Mercedes Sosa er et eksempel på, hvor vigtigt det er, at kunstnerne er med folket og dets kampe. Deri består deres storhed. Det gør dem universelle, for folkenes kamp er netop universel

af Maria Tarp
Den verdensberømte argentinske folkesanger, Mercedes Sosa, døde i søndags den 4. oktober i Argentinas hovedstad Buenos Aires. Hun blev 74 år.
Mercedes Sosa blev født i San Miguel de Tucuman den 9. juli 1935 i en familie i beskedne kår.
Mercedes sang altid for livet, midt i den vold som rystede hendes land og verdensdel.
I 1979 blev hun anholdt i La Plata sammen med hele sit publikum. De tvang hende i eksil, først Paris, siden hen Madrid.
I hendes verdensdel var diktaturer, som var indsat af imperiet, på mode. Menneskelivet havde ingen værdi, tusinder mistede livet i fangekældre, over havet, og andre holdt op med at eksistere, de havde aldrig eksisteret.
Diktaturerne og militæret kunne ikke lide det der med at sige 'Tak til livet' (Gracias a la vida), og heller ikke kampsange med socialt indhold. Derfor måtte sangerne og trubadurerne bringes til tavshed, for som Mercedes sagde, var det det samme som at bringe selve livet og folket til tavshed.
Mercedes sang disse sange fulde af socialt og politisk indhold. Hun veg ikke fra sine forpligtelser, og hendes sange bidrog til at opbygge en anden og mere retfærdig verden.
Mercedes Sosa var medlem af kollektivet af sangskrivere i Latinamerika, som forpligtede sig i deres folks kampe og sammenfattede den folkelige higen i deres musik: Violeta Parra, Victor Jara (Myrdet af Pinochets diktatur), Atahualpa Yupanqui og mange andre.
Mercedes tog sig også af de unge musikere og hjalp og støttede dem, eftersom hun forstod, hvor vigtig kultur er for folket, og at folkelig kultur ikke er det, som de kapitalistiske regeringer støtter mest.
I hendes fødeland Argentina kaldte de hende 'La Negra' (negeren, oligarkiets betegnelse for de fattige og landarbejderne, for som Mercedes selv sagde, er der mange lyse negere i Argentina).
Når nogen er noget inden for sang, fodbold og kultur, siger man i hendes Argentina, at 'du vil ikke dø'. Mercedes hørte det i operaen i Buenos Aires, da hun vendte hjem fra eksil, og hun hørte det hundreder af gange, mens livet gik sin gang og nye kampe sluttede sig til de traditionelle kampe.
Mercedes Sosa er et eksempel på, hvor vigtigt det er, at kunstnerne er med folket og dets kampe. Deri består deres storhed. Det gør dem universelle, for folkenes kamp er netop universel.
La Negra vil ikke stoppe med at synge for folket, for om Mercedes og hendes sange kan man ikke tale i datid.
Derfor vil La Negra ikke dø!