Krigen om den sidste olie, kan blive meget voldsom, forudså en af deltagerne i lørdagens debat om krise, krig og klima på årets fredsfestival i København

Klima, krise og krig er ikke tre adskilte størrelser, tværtimod er der en tæt sammenhæng mellem de tre k`er.
Det fastslog oplægsholderne til åbningsdebatten på årets fredsfestival i København i lørdags.
I panelet sidder Mikael Nyberg, forfatter til bogen 'Kapitalen.com', Sofie Boel, aktiv i klimabevægelsen, og forfatter Knud Vilby, der netop har udgivet bogen 'Global vækst - globale kriser'.

Grøn kapitalisme!
De angriber problemstillingen fra forskellige vinkler.
Sofie Boel, der er med til at organisere den internationale deltagelse i græsrodsinitiativerne under klimatopmødet i København i december, lægger især vægt på sammenhængen mellem den økonomiske krise og klimakrisen.
- Begge kriser er forårsaget af den neoliberale politik og hele det sidste århundredes jagt på profit. I stedet for at løse klimakrisen vil politikerne nu bruge den som løftestang ud af den økonomiske krise, mener hun.
Det skal ske ved at indføre en såkaldt grøn kapitalisme. Inspireret af redningspakken 'New Deal', der skulle få den amerikanske økonomi ud af krisen i 1930`erne, snakker politikerne nu om 'Green New Deal'.
- Den økonomiske krise er et udtryk for, at der er behov for nye områder for akkumulering af kapital. Green New Deal går ud på at skabe et sådan område ved at opbygge en helt ny klimaindustri, forklarer Sofie Boel.
Hun har oversat artiklen '20 teser mod grøn kapitalisme', der er skrevet af de to tyske klimaaktivister Alexis Passadakis og Tadzio Mueller. De mener, at den grønne kapitalisme kan være en vej ud af den økonomiske krise. Den er til gengæld ingen løsning på klimakrisen. Den grønne kapitalisme forsøger at profitere på klimakrisen, idet den forudsætter fortsat uhæmmet økonomisk vækst.
- Det er det evige fokus på økonomisk vækst, der har skabt klimakrisen til at starte med. Vil man vende udviklingen, bliver man derfor nødt til at gøre op med kravet om økonomisk vækst, mener Sofie Boel.

Energisikkerhed
De tre oplægsholdere er enige om, at løfterne om klimaforbedringer fra regeringsledere verden over klinger hult. Ikke alene er der økonomiske bagtanker med klimapolitikken. Ifølge forfatter Mikael Nyberg handler den nye grønne politik mere om energisikkerhed end om at forbedre klimaet.
- Flere indflydelsesrige amerikanske økonomer har påpeget, at USA bliver nødt til at gøre sig uafhængig af olie og naturgas, hvis de vil beholde deres særstilling i verden. Deraf kommer interessen for at omstille sig til bæredygtig energi, siger Mikael Nyberg.
Selvom det er de vestlige selskaber, der har teknologien, handelsaftalerne og økonomien til at udvinde olie og naturgas, er det stater i Mellemøsten, Østeuropa, Centralasien, Afrika og Latinamerika, der ejer naturressourcerne. Jo mindre olie og naturgas, der er tilbage, jo mere stiger prisen.
Den amerikanske diplomat Richard Holbrooke forudser, at de stigende energipriser vil føre til 'den største værdioverførsel fra en gruppe lande til en anden gruppe i menneskelighedens historie', hvis Vesten fortsætter med at købe dyrere og dyrere olie og naturgas.
- Derfor bliver USA nødt til at ændre sin politik, så de bliver mindre afhængige af olie og naturgas. Samtidig vil de kæmpe for, at der bliver udbudt mere olie, så prisen ikke stiger så meget, mener Mikael Nyberg.
Han nævner to måder, hvorpå USA kan påvirke udbuddet af olie. De kan tvinge olielandene til at lade vestlige selskaber operere i landet, og de kan beskytte den internationale infrastruktur, der bruges til at transportere olie, med militær tilstedeværelse.

Kampen om den sidste olie
Mikael Nyberg tror ikke på, at verdens ledere for alvor er i gang med at afvikle brugen af de fossile brændstoffer.
- Jeg tror i stedet, vi får en intens kamp om jordens tilbageværende olie- og naturgasforsyninger, siger han og henviser til et dokument fra det amerikanske kontor for udenlandske anliggender, der i efteråret 2008 skrev, at USA skulle koncentrere sin geostrategiske indsats om Tyrkiet, Irak, Iran, Afghanistan og Pakistan. Alle lande der enten selv har store olie- eller gasforekomster eller fungerer som transitlande.
- Obamas strategi er en usynlig besættelse med en overvågningsstyrke på 60.000-80.000 soldater i Irak. De overskydende soldater skal til Afghanistan, så besættelsen kan udvides til Pakistan, forudser Mikael Nyberg og pointerer, at Obama har udnævnt tidligere nævnte Richard Holbrooke til sin personlige udsending i Afghanistan og Pakistan.
Mikael Nyberg er overbevist om, at manglen på naturressourcer i stedet for at føre til bæredygtig energi vil føre til en intensivering af krigene i Mellemøsten om den sidste olie.

Flere penge til militær
At Danmark er med i forreste front i denne krigsførelse fremgår blandt andet af den markante stigning i de militære udgifter på finansloven. Knud Vilby har sammenlignet de penge Danmark brugte på ulandsbistand og militær i 1997 med tallene i regeringens forslag til finanslov for 2010.
- I 1997 brugte vi 15,5 milliarder om året på forsvaret og 15,5 milliarder om året på bistand. Vi var et af de få lande i verden, der brugte lige så mange penge på civil som på militær bistand, forklarer Knud Vilby.
- I 2010 er der afsat 15,3 milliarder kroner om året til civil bistand og 22,8 milliarder kroner om året til forsvarsudgifter.
Altså et lille fald i samlet udviklingsbistand med blandt andet nedlæggelse af miljøbistand og samtidig en vækst i de militære udgifter på omkring 50 procent, konstaterer Knud Vilby og slår fast, at det efter hans mening er en helt forkert vej at gå.
Knud Vilby understreger, at det er umuligt at løse klimakrisen og den økonomiske krise uden at tage fat om fattigdomskrisen. Der er stadig omkring en milliard mennesker, der er absolut fattige, i verden. Og følelsen af uretfærdighed og ulighed er med til at danne grobund for terrorismen, påpeger han.
Det er også sådan, at de fattigste lande lider allermest under konsekvenserne af klimakrisen.
- Klimakrisen vil skabe fattigdom, sult, oversvømmelser og flere flygtninge. Der er en sammenhæng mellem overforbrug et sted i verden og mangel på vand et andet sted i verden. Derfor dur det heller ikke at løse en økonomisk krise udelukkende med økonomiske midler, erklærer Knud Vilby.