Pengene er små og de bor elendigt. De har sociale problemer til op over ørerne. Men alt er glemt, når fodboldheltene går på banen. Ken Loach har lavet en smuk film om fodbold og sammenhold

af Steen Flemming Jørgensen
Er solidariteten i arbejderklassen død? Den britiske instruktør Ken Loach giver svaret i filmen 'Looking for Eric'. Svaret er, at det er den overhovedet ikke.
Måske vil nogle ryste lidt på hovedet over, at solidariteten giver sig udtryk i det at holde med en bestemt fodboldklub hele livet. >Som en af personerne udtaler på deres lokale pub:
- Du kan skifte kone, du kan skifte job, du kan skifte lejlighed, men aldrig din klub. Den hører du sammen med hele livet.
>For uanset hvor dumt det kan lyde, så benytter mange mænd fodbolden som en bundgarnspæl i en tilværelse, der ikke altid leves på livets solside.
Vi arbejder eller er arbejdsløse, men vi bor i dårlige lejligheder og vi har ikke mange penge. Én gang om ugen går vi til fodbold og glemmer hverdagens små fortrædeligheder. Så oplever vi fællesskab, sorg, glæde, vold, vi græder og jubler i to timer, er i en anden verden. Bare to timer i samværet med gutterne og fodbolden.

Eric Cantona - et fantom!
Eric Bishop (Steve Evets) arbejder på et lokalt posthus, hvor han har sine arbejdskammerater og venner. De er fælles om alt.
Eric er alenefar til to teenagerdrenge. Der hersker total kaos i det lille hjem. Han kan ikke styre sine drenge, og de er kommet på gale veje. Især den store er kommet helt der ud, hvor han bliver truet på livet af den lokale gangster.
Eric har en drøm om at få kontakt til sin første kone. Han forlod hende i panik, da de skulle have deres første barn. Nu har han ikke set hende i mange år.
Han har været gift to gange og skilt tre gange. Han lider af angstanfald og kan slet ikke få styr på sin tilværelse. Da de lokale gangstere er direkte voldelige mod ham og hans søn, må han finde en løsning.
Så er det, at den rigtige Eric Cantona kommer ind i billedet. Den geniale franskmand opnåede den usandsynlige hæder som fodboldspiller at blive en levende legende i den engelske klub Manchester United.
Han kommer som et fantom - en slags usynlig hjælper. Nu gælder det om at få Erics liv på skinnerne.
Men nok så væsentligt træder alle arbejdskollegerne sammen. De skal have styr på Eric og hans familie samt hans første kone.

Sammenhold vinder
Her træder filmen i karakter! Den er imod individualisme, for vi er stærke som en gruppe, alene er vi svage.
Som Eric Cantona svarer på spørgsmålet om, hvad var dit bedste mål, at det var en aflevering, og videre: men stolede du på din fodboldkammerat? Ja selvfølgelig, man skal altid stole på sine kammerater.
Det modspil, som arbejdskollegerne tager i forhold til den lokale gangster er simpelthen genialt og pragtfuld morsomt. Her er nogle scener, som man kunne ønske sig at se i blandt andet København.
At gøre forbryderen eller den lokale gangster total til grin. Det er svært at være sej, når man er blevet udstillet som et skvat.
Eric forenes selvfølgelig også med sin første kone og minimerer sine angstanfald. Ved hjælp af Eric Cantona, kammeraterne og konen, går tingene sådan op i en smuk helhed.
De er stadigvæk fattige, de bor stadigvæk dårligt, men de har deres solidaritet, kærlighed og fodbold.
Ken Loach er instruktøren, der altid tør tage politisk stilling og se samfundet ud fra en marxistisk synsvinkel. Jeg glemmer aldrig filmen om de strejkende minearbejdere i 1984 'Which Side Are You On', som blev boykottet af stort set alle biografer i England, men Ken Loach stod fast ved sin solidaritet med minearbejderne.
Rollen som Eric Cantona spilles selvfølgelig af - Eric Cantona.
Måske kan filmen umiddelbart virke en smule eskapistisk, men det er instruktørens idé at vise, at gennem fodbold eller anden sport, kan vi komme langt nærmere et fællesskab, der også bør kunne udmøntes i et politisk fællesskab.
Men måske har vi på venstrefløjen en berøringsangst for fodbold og sport?

Looking For Eric. Instruktør: Ken Loach. Premiere i dag.