Det faldt ikke i god jord hos alle kunstkritikere, da Otto Frello blev optaget i Weilbachs Kunstnerleksikon. Hans malerier er ikke kunst, hævder de. Og det er den faglærte maler helt enig i

Det første man lægger mærke til i Otto Frellos malerier er de mærkelige, men aldrig uhyggelige skikkelser, der befolker hans univers.
Dernæst registrerer man måske ubevidst, at alting er set i øjenhøjde, og at maleriets perspektiv er så korrekt, at alt tilsyneladende er virkelighed.
Her er ingen besværlige abstraktioner, som kan få beskueren til at tvivle for sig selv. Frellos malerier står åbne som ladeporte og råber ud i lokalet: 'Gå ind i mig! Hvad venter du på?'.
- Mine malerier er konstrueret, så tilskueren kan vandre ind i billedet, har han engang fortalt Malerforbundets fagblad Maleren.
Derfor er forgrunden i billedet altid skildret detaljeret - det kan være stuens egeplanker eller sandkornene i klitten ved havet.
Og den slags malerier, som giver beskueren en munter, ofte lidt drilsk sang fra de varme lande kan ikke være kunst.
Det sagde Kunstavisens redaktør Alex Steen, allerede i 1992 og kaldte hans billeder for 'Maleriske kuriositeter'.
Og kunstjournalist Preben Juul Madsen fulgte op i Kunstavisen, da han i juni 1994 anmeldte Otto Frellos første udstilling i Helligåndshuset i København:
'Frello mestrer ikke helt teknikken i oliemaleriet. Den udpenslede, detaljevisende udførelse i hans billeder er ikke gennemarbejdet nok, læner sig ofte op ad det dilettantiske, både i farve, teknik og komposition', lyder kritikken blandt andet.
Ramaskriget i den etablerede kunstverden var da også til at høre, da Otto Frello - stærkt mod sin vilje - i 1994 blev optaget i Weilbachs Kunstnerleksikon.
Leksikonet, der blev skabt af Kunstakademiets anden bibliotekar, Philip Weilbach, har siden 1877 registreret alle kunstnere i Danmark.
Optagelsen i Weilbach førte til, at samme Preben Juul Madsen i Kunstavisen februar 1995 i en brevveksling med Otto Frello skrev:
'Efter min mening halter dine billeder både malerisk og kompositorisk, såvel i helheden som i enkeltobjekter'.
Han anklagede ham samtidig for at benytte 'samme effekter og midler som fiduskunstnerne anvender'.

For professionel
Sjovt nok var Otto Frello upåvirket af den hårde kritik. Han gav tværtimod sine kritikere ret.
'Man skal ikke bekymre sig over, at sådanne billeder dukker op. De eksisterer ved siden af kunsten, men uden forbindelse med denne', skrev han ironisk til Kunstavisen.
For Frello vil ikke betragtes som kunstner, men som det han er: maler og tegner. Og årsagen til, at han ikke vil stå i Weilbach med sine kunstnerkolleger er enkel.
- Forklaringen lyder frygt-indgydende storsnudet: De kan jo slet ikke lave det, jeg kan, har han forklaret til Kristeligt Dagblad. Og han fortsatte:
- Jeg maler bare fuldstændig professionelt. Beslutter mig for at male et bestemt motiv, og jeg gør det rutinemæssigt og perfektionistisk korrekt, ligesom en tømrer, der bliver bestilt til at lave en terrasse.
Sjovt nok var netop denne artistiske perfektionisme en af Weilbachs argumenter for at optage ham i kunstnerleksikonet.
'Hans indgang til maleriet er udpræget intellektuelt betonet og forenet med håndværksmæssig perfektionisme' (...) 'I et minutiøst detaljeret billedsprog skaber han en surreel, absurd verden, som 'Regnvejr' og 'Det sorte hus', der giver mindelser om Bosch og Breughel.'
De to malere, begge hollændere, levede for henholdsvis 500 og 400 år siden. De regnes blandt billedkunstens absolutte superstars og var begge forbilleder for det 20. århundredes surrealisme.

