04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fri os fra det onde - Danmarksidyl uden for storbyerne

Fri os fra det onde - Danmarksidyl uden for storbyerne

Tirsdag, 29. september, 2009, 00:00:00

Med temaer som fremmedhad, religion og klasseforskelle er ¤¤Fri os fra det onde¤¤ både en besk kommentar til et nutidigt Danmark, og en meget seværdig film

af Mikael Strandbech
Ole Bornedals film 'Fri os fra det onde', som havde premiere i april, er nu udkommet på dvd.
Filmen starter med kvidrende fuglesang, en stor blå himmel med hvide dramatiske skyer og en tom landevej igennem et fladt landskab. Danmarksidyl som det kendes udenfor storbyerne.
Men der er noget ildevarslende og skæbnesvangert ved de overrealistiske farver og det melankolske, gentagende musiktema og den blege, mystiske fortæller (Sonja Richter), der pludselig træder frem foran os på skærmen.
Hun fortæller os om skolelærerinden Pernille (Lene Nystrøm), der lærer sine børn, at man ikke må slå. Heller ikke de onde. For der findes ingen onde mennesker, kun mennesker der mangler kærlighed.
Pernille er gift med forretningsmanden Johannes (Lasse Rimmer). Pernille og Johannes er flyttet tilbage til hans barndomsegn.
Johannes` bror Lars (Jens Andersen) arbejder som langturschauffør, slås med kæresten og drikker sig rutinemæssigt sanseløs under bulder og brag i sin fritid. Men netop som Lars har besluttet sig for at tage sit ansvar overfor kæresten og det kommende barn, kører han ved ulykke en ældre dame ihjel med sin lastbil.
Alain (Bojan Navojec) fra Bosnien, der hjælper Pernille og Johannes med at istandsætte hus, bliver nu indblandet og snart har Lars fået hængt Alain ud som den skyldige. Og under den forstående byfest og drukgilde, hvor Fede Finn and the Funny Boyz underholder, eksploderer byen af ondskab, på foranledning af Lars og den lokale prædikant, mod den 'skyldige', Alain.
Med en befriende anderledes rollebesætning, hvor især Jens Andersen brænder igennem med sit portræt af den rastløse og hærgede Lars, og med temaer som fremmedhad, religion og klasseforskelle er 'Fri os fra det onde' både en besk kommentar til et nutidigt Danmark, og en meget seværdig film.

Fri os fra det onde. Instruktion: Ole Bornedal. DVD 2009. SF Film

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. sep. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur