Habermas` ¤¤Borgerlig offentlighed¤¤ er et klassisk akademisk bidrag til debatten om kapita-lismens udvikling og opløsningen af selv den borgerlige, kontrollerende offentlighed

af Mauri Johansson
Den tyske filosof og sociolog, Jürgen Habermas (født 1929), har fået et af sine hovedværker, 'Borgerlig offentlighed' fra 1961, oversat til dansk, med et forord fra 1990 indføjet.
Bogen er et klassisk akademisk bidrag til debatten om kapitalismens udvikling og opløsningen af selv den borgerlige, kontrollerende offentlighed.
Habermas går tilbage til de første spirer af finans- og handelskapitalismen i Italien og Nederlandene i 1300-tallet. Han forsøger at spore udviklingen af en række centrale begreber: demokrati, offentlig, privat, borgerlig, publikum, opinion, mennesket som ejendomsbesidder kontra 'mennesket, slet og ret'.
Han beklager sig over, hvor uklart alle de nævnte begrebet er defineret i forskningen, med misforståelser som konsekvens. Han gennemdiskuterer i eksemplarisk stil de mange filosofer og samfundsteoretikere gennem tiderne, der har forholdt sig til disse emner, herunder Karl Marx på en udbytterig måde.
Disse afsnit er spændende, men som den typiske akademiker afslører Habermas ikke sit eget standpunkt eller konklusionen på analyserne. Han kommer ikke med nogen anbefalinger af, hvad der bør gøres for at bringe den demokratiske udvikling derhen, hvor ikke bare konger, kirke, adel og borgere opnår reel politisk magt i samfundet.

Presse og massemdedier
Han har heller ikke svar på, hvordan det store, besiddelsesløse befolkningsflertal af de værdiproducerende arbejdere sikres faktisk politisk indflydelse. Valg til parlamenter en gang i mellem gør det som bekendt ikke, som allerede Marx påpegede.
Habermas har en god gennemgang af pressens og massemediernes udvikling og betydningen for demokratiet, men også af de problemer en styret og monopoliseret påprakning af meninger for at støtte magthaverne medfører.
Med den udvikling kapitalismen gennemgår, trænger statsmagten og lovgivningen gradvis ind i den private sfære via sociallovgivning, sundhedsvæsen, uddannelsesforanstaltninger og andre tiltag og ender med at gøre den enkelte alene til sælger af sin arbejdskraft og til en ren forbruger i kapitalens kredsløb, uden reel politisk magt eller medmenneskelige kvaliteter. En samlet offentlig opinion der kan påvirke magthaverne har tiltagende vanskeligheder med at etablere og manifestere sig.

Opgivende overfor kapitalismen
Noget af det virkelig interessante i bogen er imidlertid det næsten 40 sider lange forord, Habermas skrev til den tyske udgave i 1990. Det var tredive år efter den første udgave og er nu snart 20 år gammelt. Dette forord afslører Habermas egen glidning fra mere marxistisk prægede standpunkter til en nærmest totalt opgivende holdning overfor kapitalismen.
Ikke at han nogensinde har været fortaler for arbejderklassens revolution, men bogen er dog et småborgerligt forsøg på at pege på mere uskyldige fremgangsmåder for at bryde overklassens monopol på magten.
Her nogle pluk fra forfatterens syn på forholdene i 1990. Habermas vælger ofte juridiske argumenter som for eksempel ved at skrive, at der er en 'klar politisk intention ! med at adskille offentlig og privat ret'. Den offentlige ret skal garantere (borgerlig) frihed, den private ret organiserer erhvervslivet. Økonomien er markedsstyret, i form af et økonomisk selvstyrende samfund, hvor retsstaten garanterer den privatretslige organisering af økonomien.

Radikaldemokratisk
Han bruger begrebet 'radikaldemokratisk' om muligheden for at ophæve adskillelsen mellem den nu faktisk indtrådte sammenvoksning mellem stat og erhvervssamfund.
Måske svarer dette til begrebet 'participativ (deltagende) demokrati' der bruges af andre forskere? Men det fremgår i 1990-forordet, at Habermas har opgivet denne tanke, i høj grad som en følge af det han kalder 'statssocialismens bankerot', det vil sige Sovjetunionens opløsning.
Han lagde tidligere stor vægt på en diskursiv (debatterende) menings- og viljesdannelse mellem individer, men erkender, at de liberale filosoffer (Toqueville, J. St. Mill) havde ret i at pege på, at der eksisterer 'en interesseantagonisme der ikke kan ophæves'.
Habermas mener nu, at 'en videreudvikling af den demokratiske og sociale retsstat til et socialistisk demokrati! er blevet problematisk i mellemtiden'. 'Siden da har jeg betragtet økonomi og statsapparat som systemisk integrerede handlingsområder, der ikke længere kan omdannes demokratisk indefra'.

Læs hellere Marx
I et meget indforstået akademisk sprog over en snes sider ender Habermas op med at sige, at:
'Meget taler for, at det demokratiske potentiale i en offentlighed, hvis infrastruktur er præget af den voksende selektionstvang i den elektroniske massekommunikation, er ambivalent. ! Hvis jeg i dag skulle give mig i kast med en undersøgelse af strukturændringen i offentligheden, ville jeg ikke vide, hvilket resultat det ville få for en demokratiteori - måske et, der ville give anledning til en mindre pessimistisk vurdering og for et mindre trodsigt, kun postulerende udblik end den gang'.
Ja, det er den måde Habermas tænker og skriver på. Særlig opklarende for hvad vi skal foretage os for demokratiets sag er det vel næppe?
Oversætteren, Henning Vangsgaard, har utvivlsomt gjort et kæmpe arbejde for at gøre det ofte endnu mere knudrede, akademiske tysk, tilgængeligt for os andre. Bogen kræver sin mand/kvinde, men kan måske i det mindste nok en gang vise, at der ikke er megen hjælp at hente for mere revolutionært indstillede gemytter i en god sags tjeneste, i forhold til hvad Marx, Engels eller Lenin har at byde på.

Jürgen Habermas: Borgerlig offentlighed. 367 sider. 349 kr. Informations Forlag.