Den berygtede italienske renæssance-filosof Machiavelli anses ofte for at være den, der har grundlagt moderne totalitær statsfilosofi. Det gjorde han i sin bog ¤¤Fyrsten¤¤, der var en håndbog i, hvordan en fyrste bedst opnåede det stærkest mulige styre

af Kjeld Stenum
Man kan diskutere, om Machiavelli måske havde andre motiver til at ønske at hjælpe sin tids fyrster med at befæste deres magt end rent røvslikkeri. Det havde han nok. Det var nok opbyggelsen af den stærke, stabile statsmagt, der kunne sikre handelen, og ikke en vilkårlig magtbegærlig persons vej til oprettelse af despotiet, der egentlig interesserede ham.
Det ændrer ikke ved, at hans opskrifter på opbyggelsen af magtcentrene i samfundet var guf for statsoverhoveder, der interesserede sig mere for magt end for stabilitet. Og det ændrer heller ikke ved, at en stærk statsmagt ikke nødvendigvis er det samme som et livskraftigt samfund, eller ved, at det at opbygge statens magt omkring en suveræn og totalitær ledelse næppe er vejen til hverken den stærkeste eller den mest stabile statsmagt.
Alligevel har en del af Machiavellis forestillinger overlevet, en del af dem ligefrem til den dag i dag. Efter Machiavellis opfattelse var fyrsterne, statslederne, ikke underlagt samme moralske standarder som borgerne, undersåtterne.
Lidt retsvilkårlighed og grusomhed kunne være et velegnet middel til at holde det fornødne mål af frygt og respekt for styret i live i en befolkning. Og fyrsten havde lov til både at fortie ting og også direkte vildføre borgerne, hvis det tjente magtens interesser. For fyrstens personlige magt var statens magt, og statens magt var samfundets styrke.
Fyrsten kunne med andre ord handle despotisk og moralsk velbegrundet på én gang. Sådan tænker de færreste af os i dag. De fleste af os opfatter nok et samfunds styrke som noget, der skal måles med en lidt anden målestok end statens magt. Et samfunds styrke har mere at gøre med graden af tillid borgerne imellem, og med det, som skaber tilliden: omsorgen for hinandens velfærd, graden af faktisk lighed i samfundet. Og så har det også lidt at gøre med stabile, ikke-truende omgivelser, altså fredelige nabo-samfund.
Et stærkt samfund behøver ingen stærk statsmagt, tværtimod anser mange af os stærke statsmagter som tegn på samfundsmæssig svaghed. De fleste af os vil vel også mene, at den stærke statsmagt ikke retfærdiggør sig selv. Det at opbygge stærke statsmagter er noget, som skal retfærdiggøres, og en stærk statsmagt kan kun retfærdiggøres af netop samfundsmæssig svaghed.
Vi forholder os kritisk til vores statsmagter, og dermed også til dem, der udøver staternes magt, for vi tager det ikke for en given ting, at styrkelse af statens magt også styrker samfundet.
Vi forlanger af vore stater, at de er retsstater, for retsvilkårlighed er tillidsnedbrydende og derfor samfundsopløsende. Og vi forlanger af dem, der udøver statens magt, at de er til at stole på, lige så vel som vi forlanger det af vore medborgere.
Ja, vel også lidt mere, for vi opfatter det som, at vi har betroet dem en magt. Og svigter de vores tillid til, at de evner at forvalte denne betroelse, gør de ikke bare sig selv, men også os, som har betroet dem magt, til løgnere. Og det tager samfundet langt mere skade af, end hvis bare en enkeltperson lyver på egne vegne.
At udøvere af statslig magt på nogen måde skulle have ret til direkte at vildføre os, som vælger dem, vil de fleste af os nok bestride på det allerkraftigste. Selv om det er en del af for eksempel nazistisk ideologi, at folkets ledere har ret til både at tie, lyve og vildføre, tvivler jeg meget på, at Hitler kunne have vundet den opslutning i den tyske befolkning, som han jo rent faktisk fik, hvis tyskerne fra starten havde gjort sig klart, at han mente, han havde ret til den slags.
Eller sagt på en mere direkte måde: At de ikke kunne stole på ham over en dørtærskel.
Sådan tænker vi. Men sådan er der den dag i dag en del af dem, der sidder som udøvere af statslig magt, der ikke tænker. Fortielser anses af en del politikere som et legitimt middel ikke bare til at holde private ting private, men også til at skabe bestemte billeder af begivenhedsforløb i medierne, som er mere i overensstemmelse med deres umiddelbare politiske interesser end med sandheden.
Evnen til at feje ting ind under gulvtæppet, uden at nogen opdager det, anses af mange politikere både før og efter Schlüter for at være en legitim del af godt politisk håndværk. Med terrorlovene i kølvandet på 2001 blev retsvilkårlighed for første gang siden nazisterne ophøjet til et moralsk forsvarligt middel til bekæmpelse af statens fjender.
Med Bush og den falsk begrundede Irak-invasion blev ligefrem løgn og demagogi for første gang siden nazisterne ophøjet til moralsk legitime politiske dyder, både i USA og blandt dets allierede: Det var o.k., at man havde løjet om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, blot det tjente det formål at fjerne ham.
Så tilbagestående opfattelser har vore ledere i løbet af blot det seneste par årtier ført ind i vores samfund. Kan det på den baggrund komme bag på os, at der i toppen af den danske statsmagts militære ledelse sidder folk, der selv fabrikerer falske beviser for, at det ville være moralsk velbegrundet, om de havde ret til at udøve censur på det danske bogmarked?
Nej. Det er kun en logisk sløjfe på de seneste par årtiers udvikling. Men det er en handlemåde, der er det yderste højre værdig. Vi er helt tilbage ved gamle Machiavelli.