En ny modstandsbevægelse mod Dansk Folkeparti er vokset frem på kort tid efter en kronik i Politiken. Den har skabt stor debat, men også kritiske røster, som mener at det er forkert fokus.
En ny modstandsbevægelse har set dagens lys.
'Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt' kalder den sig.
Stifterne er Malene Fenger Grøndahl, Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen, som i en kronik i Politiken den 23. august førte sig frem som penneførere for Holger Danske, Aladdin, Den lille Havfrue, Lykke-Peer, Pigen med Svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, Dana og Danmarks Løver & Løvinder.
I kronikken skriver de blandt andet:
'Vi er oprigtig talt rystede over, hvad der foregår i gamle Danmark, og vor reaktion på Dansk Folkepartis foragt for liv og medmenneskelighed er uvilkårligt: Nej, ikke igen - ikke i vort land. Vi spørger os selv, hvordan og hvorfor deres udanske foragt har vundet et sådant gehør?'
Den største trussel
Senere skriver de:
'Vi er trætte af at se vort land smurt ind i Kjærsgaards opkast, der dagligt siver ned over spalterne i landets aviser og får luksuslancering i TV-Avisen og TV2 Nyhederne.
Vi er trætte af at se Pia Kjærsgaard marchere gennem medieverdenen som enevældig majestæt, der truer Hjemmeværnets øverstbefalende til lydighed, ministre til følgagtighed og kritikere til tavshed.'
Og videre:
'Vi har fået nok af mikrofonholdere, der ikke tør stille kritiske spørgsmål, men serverer partiets foragt for ildestedte medborgere lige så uskyldigt som dagens vejrudsigt. Vi har fået nok af kommentatorers kujoneri og mediebossers berøringsangst, der har tabuiseret den enkle sandhed, at Dansk Folkeparti er den største trussel mod Danmark og Danmarks sammenhængskraft.'
Kronikken har skabt stor debat flere steder, blandt andet på Facebook, hvor knap 18.000 i skrivende stund har tilsluttet sig modstandsbevægelsen.
Nu er der også blevet oprettet en hjemmeside, www.loever.dk, som fremover skal inspirere til 'netværkets offensiv mod Dansk Folkeparti og medløber-politikere i de øvrige partier'.
Fokus skal være på pæne politikere
En af dem, som har kommenteret kronikken, er forfatteren og journalisten Gretelise Holm, som skriver i et indlæg i Jyllands-Posten:
'I visse kredse (som står mig nær) er det blevet almindeligt at se Pia Kjærsgaard som eksponent for al ond politisk udvikling i Danmark, og på Facebook har en ÔModstandsbevægelse mod DF's besættelsesmagt` på få dage fået tusinder af medlemmer.
Jeg mener, at mine venner tager fejl og har et forkert fokus. Det er ikke PK, som er den onde. Hun er derimod en talentfuld politiker, som med en relativt beskeden vælgeropbakning (13-14 pct.) har forstået at sætte sig på magten i Danmark og har evnet at få næsten alle - fra Anders Fogh til Villy Søvndal - til at gøre skrabud og danse efter sin pibe. Det kritiske fokus bør ikke sættes på PK, men på alle de pæne politikere, som har båret hendes tronstol frem.'
Senere skriver hun:
'Mens de fleste andre politikere stinker af meningsmålinger og gustne overlæg, føler man sig overbevist om, at PK netop er den angst-aggressive, smålige og intolerante person, som hun giver udtryk for at være.'
Og Gretelise Holm konkluderer
'Vi modstandere skal ikke skyde på PK og DF, som kun på dygtig vis udnytter deres demokratiske ret. Vi skal i stedet rette skytset mod alle de andre partier, som vil sælge deres sjæle for et par angst-aggressive stemmer.'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278