Lige pludselig bliver det hele for meget. Man går ned med stress, det er ikke bare psykisk, det er livsfarligt, måske ender man med hjerteproblemer i en ambulance babu på vej til nærmeste hospital. Måske er det, når man er heldig, man gør det

af Kjeld Stenum
Der er nok mange, måske især i min aldersklasse, eller i hvert fald folk med venner i min aldersklasse, der har oplevet det. At de i et stykke tid ikke har haft kontakt med disse ikke længere unge venner, ikke fordi der har været noget i vejen, men fordi de fleste af os simpelthen altid har vores tid fyldt så voldsomt ud, at vi ikke får holdt alt det vedlige, vi gerne ville.
Så ringer man tilfældigt for også lige at få den tråd med sig videre i livet, vennen svarer lidt tåget og udenomssnakkende på spørgsmålet om, hvordan det går, og mens man stadig har hovedet fyldt af, hvad man ville fortælle fra ens eget liv, går det med chokerende klarhed op for én, at det står rent galt til hos denne ven.
Vedkommende er kørt helt ned. Og det er næsten altid noget med arbejdet. Arbejdet fylder hele tilværelsen i vore dage. Er det ikke noget med arbejdet, men for eksempel noget med den, man lever sammen med, er det alligevel noget med arbejdet. For havde man mere rum, kunne man finde ud af at tackle sine problemer. Men arbejdet levner os ikke det rum.
Der er brancher, hvor man med alderen bliver mere og mere etableret og derfor kan tillade sig at lade arbejdsbyrden fylde mindre og mindre. Man koncentrerer sig om de store linjer og den store indtjening. Men det er vist især brancher, hvor man har ledelsesfunktioner, eller brancher, hvor man kan trække på stor faglig erfaring og gode forbindelser.
Sådan er det ikke for håndværkere, arbejdsfolk, pædagoger, folk i sundhedssektoren eller ældreplejen... Arbejdsbyrden er stort set den samme, uanset hvor meget erfaring du har. Men kroppen er ikke den samme, robustheden, både hvad fysik og det psykiske angår, er ikke den samme. Samtidig er hele livssammenhængen strammet.
I voksenalderen tager man ansvar for nærrelationerne, det er i den alder, man bliver den, der skal få alting til at hænge sammen på det felt. Men den alder bliver både kortere og mere byrdefyldt. Det varer længere, før vi tager det ansvar på os.
Unge mennesker skal uddanne sig meget længe og har ikke mange ressourcer at tage ansvar med. Og den alderdom, hvor man er henvist til, at yngre familiemedlemmer kan løfte ansvaret for familien, den bliver længere og længere. Vi skal løfte mere og mere, og den tid, hvor vi kan, bliver kortere og kortere.
Nu er jeg jord- og betoner. Heldigvis, for hvad det arbejdsmæssige angår, har jeg ikke brug for en robust psyke. Når jeg har fri, har jeg fri. Til gengæld er jeg så totalt smadret fysisk og falder i søvn foran tv-avisen på alle hverdage.
Men hvad man ofte glemmer er, at også den psykiske robusthed tager af med alderen, man bliver dårligere til at modstå vedvarende pres. For os betonere er det som sagt lige meget, vi må gerne flippe ud engang imellem, beton er alligevel bare beton. Men hvis èns ven er for eksempel pædagog eller andet med ansvar for mennesker, slipper man det ikke sådan, når man har fri.
Så bliver man ældre i en tid, hvor skruen strammes og strammes, den ene lillebitte forringelse afløser den anden, og fordi det er mennesker, man har med at gøre, løber man bare en lillebitte smule stærkere for hver forringelse. Mennesker har jo de behov, som mennesker har, og man ønsker at tage vare på sit ansvar, som man altid har gjort, selv om man har både de snigende stramninger og sin alder imod sig.
Lige pludselig bliver det hele for meget. Man går ned med stress, det er ikke bare psykisk, det er livsfarligt, måske ender man med hjerteproblemer i en ambulance babu på vej til nærmeste hospital. Måske er det, når man er heldig, man gør det.
Her sidder jeg så, jord- og betoner med min skråt-op-holdning til arbejdet, så snart det er fyraften, og erfarer om denne forsømte vens krise. Hvad kan jeg og hvad skal jeg sige? Du må lære at give slip? Det er ikke dig, der har skåret ned, så forringelserne er ikke din skyld? Det er jo ikke bare dig, der skal løfte ansvaret for din familie? Du må søge professionel hjælp hos en terapeut?
Nej, det duer ikke rigtigt noget af det. Det er et voksent menneske, man taler til. Et menneske, der udmærket ved, at det ikke nytter at føle skyld. Men som også ved, at de mennesker, man har taget hånd om arbejdsmæssigt og i familielivet, de bliver ved med at være der, deres behov i forhold til tilværelsen bliver ved med at være der. Og er man der ikke, og er man ikke længere den, der tager vare om dem, så er der ofte ikke andre til at tage vare om dem.
Det er ikke skyld og manglende evne til at give slip, der er vennens problem, det er frustration over ikke længere at magte at få den verden, der er ens tilværelse, til at hænge sammen. Det er et objektivt faktum, at det ikke går. Det er nok også en ret nøgtern betragtning, at det, man ikke længere magter at tage vare på, det bliver der ikke længere taget vare på. Det ved vennen. Det ved jeg. Skal jeg sende vedkommende til terapeut?
Hvad er det for en verden, vi er i færd med at bygge op, hvis den skal bestå i, at vi stresser mere og mere af sted og giver psykologer og terapeuter opgaven at lære os at give slip på alt, som kommer på tværs af vores evne til det?
Det kan jeg ikke byde psykologerne. Det kan jeg ikke byde mine venner. Det kan jeg ikke byde verden. Verden skal ikke bare være en skude, der sejler blindt derudad med mere og mere hårdt pumpede motorer. Men det er det, den er. Vi hjælper ikke hinanden ved at hjælpe hinanden til at pumpe de motorer op. De skal ikke pumpes mere op.
Man kommer ikke hurtigere frem bare ved at sejle hurtigere og hurtigere, når skibets kurs er blind, og man ikke længere ved, hvad der er frem og tilbage. Man kommer kun fremad, hvis man har fat i et ror og ved, hvor man vil hen. Har vi fat i skibets ror, og ved vi, hvor vi vil hen? Nej, vi har ikke fat i skibets ror, og ved vi, hvor vi vil have det hen, ved vi også, at vi overhovedet ikke er på vej dertil. Og tit har vi tabt troen på, at vi kan lave om på det.
Det første, man mangler, når man er kørt ned, er at noget eller nogen kan give én den tro. Og det er den opgave, jeg har, som jeg sidder der med min telefon.