Ville være klogest af os at lade vore arbejdsknive blive liggende i lommerne på arbejdstøjet i skabene og risikere en terroranklage, eller vi skulle tage dem med os og risikere at løbe ind i en anklage om at være med i bandekrigen og blive smidt i fængsel

af Kjeld Stenum
I løbet af weekenden var et veritabelt fæstningsanlæg vokset op omkring min arbejdsplads. Trekvart meter høje betonknægte med holdere oveni, hvorpå der kunne monteres et trådhegn. Monteringen af dette mere end to meter høje hegn var også allerede godt i gang.
Jeg vidste godt, hvad det handlede om. Min arbejdsplads er det skæve hotel, som er ved at blive opført ved Bella Centret, og Bella Centret skulle være ramme for den stort opreklamerede session, hvor det nu for en uge siden blev besluttet, hvor OL i 2016 skulle foregå. I anledning af denne session kom jo en række kendisser til byen, blandt dem selve den store Obama.
Vi havde fået at vide, at vi ikke måtte låse vores skabe, når vi gik hjem tirsdag aften, og hvis vi alligevel gjorde det, ville låsen blive klippet, for politiet skulle undersøge skabenes indhold. Der er nemlig mange potentielle terrorister blandt jord- og betonere, og de af os, der pønsede på sådan noget, skulle forhindres i at begå nogen ugerninger.
I den sammenhæng diskuterede vi en del, hvorvidt det ville være klogest af os at lade vore arbejdsknive blive liggende i lommerne på arbejdstøjet i skabene og risikere en terroranklage, eller vi skulle tage dem med os og risikere at løbe ind i en anklage om at være med i bandekrigen og blive smidt i fængsel.
Det er ikke så nemt at tilhøre et skummelt folkefærd. I Kina, som jo er arbejdernes eget land, knoklede beton`ere og andre bygningsarbejdere i årevis røven ud af bukserne for at få OL-byen Beijing klar til tiden. Men fik de fribilletter til nogen af arrangementerne af den grund?
Nej, tværtimod, de fik besked på at være ude af byen i god tid, inden sportsfolk og kendisser og især verdenspressen begyndte at ankomme. Med fem tæer i røven som tak for års nedslidende livsfarligt arbejde.
Sådan nogle som dem skulle de fine udenlandske gæster ikke belemres med at blive tvunget til at glo på. Det var ligesådan med os. Vores arbejdsplads skulle også lukkes for resten af ugen, når vi gik hjem tirsdag aften.
Men naturligvis handler det ikke bare om at forskåne de fine kendisser for synet af os. Naturligvis kunne politiet ikke have over 70 skæggede, snavsede, uregerlige bygningsarbejdere rendende rundt, når de skulle beskytte betydningsfulde mennesker. Vi er jo ikke til at stole på. Det forstår vi da så godt.
Og alligevel sneg der sig en nedtrykkende eftertanke ind over os, mens vi stod og så det ene efter det andet salatfad ankomme, tungt læsset med kampklare pansere og tjenestivrige bombehunde.
Mens vi så dem myldre og regere og rokere rundt på arealerne omkring Danmarks største kongrescenter i for os absolut uigennemskuelige manøvrer, der mest af alt mindede om de romerske hæres manøvrer i tegneserien Asterix. Eller mens vi dukkede os under de nærgående helikopteres svirrende rotorer.
Dette kæmpeopbud dage før arrangementet overhovedet var begyndt... Og jeg ved godt, det var ikke først og fremmest vendt imod os. Men det var også vendt imod os.
Uanset hvordan man vender og drejer det, så var hele denne overopskruede mobilisering sat i værk for med eller uden god grund at beskytte blandt andre dem, hvis opgave det er at lede og regere os, imod os, som har valgt dem. Og nu var det her kun et ganske lille arrangement, som kun ganske få ledere ville beære med deres nærvær - blandt dem var så godt nok den store Obama - men hvor meget værre vil hele dette cirkus ikke blive til det store klimatopmøde i december?
Hvad er hele dette opbud af kampklar ordensmagt og opskruede sikkerhedstjek udtryk for? Uden tvivl mange ting. Men mon ikke de fleste af tingene kan sammenfattes i ordet mistillid? Mistillid mellem dem, som vi har valgt til at lede og regere os, og os, som har valgt dem.
Eller i hvert fald mistillid fra deres side vendt imod os. Nu skal jeg så for sandhedens skyld indrømme, at min tillid til dem heller ikke fylder mange lillefingernegle. Men der er da noget ravruskende galt i en verden, hvor lederne har så lidt tillid til dem, de er valgt til at lede, at de opretholder noget, der nærmest kun kan kaldes et krigsberedskab, overfor dem.
Hvor meget koster sådan en mobilisering ikke? Jeg mindes kun én gang i mit liv, hvor jeg har følt en lignende lammelse over at se, hvor meget vold vores fredelige andedam gemmer på bunden. Og det var engang jeg holdt sammen med en makker i en firmabil ude ved lufthavnen med god udsigt over trafikken ned mod Sverigesbroen.
Lige pludselig dukkede en kolonne af svenske politibiler op. De var på vej hjem efter undtagelsestilstanden på Nørrebro, dengang man under ordensmagtens beskyttelse ødelagde ungdomshuset på Jagtvej. Det var en lang kolonne. Vi fik ikke talt dem, vi var jo totalt uforberedte på synet. Men der var mange. Og det var jo kun, hvad man havde lånt hos svenskerne.
Ud over det havde omtrent alt, hvad der kunne krybe og gå af ansatte i det danske politikorps selv fra de fjerneste dele af provinsen, været indkaldt til denne krig. Hvordan kan sådanne tilstande accepteres i lande, der kalder sig demokratiske?
Hvordan kan det være, at ledere, som ikke magter at modtage den tillid, der naturligt burde være mellem dem og det folk, som har valgt dem, ikke simpelthen træder tilbage? Det ville da være den naturlige konsekvens . Er det fordi det slet ikke er folket, det handler om for dem?
Og endelig: Skal man acceptere at leve i samfund med så megen mistillid, hvorfor laver man så i det hele taget dette fuldkommen overflødige show?
Selv store pinger kan vel finde ud af at træffe den slags beslutninger hjemme fra deres eget skrivebord, computeren er jo opfundet. Det ville ikke koste en femogtyveøre og ikke kræve dette krigsshow.
Hvor mange fra højrefløjen hørte vi ikke efter Nørrebro brokke sig over de unges ansvarsløshed, fordi skatteborgerne nu blev tvunget til at betale til politiopbuddet med deres skattekroner?
Hører vi det samme denne gang? Næppe. Der er forskel på fisk. På den store Obama og de unge på Nørrebro.