04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

`Jæger - i krig med eliten` - Aggressive vilde og mørke mænd

`Jæger - i krig med eliten` - Aggressive vilde og mørke mænd

Onsdag, 07. oktober, 2009, 00:00:00

Thomas Rathsacks bog ¤¤Jæger - i krig med eliten¤¤ indeholder bestemt stof til eftertanke, såvel for røvere, soldater, godtfolk og dem, der arbejder ærligt for fred, frihed og demokrati

af Mauri Johansson
Den 16. september 2009 offentliggjorde Politiken, vistnok af egen drift, 'Jæger - i krig med eliten' af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack.
Det har udløst en lavine af begivenheder der næppe står mål med bogens indhold, men som kan få stor politisk betydning i sig selv.
Forsvaret mente på et sent tidspunkt i bogens produktion, at bogen indeholder oplysninger 'som vil skade Danmarks sikkerhed og forholdet til fremmede magter'. Det ville være fint at få oplyst hvad forsvaret her tænker på, idet en gennemgang af bogen ikke just frembyder noget som de fleste, og især de involverede, ikke allerede ved noget om.
Der er selvfølgelig en hel del militærtekniske detaljer om våbentyper mv., men de findes tilgængelige mange steder. Måden jægerne arbejder på er ligeledes velkendt af Talebaner og al-Qaeda samt irakerne. At danske og amerikanske soldater er blevet verdensmestre i at sparke døre ind i lerklinede, tomme fattigmandshjem er næppe heller en nyhed.

Dyr uddannelse
At jægeruddannelsen må være særdeles kostbar for skattebetalerne kan man regne ud fra de enorme mængder ammunition, materiel mv der ofres på træningen.
'Vi høvler simpelthen bly i alle kalibre ind mod murene på den tidligere terroristlejr', skriver Thomas Rathsack i sin bog.
Et andet sted skriver han: 'Aggression er nøgleordet. Hver mand skal simpelthen bringe den vildeste, mørkeste og mest aggressive side frem i sin personlighed og kun tænke på at afgive mest mulig ild i fjendens retning på kortest mulig tid. De gange, vi øver det i patruljen, er det ikke unormalt at vi bruger flere tusind skud, 20-30 håndgranater, røggranater og granatkastere - i løbet af fem-ti minutter'.
Er det den måde, vi i de kommende årtier skal udbrede fred, frihed og menneskerettigheder på alle dele af kloden? Er det så underlig at `forsvaret` nu forlanger en flot stabel ekstra milliarder af Folketinget?
Rathsack arbejder i perioder med minerydning, et glimrende bidrag til at gøre forholdene for afghanerne, især børnene, sikrere. Men i forhold til de tonsvis af sprængstoffer, bomber mv mv. danske og andre tropper smider om sig, er den indsats en dråbe i havet.
'Problemet er, at mange af de lokale simpelthen ikke ved, at efterladte granater og raketter er farlige', mener han. Mon dog, efter mere end 100 år af krig?

Nådesløs overmagt
Nej, der må være andre motiver for ståhejen om bogen. Rathsack omtaler at jægerne som led i den hjemlige terrorbekæmpelse samarbejder med politiets eliteenhed, AKS, Politiets aktionsstyrke 'som byder på masser af ressourcer og realistiske scenarier'.
Øvelsen består i med alle midler at til søs generobre en kapret Stenaline-færge fra fæle Ôterrorister`. Til dette formål bliver der, ud over de danske elitefolk, indhentet forstærkninger fra Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Belgien. Helikopterne flyver med tungt bevæbnede enheder og gummibåde med motorer på 600-900 hestekræfter larmer. Terroristerne 'elimineres på et af skibsdækkene og fjenden må sluttelig kapitulere for den nådesløse og overvældende overmagt'.
Ja tak. Men hvem er den formodede fjende? Osama Bin Laden? Nej, måske snarere en tænkt situation hvor beslutsomme frihedsfolk kæmper mod et fascistisk militært diktatur i selvforsvar?
Det er et `problem` for Danmarks krigshysterikere, at der rent faktisk ikke har været Ôterroraktioner` her i landet før eller efter 11. september 2001. Selv ikke efter de voldsomme og gentagne provokationer med Mohammed-tegningerne.
Man kan vel ikke udelukke at postyret omkring Jæger-bogen, med egen fabrikeret oversættelse til arabisk, var et krampagtig forsøg at starte en ny kæde provokationer i håb om fjendtlige reaktioner, der så kan bruges som påskud til yderligere optrapning af krigen.
Når alt støvet har lagt sig må tiden vise, hvis ikke gardinerne igen trækkes hermetisk til omkring hemmelighedskræmmeriet, hvad hele denne øvelse egentlig handlede om.
Men bogen indeholder bestemt stof til eftertanke, såvel for røvere, soldater, godtfolk og dem, der arbejder ærligt for fred, frihed og demokrati.

Thomas Rathsack: Jæger - i krig med eliten. Dagbladet Politiken 16.september 2009.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur