04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hold fast i universet

Hold fast i universet

Lørdag, 03. oktober, 2009, 00:00:00

Kendsgerningerne i det univers, hvor den almindelige dansker lever, er til at tage og føle på: Fald i industriproduktionen, byggeriet går ned, antallet af tvangsauktioner stiger, arbejdsløsheden vokser

af Lotte Rørtoft-Madsen, medlem af landsledelsen, Kommunistisk Parti
Mange kender sikkert fornemmelsen af at leve i et parallelunivers. Eller fornemmelsen af at andre lever i et parallelunivers. Eller følelsen af at den del af det offentlige rum, der afspejles i medierne, udgør et parallelunivers.
I denne uge har vi alle skullet være superglade og spændte og nærmest eksalterede over, at det er i Danmark det besluttes, hvem der skal være vært ved et sportsstævne om syv år. Berømthed efter berømthed har vi fulgt på tv-skærmen. Reklamefilm efter reklamefilm for henholdsvis Rio de Janeiro, Chicago, Tokyo og Madrid. Interviews. Billeder af amerikansk Secret Service i dansk luftrum. Obama der vinker!
Og som kronen på værket den amerikanske tv-værtinde Oprah Winfrey der har sat sig for at lave en film om, hvorfor danskerne er verdens lykkeligste folk - uden spørgsmåls- eller anførselstegn.
Det er det, jeg mener med parallelunivers.

Økonomien skrumpler af sted
Hvis vi i stedet holder fast i det univers, hvor vi faktisk lever, så er billedet langt mindre entydigt og ukompliceret.
I denne tid er det et år siden, at ordet finanskrise kom på alles læber. Den kapitalistiske krise slog igennem for fuld kraft, og i månederne derefter var økonomien i stort set alle lande ude i et frit fald på vej mod afgrunden. Alverdens politikere var rystede, og det blev i fulde alvor debatteret i de øverste samfundsbevarende cirkler, om kapitalismen mon var ved at gå under.
Må jeg minde om, at den daværende amerikanske præsident Bush følte sig foranlediget til at levere et generelt forsvar for kapitalismen, da han 24. september sidste år i en tale forsøgte at overbevise om, at 'demokratisk kapitalisme (er) det bedste system, verden nogensinde har udtænkt'.
Det var også dengang vi herhjemme kunne se Karl Marx afbildet i andre aviser end Arbejderen, mens spørgsmålet blev stillet: 'Havde Karl Marx ret?' - og svaret var ikke givet på forhånd.
Siden har hverdagen meldt sig i de borgerlige gemakker. Systemet holdt jo. Godt nok skrumpler det noget af sted derud af. Økonomien driver af sted uden retning og styring i alle kapitalismens hovedlande. Tal og statistikker er ofte modsigelsesfyldte - de fleste nøgletal peger nedad, men nu i et lavere tempo end for et år siden.
Det kan være svært at orientere sig. Går det godt for Danmark, eller går det skidt? Er økonomien på vej frem eller står den i stampe? Økonomerne er forvirrede, og enkelte af dem anbefaler ligefrem 'at lytte til både optimisterne og skeptikerne'. For ingen af dem ved rigtig, hvordan det vil komme til at gå.

Patient i respirator
'Patienten overlever, men er stadig i respirator' kunne man læse i en analyse af dansk økonomi i Politiken for nylig - en af de mere lødige skal det siges. Her blev der advaret mod at tro, at den økonomiske krise stille og roligt er ved at klinge af. Når det frie fald er bremset noget op, skyldes det to faktorer: dels statslige hjælpepakker, dels at produktionen visse steder er kommet i gang for at fylde tomme lagre op.
'Når effekten af disse to ting fortager sig, skulle forbrugernes købelyst gerne tage over - og med udsigt til støt stigende arbejdsløshed så langt øjet rækker, tyder intet på, at de har tænkt sig at gøre det med et brag', skrev Politikens økonomiredaktør Esben Kjær forleden.
Og så er vi tilbage ved det der med paralleluniverset. Det er altid godt at holde fast i det univers, vi lever i. I den virkelighed der omgiver os. I det der sker på den arbejdsplads hvor vi havde arbejde indtil i går. Eller på den tekniske skole som ikke kan hjælpe os med at finde en praktikplads.
Kendsgerningerne i det univers, hvor den almindelige dansker lever, er til at tage og føle på:
Faldet i industriproduktionen er ikke stoppet. Byggeriet går ned - og forventningerne til fremtiden peger også nedad. Antallet af tvangsauktioner stiger voldsomt måned for måned. Arbejdsløsheden vokser. Og bruttonationalproduktet vil i år falde med to-tre procent.
Husk det, Oprah Winfrey!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur