02 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Drenge med sex og sprut

Drenge med sex og sprut

Torsdag, 15. oktober, 2009, 00:00:00

Sammenligner man den foreliggende novellesamling med, hvad Jesper Wung-Sung tidligere har skrevet, vil jeg sige: han har tidligere gjort det bedre

af Eigil Nielsen
Jesper Wung-Sung - det fremmede efternavn skyldes, at hans oldefar var kineser - har allerede fået udgivet flere bøger. I år udkommer så novellesamlingen 'Trælår'.
De beskrevne personer er store børn eller unge, alle fra et miljø, hvor sex og sprut er højt prioriteret. Derefter også lidt småkriminalitet og vold.
Citatet: 'Jeg er kæreste med Carina. Vi har aldrig snakket sammen', er meget beskrivende for forholdet mellem de to køn.
Og holdningen til vold kan fremgå af dette citat: 'Vi møder Palle (!) Palle er for tung at slæbe på. Vi lader ham falde til jorden. Vi hopper på ham. Vi hopper i hver sin ende. Philip har knæene oppe ved brystet hver gang (!) (vi) tramper Palle til pindebrænde'. - Hvorefter de to store drenge går videre til en fest.
Måske er novellerne meget beskrivende for et miljø, jeg ikke kender. Der er også flere udtryk i novellerne, jeg ikke kender. Men Jesper Wung-Sung mener antagelig, at det for os læsere må være spændende at lære dette miljø at kende. Han kan selv virke fascineret af det. Dog sommer tider løber fantasien af med ham, så han leverer helt usandsynlige beretninger, som da han lader en flok drenge få en udviklingshæmmet pige til at spise pennalhus, blyantspidser med mere.
I et par noveller fatter jeg ikke pointen.
Sammenligner man den foreliggende novellesamling med, hvad Jesper Wung-Sung tidligere har skrevet, vil jeg sige: han har tidligere gjort det bedre!
For blot at nævne to af hans romaner, 'Kender du ikke akkusativ' og 'Lidt berømt, meget berygtet' er læseværdige.
Hans første novellesamling 'To ryk og en aflevering' fik megen ros og er filmatiseret. Dvd`en kan lånes på biblioteket.
Generelt må man ikke forvente, at nogen af personerne i romanerne og novellerne beskæftiger sig ret meget med, hvad der bevæger sig ud over det helt jordnære. Men det er Jesper Wung-Sung til gengæld virkelig dygtig til at beskrive.

Jesper Wung-Sung: Trælår. 200 sider. 249 kr. Samleren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur