23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Otte socialdemokratiske statsministre

Otte socialdemokratiske statsministre

Onsdag, 07. oktober, 2009, 00:00:00

Arbejdermuseets jubilæumsudstilling fokuserer på Socialdemokratiet som regeringsbærende parti og på de personer, der har været socialdemokratiske statsministre

af Hanne Rosenvold
Fortroligt stemplede rapporter fra FET til statsministeren, valgplakater, fotografier og malerier, personlige ejendele og meget mere er udstillet på Arbejdermuseet, hvor udstillingen 'Statsministre - 8 socialdemokrater' markerer Arbejderbevægelsens Arkivs, ABA`s, 100 års jubilæum.
Udstillingen præsenterer hver af de otte socialdemokratiske statsministre, der har været siden Thorvald Stauning tiltrådte i 1924. Man er ikke i tvivl om, at der bredt i arbejderbevægelsen var stolthed over, at en arbejder nu bestred statsministerposten.
Stauning omtaltes ofte som landsfaderen og udstillingen viser en stribe eksempler på idoldyrkelse: malerier, tegninger, buster, nøddeknækkere, øloplukkere, papirknive - alle med Staunings portræt. Ja, hans barber gemte sågar noget afklippet skæghår fra landsfaderen, der også udstilles!
Mere kuriøst er den berømte karaffel, der med whisky i blev hentet op fra statsministerens kælder i januar 1933, da forhandlingerne om et kriseforlig mellem Socialdemokratiet og Venstre var ved at gå i hårdknude. Karaflen med whisky havde angiveligt en afgørende betydning for, at forliget - der i historien er kendt som Kanslergadeforliget - faldt på plads.
Vi får historie om, hvordan Stauning-regeringen i 1939 forsøgte at ændre Grundloven, så Landstinget blev afskaffet. Selvom forslaget fik et pænt flertal blev det ikke vedtaget, stemmeprocenten var ikke tilstrækkelig stor. Så kom krigen og det konservative Landsting forsvandt først ud af dansk politik ved grundlovsændringen i 1953.

Statsministeriet som Institution
Hver af de otte socialdemokrater, der har været statsminister, har sin egen stand. Vi kan se Vilhelm Buhls ægte såvel som falske legitimationskort fra 1943 og den notesbog Hans Hedtoft brugte, da han i 1924 var på socialdemokratisk partiskole i Tyskland.
I standen med Jens Otto Krag findes referatet af et møde med den sovjetiske ministerpræsident Hrustjov, der blev holdt i juni 1964 i statsministerparrets private hjem på Egernvej. Desværre kan man kun se dokumentet side et, så det er lidt som en tv-serie: man må spændt vente på fortsættelsen og sådan er det desværre med alle de udstillede dokumenter.
Der er også stande om H.C.Hansen, Viggo Kampmann, Anker Jørgensen og Poul Nyrup Rasmussen.
Udstillingens uden sammenligning mest interessante del er om statsministeriet som institution.
Selve begrebet statsminister er snart 100 år gammelt. Det blev introduceret i forbindelse med grundlovsændringen i 1915 - den, der også gav kvinderne valgret. Før den tid havde regeringslederen titel af konseilspræsident.
Midt i udstillingen troner statsministeriets berømte ovale mahognibord, tegnet af arkitekten Kaare Klint i 1930`erne. Bordet har blandt andet været brugt til utallige ministermøder, men bruges i dag ikke mere - det er simpelthen blevet for lille.

Stemplet fortroligt
Blandt udstillingens dokumenter er også nogle, der har været stemplet 'hemmeligt' eller 'fortroligt'. Det gælder således nogle rapporter fra FET - Forsvarets Efterretningstjeneste.
I slutningen af 1940`erne var Danmarks eventuelle tilslutning til NATO et omdrejningspunkt i den politiske debat. De pro-vestlige kræfter havde selvfølgelig en interesse i at kunne dokumentere at Sovjetunionen udgjorde en trussel mod Danmark - underforstået: Danmark var nødt til at tilslutte sig NATO.
FET udarbejdede i 1949 en rapport, der angiveligt giver et referat af et møde i DKP`s centralkomite, hvor formanden Aksel Larsen skulle have udtalt: 'Rusland havde sin invasionshær og sine flyverstyrker parat. DKP vilde få meddelelse om en russisk besættelse af Danmark før den vilde blive iværksat, måske dog kun med én times varsel'.
For de kræfter, der ønskede at Danmark tog stilling i de kolde krig, var det en bekvem rapport. Nu har vi jo for nylig med den 'arabiske oversættelse' af jægersoldatens bog fået et eksempel på, hvordan forsvaret har det med sandheden. Det en åbenbart ikke første gang, man benytter sig af løgne for at sikre støtte til sine politiske projekter.

Danmarks rigeste mand
Én anden interessant montre viser eksempler på korrespondancen mellem skibsreder A.P.Møller og den til hver en tid siddende statsminister. Der er flere eksempler på, hvordan Danmarks rigeste mand ved flere lejligheder har forsøgt at påvirke regeringens politik.
Således har han i maj 1939 sendt statsministeriet regnskaberne for to af sine dampskibsselskaber. Brevet fortæller at selskaberne har en aktiekapital på 10 millioner kroner skibe, der i indkøb har kostet cirka 83 millioner kroner og begrunder forskellen som en konsekvens af mange års arbejde og konsolidering. Brevet fortsætter:
'Dette Misforhold mellem Virksomhedens Omfang og Aktiekapitalen kan jo være baade godt og ondt, men jeg har i hvert Fald den tro, at det vil være heldigst for Landet, hvis et saadant Opbygningsarbejde lettes gennem de Principper for Beskatning, Statsstyrelsen følger. Paa dette Punkt er adskilligt at rette. Deres forbundne A.P.Møller'.
I tilknytning til udstillingen er der udgivet en antologi med samme titel som udstillingen.
I denne fortælles om hver af de otte. I artiklerne fokuseres på mærkesager, markante sejre og problemstillinger, kendetegnende for hver enkelts ministertid.
Bogen giver på den måde et udmærket billede af Socialdemokratiet som forvalter af det kapitalistiske Danmark - i opgangs- såvel som i krisetider og er rigt og godt illustreret.
Alt i alt giver Arbejdermuseets udstilling et udmærket indblik i, hvordan arbejderbevægelsens største parti har opfattet og forvaltet sin rolle som regeringsbærende parti.
Og inden du forlader udstillingen, kan du gå ud i Arbejdermuseets gård, hvor Lenin-statuen står, og overveje, hvordan han - og du selv - vil vurdere Socialdemokratiets rolle som magtens parti.

'Statsministre - 8 socialdemokrater'. Udstilling på Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København. Vises frem til 5. april 2010.

Bogen 'Statsministre - 8 Socialdemokrater' er udgivet af Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og koster 188 kr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur