Regeringens hammer rammer de børn, som har fået en vanskelig start i livet. Om det bliver en fremtid med fodlænker, afgøres af den generation af unge, der i disse år kan ses på klassekampens barrikader
af Jørgen Petersen, formand, Kommunistisk Parti
- Vi er Danmarks fremtid, lød det målbevidst fra 30.000 unge, der havde sat hinanden stævne i anledning af Folketingets åbning i tirsdags.
Fra landets større byer lød ungdommens krav om bedre uddannelse og praktikpladser og et stop for flere nedskæringer. Deres budskab til den borgerlige regering var enkelt og klart, serveret med både energi og engagement.
De unge ved, hvor skoen trykker. Overfyldte klasselokaler, mangel på lærere i undervisningen , stigende brugerbetaling og et katastrofalt frafald fra de erhvervsfaglige uddannelser har fået bægeret til at flyde over. Regeringens ungdomspolitik er ved at falde fuldstændigt fra hinanden.
På papiret ser det flot ud, med en erklæret målsætning om at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Men udviklingen går den forkerte vej. Mens den borgerlige regering har haft magten er der blevet færre og færre unge, der får en uddannelse. Ungdomsarbejdsløsheden er eksploderet.
Op til den landsdækkende aktionsdag havde regeringspartiernes ungdomsorganisationer forsøgt at sabotere demonstrationerne.
De afviste at regeringen havde skåret ned og mener i øvrigt, at der ikke er noget at komme efter. Bemærkelsesværdig var det derfor, at der fra mange uddannelsessteder næsten enstemmigt blev truffet beslutning om at aktionere mod den borgerlige regerings politik.
De bredeste skuldre eller...
Pejlemærkerne i Lars Løkke Rasmussens åbningstale, og det lovkatalog regeringen har fremlagt, varsler ilde og vil ikke løse Danmarks problemer. Tværtimod. Den borgerlige regering er en del af problemet.
- De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, lovede Lars Løkke fra Folketingets talerstol. Men han dementerede hurtigt sig selv med klare løfter om, at hverken erhvervslivet eller millionærerne skal beskattes ekstra. Som altid er det almindelige mennesker, der skal betale regningen for kapitalismens kriser.
Asociale nedskæringer på finansloven er gennem alle årene gået hånd i hånd med stramninger af både udlændingeloven og straffeloven. Dansk Folkeparti kræver sig betalt for at levere de afgørende mandater.
Mere pisk mindre gulerod
Den borgerlige regering har et voksende problem med de unge.
I stedet for at forbedre uddannelserne og skaffe de nødvendige praktikpladser vil regeringen fjerne børnechecken til de unge mellem 15 og 18, som er arbejdsløse. Hvordan det skulle åbne døren til arbejdsmarkedet, skal man vist være nyliberal for at fatte.
Parolen er mere pisk - mindre gulerod. Et af de mest markante udspil fra regeringen er at sænke den kriminelle lavalder til 14 år. Det sker på trods af advarsler fra sagkundskaben, herunder fra regeringens egen ungdomskommission.
Som en dyster sky over det danske samfund kommer nu også en lov som vil muliggøre at børn på 12 år udstyres med fodlænker. Nu mangler vi efterhånden blot at genindføre tugthuset og pryglestraffen. Der er tilsyneladende ingen grænser mere.
Regeringen har velvilligt forsynet Dansk Folkeparti med nyt foder til svinehunden. Danmark forandres så hurtigt, at kun de færreste kan følge med. Men en gang i mellem falder skællene fra øjnene, som da politiet stormede Brorsonskirken. Det er på tide at sige fra, som de 30.000 unge så flot gjorde det i tirsdags.
Regeringen viser handlekraft og potens - ikke overfor A.P.Møller, der udleder lige så meget CO2 som hele Danmarks befolkning. Ikke overfor massefyringer, virksomhedslukninger og udflytning af danske arbejdspladser til udlandet. Det er jo markedet. Markedet er gud og derfor hævet over straf.
I stedet falder hammeren ned over børn og unge, som uforskyldt har fået en vanskelig start på livet. De er Danmarks fremtid.
Om det bliver en fremtid med eller uden fodlænker, vil i høj grad blive afgjort af den generation af unge, der i disse år kan ses på klassekampens barrikader.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278