hårdt for at få finanslovsforslaget taget af bordet.
Københavns Teater består af Betty Nansens Teater, Folketeatret.dk, Nørrebro Teater, Gasværket og Republique.
Også de 35 godkendte egnsteatre uden for de store byer skal bede til de højere magter om, at omkostningerne ikke stiger.
Foreningen af Små Teatre, FAST, har beregnet, at deres medlemmer skal spare 15 millioner kroner frem til 2015. Det svarer til driften af to teatre.
Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund, har svært ved at se den politiske logik i regeringens signal.
- Kulturministeren fremhæver konstant, at hun vil have kultur ud til så mange som muligt, og samtidig retter regeringen et så alvorligt slag mod lige præcis nogle af de teatre, som bringer scenekunst ud i alle hjørner af landet, siger hun.
For de tre regionale teatre i Aarhus, Aalborg og Odense er situationen endnu værre. De skal spare i alt 8,7 millioner kroner frem til og med 2013 plus prisstigninger.
Spillestederne svigtet
Også spillestederne får uhyggeligt svært ved at overleve det nye finanslovsforslag.
De har det sidste stykke tid arbejdet ihærdigt for at få flere penge til spillestederne, som allerede er hårdt ramt på økonomien. I den forbindelse har Carina Christensen lovet at undersøge, om den rytmiske musik modtager for få penge.
Men det nye finanslovsforslag går den modsatte vej. Formanden for Spillesteder.dk, Jesper Nordahl, er dybt skuffet over ministeren.
- Det er rystende. Og jeg håber ikke ministeren får ret som hun har agt. Det er utroligt, at vi har talt med alle kulturordførerne om at se på økonomien, og så kommer det her, siger han til DR Nyheder.
Heller ikke Statens Kunstfond slipper uskadt fra ministerens grønthøsterstrategi. De otte udvalg må indskrænke deres aktiviteter frem til og med 2013 i takt med prisstigningerne.
Statens Kunstfond giver støtte til køb af kunstværker og yder legater inden for litteratur, design, klassisk og rytmisk musik, arkitektur, film og teater.
Det går også hårdt ud over den skandaleramte Charlottenborg Udstillingsbygning. Ikke alene falder bevillingen med 1,1 millioner kroner i forholdt til 2009, men der skæres yderligere 4,6 millioner kroner frem til 2013.
Det Kongelige Bibliotek mister 3,4 millioner kroner i forhold til 2009, og yderligere 25 millioner kroner frem til 2013.
Løftebrud
Kulturministeriet skriver i sin pressemeddelelse, at også de populære billetstøtteordninger fastfryses på 2009-niveau.
For syv måneder siden dikterede Kulturministeriet en nedskæring af teatrenes billettilskud. Pengene skulle, ifølge en aftale med Dansk Folkeparti fra 2008, være med til at finansiere ældrechecken.
Ved den lejlighed lovede ministeren til gengæld, at der var tale om et engangsfænomen - et løfte hun nu løber fra.
- Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilken kulturpolitisk strategi der ligger bag sådan en nedskæring, siger Jan Maagaard, og uddyber kritikken:
- Vores teatre har gennem de seneste år fået fat i helt nye publikumsgrupper, blandt andet en masse unge - og det er præcis det, kulturministeren har tilkendegivet, hun synes er vigtigt. Men hvorfor vælger man så at skære i støtten og risikere at ødelægge den meget positive udvikling, spørger formanden for Københavns Teater.
Kulturministeriet afviser kritikken og henviser til, at samtlige ministerier skal bidrage til skattereformens 'Forårspakke 2.0'.
Ifølge Finanslovsforslaget er det samlede kulturbudget på lidt over 6,1 milliarder kroner. Det forventes faldet til 5,8 milliarder allerede i 2012.
Kulturens budget
Skabende kunst 400 millioner
Musik 410 millioner
Teater 1.180 millioner
Film 380 millioner
Biblioteker 770 millioner
Arkiver 280 millioner
Museer og zoo`er 1.020 millioner
Kunstuddannelse 950 millioner
Andre kunstformål 595 millioner
Idræt 35 millioner
Anlæg, fællesformål 130 millioner
I alt 6.100 millioner
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278