Naturalistisk geni
Så den perfektionisme, som nogle kunsthistorikere og journalister som Preben Juul Madsen finder dilletantisk, er ifølge Weilbach enestående. Otto Frellos håndværksmæssige kunnen er da heller ikke kommet ud af den blå luft.
For selv om Otto Frello er blevet kaldt 'den ukendte kunstner', så kan man stadig finde store dele af hans produktion på mange danske boghylder.
I 1967, på et tidspunkt hvor han var lærer og forstander for Akademi for Fri og Merkantil Kunst i København, fik han lyst til at dyrke sit talent som naturalistisk gengiver af motiver.
På det tidspunkt søgte Politikens Forlag nye talenter til at illustrere forlagets omfattende håndbogsserie.
Det blev til værkerne 'Stueplanter i farver' (1969), 'Husdyr i farver' (1969), 'Ædelsten i farver' (1972), 'Balloner og luftskibe i farver' (1973), 'Stilarternes kavalkade' af Bjarne Jørnæs (1975) og 'Alverdens klædedragter' af Henny Harald Hansen (1976).

Sen debut som maler
Otto Frello blev født i 1924 på en gammel slægtsgård i Outrup uden for Varde i et indre missionsk miljø.
Han var allerede fra barnsben glad for at tegne og for at lege med farver. Som teenager malede han sine første landskabsmalerier, men det betragtede han ikke selv som noget særligt.
Som 14-årig kom han i lære som bygningsmaler. Han lavede så den aftale med sin mester, at han under vinterledigheden tog til København og studerede tegning.
Efter nogle år havnede han på Akademiet for Fri Merkantil Kunst. I 1950 bestod han skolens prøver og fik straks job som lærer i tegning, maleri og perspektivlære. Han var skolens medejer og forstander fra 1960 til 1967, hvor arbejdet med at illustrere for Politikens Forlag tvang ham til at smide tøjlerne.>
Indtægterne fra kunstskolen gjorde det i øvrigt muligt for ham at købe det hus, hvor han stadig bor. Det er fra 1797, ligger på hjørnet af Badstuestræde og Brolæggerstræde og den gamle bygningsmaler har selv stået for restaureringen.
Huset ligger i et område af København som emmer af historie, og det er da også det gamle hus` mange kroge og gavle, der har været inspiration til mange af Otto Frellos malerier.
I begyndelsen af 1970`erne var Otto Frellos håndværksmæssige perfektionisme så stærkt udviklet, at han begyndte at male - bare for sjov, som han siger til Malerforbundets fagblad Maleren.
- Jeg kunne uden videre omsætte enhver idé til lærredet. Jeg havde straks det rigtige perspektiv og dybdevirkning, fordi jeg var så trænet i at løse en illustrationsopgave og undervise tusinder af elever.
Otto Frello havde rundet de 50, da han inspireret af sit gamle hus begyndte at fabulere over fortid og nutid i det gamle København.
Han sendte to malerier til Kunstnernes Efterårsudstilling i 1975, der er en censureret udstilling - og fik dem optaget. Hvad der ikke er overgået ham siden.
- Man kan ikke udstille Frello malerier på et stort kendt udstillingssted, siger han til Maleren. Og tilføjer:
- De etablerede vil sige: Frello kender vi godt. Og vi ved godt, hvad han kan. Han er en meget dreven naturalistisk maler, der kan male, hvad der passer ham. Men han passer ikke ind i tidens kunst.
Måske er Otto Frello en smule koket omkring sin status som 'Ikke Maler'. Han er også blevet kaldt 'den utidige maler', fordi han hverken passer ind i den etablerede kunstverdens forskellige kasser eller i sin samtid.
Otto Frello maler sine mærkelige landskaber, folk i underligt tøj og dyr, som han selv finder på. Det har han gjort i 35 år.
Det kan godt være, at der ikke er plads til Otto Frello i den etablerede kunstverden, men så skaber han bare sin egen. Tak for det.

Udstilling
Museet for Varde By og Omegn har i anledning af den lokaltfødte kunstner Otto Frellos 85-års fødselsdag lavet den hidtil største udstilling med hans værker.
'Otto Frello - en uforbederlig maler', er titlen på udstillingen og en bog, som er lavet i tilknytning til udstillingen.
Desuden har Jyske Vestkysten lavet et Frello-flash-show til udstillingen. Her kan man både se hans værker og møde ham i hans københavnske hjem. Udstillingen varer frem til 27. september.

Læs mere på www.vardemuseum.dk