05 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Afsløring

Afsløring

Onsdag, 16. september, 2009, 00:00:00

I sidste ende har det naturligvis en del at gøre med, hvad man er vant til - jeg ville nok finde det ekstremt undertrykkende, hvis jeg skulle gå med slips

af Erwin Neutzsky-Wulff
Forandring fryder - det gælder også hetzen mod indvandrerne. En tid har det været den planlagte moske, der har optaget sindene.
Åbenbart siger begrebet religionsfrihed os ikke så meget - med mindre naturligvis man også har tænkt sig at protestere mod opførelsen af nye kirker. Nu er det så burkaen, der står for skud, det helt store mode-hit blandt danske muslimer, hvis man skal tro modstanderne.
Tilhængere af sløret hævder, at det har samme funktion som overbegloede kendissers solbriller. I sidste ende har det naturligvis en del at gøre med, hvad man er vant til - jeg ville nok finde det ekstremt undertrykkende, hvis jeg skulle gå med slips.
Derimod kan der ikke herske tvivl om, at sløret afspejler en opfattelse af kvinden som indtagende en underordnet position i forhold til manden. Hør bare: 'Thi en mand behøver ikke at tilhylle sit hoved, da han er Guds billede og afglans; men kvinden er mandens afglans. Manden blev jo ikke til af kvinden, men kvinden af manden. Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.'
For fuldstændighedens skyld skal det anføres, at disse vers ikke stammer fra Koranen, men fra Bibelen. Begrundelsen er i øvrigt ganske pudsig: 'Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld.'
Nemlig for at de ikke skal få 'øje på menneskedøtrenes skønhed' og 'gå ind til dem'. Blandt de første kristne var der således 'profetinder', der havde ry for at have seksuel omgang med engle og gerne gav denne velsignelse videre, hvad Paulus nok har opfattet som unfair konkurrence.
Det er i det hele taget karakteristisk, at alt det, vi - med rette - kritiserer Islam for, dens intolerance over for 'vantro' og seksuelle minoriteter, har den fra jødedom og kristendom, hvor det endda er langt mere fremtrædende. Man kan indvende, at de kristne ikke længere tager deres religion alvorligt, hvor påstanden så er, at det gør muslimerne.
Nu har jeg boet halvtreds år på Vesterbro og set det udvikle sig fra arbejderkvarter til indvandrerghetto - i dag er det naturligvis mest ejerlejligheder. Jeg kom jævnligt hos de 'fremmede', deltog i diskussionerne og leverede bidrag til deres interne publikationer.
Og jeg skal hilse og sige, at den gennemsnitlige muslim såmænd ikke er så meget frommere end dem, der går i kirke juleaften. Man har sine egne skikke og værdier, men de giver ikke umiddelbart indtryk af at være noget religiøst diktat. Selvfølgelig har også de danske muslimer deres Søren Krarup og Moses Hansen, men der er ikke meget, der tyder på, at de tager dem så forfærdelig meget mere alvorligt, end vi gør.
Anderledes forholder det sig naturligvis i de arabiske lande, der for nylig har set en 'vækkelse'. Den skyldes dog ikke nogen islamisk Billy Graham og hans teltmission, tværtimod er det ganske paradoksalt i høj grad Vesten, der har æren for den.
Og det er naturligvis heri, dens farlighed består: Den er i bund og grund politisk. Det kan vi bare ikke sige uden at røbe årsagen, som er vestlig aggression.
Også frihedskæmpernes afskedsbreve - især dem, den borgerlige historieskrivning ynder at reproducere - er fulde af Gud og Jesus. Betyder det, at modstandsbevægelsen bestod af kristne fundamentalister, der ikke kunne tilpasse sig den moderne tyske stat?
De kræfter, der i Vesten kæmper mod krig og social uretfærdighed, har et fælles idegrundlag i socialismen. Palæstinensere og andre i den arabiske verden, der desperat forsvarer sig imod udbytning og besættelse, har ofte kun deres religion.
Hvor Islam gør sig skyldig i intolerance og undertrykkelse, må vi tale imod den, klart og utvetydigt. Og hvor som helst muslimer bliver ofre for racisme og imperialisme, må vi solidarisere os med dem.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. sep. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur