De er ikke svært at se, at dette er den liberalistiske menneskeforagt for fuld udblæsning som ¤¤harmløs underholdning¤¤

af Erwin Neutzsky-Wulff
Jeg kommer af en gammel københavnsk arbejderfamilie. Min oldefar, Andreas Wulff, var med i Internationale og deltog i Slaget på Fælleden.
Min far og bedstefar var begge typografer. Dengang satte man i hånden - mit første legetøj var en vinkelhage - og ofte læste sætterne de bøger, de satte.
Dette gjaldt blandt andet Proudhon (der formulerede den kendte sætning: Ejendom er tyveri). Han var en dannet mand, som læste både latin og hebraisk.
Dengang lærte vi, at klassefjenden kun kunne udmanøvreres, hvis vi vidste mere end modstanderen. Men så skete der noget.
Måske var det nogen af dem fra Hellerup, der ikke helt forstod den arbejderklasse, de solidariserede sig med, og mente, at der skulle tales ned til den. Eller måske blev borgerskabet bange. I det mindste begyndte der fra nu af at lyde nye toner, og der taltes meget om snobberi og finkultur.
I Panduros film 'Harry og kammertjeneren' følger Osvald Helmuth transmissionen fra Det Kongelige i en radioforhandlers udstillingsvindue. Det lyder måske absurd i dag, men jeg er gammel nok til at huske, at den slags 'kulturelle' indslag kunne tømme gaderne.
Og hvorfor ikke, når 'ganske almindelige mennesker' kunne more sig over Victor Borge, en mand i kjole og hvidt, der lavede sjov med klassiske komponister? Eller Osvald selv, for den sags skyld, og hans finurlige viser, på en tid, hvor folkelighed og underholdning ikke var ensbetydende med idioti.
Et andet populært program var 'Kvit eller dobbelt', hvor deltagerne demonstrerede deres ekspertviden. Og vel at mærke ikke professorer, men folk, der havde erhvervet den af ren og skær interesse.
I dag tør man, som det fremgår af titlen på et af disse programmer, ikke stille spørgsmål, der ikke kan besvares af et tiårs barn. I det hele taget er man sjældent interesseret i viden eller færdigheder, men kun i at vise folk, der foretager sig uappetitlige og potentielt farlige ting, eller eventuelt 'afslører' sig selv og deres nærmeste.
Et kendt program anbringer deltagerne på en øde ø, hvor de skal prøve at klare sig, men desværre ikke ved samarbejde. Tværtimod gælder det om at eliminere kammeraterne gennem intriger.
Det er i det hele taget et gennemgående træk, at der kun kan være én vinder, mens de grædende tabere helst skal udstilles og ydmyges. Vinderen er så den, der kan behage et dommerpanel, der gerne lader sjofelheder regne ned over hovedet på deltagerne for at gøre dem klart, at vejen til succes er selvoptagethed, hensynsløshed og sex som handelsvare.
De er ikke svært at se, at dette er den liberalistiske menneskeforagt for fuld udblæsning som 'harmløs underholdning'. Fascismens fornemste våben har altid været at bilde os ind, at de andre er vore modstandere, eller sagt på en anden måde: at der ikke er, og heller ikke skal være plads til alle.
Derfor kan vi også kun håbe på, at det bliver en lidt sjovere dag for os, så vi kan flytte ind i kongesuiten og - om end meget midlertidigt - slutte os til slaveholderne. At blive 'kendt', ikke for at gøre noget for vore medmennesker, men kendt for at være kendt, indehaver af denne uges vindende skrabelod, for næste gang bliver det måske os.
Forudsat naturligvis, at vi overholder spillereglerne og bliver glitrende pauseklovner, og indtil videre ærbødige dørholdere for den promille, der ejer os alle sammen. Harmløst?
Nej. Denne form for 'underholdning' er i bedste fald et sovemiddel, i værste opdragelse til fascisme, og som sådan må vi udstille og fordømme den.
Og i dens sted sætte ubestikkelig viden og klassebevidsthed. Kun sådan kan vi nemlig gennemskue og kassere den løgn, der postulerer krige som fredsbevarende og social uretfærdighed som en naturlov.