Det mærkelige er, at næsten ingen medier skriver om, hvad der sker med pressefriheden og ytringsfriheden i Honduras. Og det står i skærende kontrast til, hvordan Venezuela blev behandlet i danske medier hen over sommeren

af Birthe Sørensen, redaktør, Arbejderen
I tirsdags kunne man på forsiden af denne avis læse om den honduranske kupregering, som i fredags vedtog den såkaldte 'lov 124', som betyder, at pressefriheden igen bliver indskrænket.
Med lov 124 kan Micheletti-regeringen lukke for radio- og tv-stationer, der efter dens mening opfordrer til 'socialt anarki eller nationalt had'.
Som man også kan læse i Arbejderen er det ikke første gang, kupmagerne angriber pressefriheden. Tidligere har de nemlig indført et dekret, der sætter grundloven ud af spil, herunder også retten til pressefrihed.
Det systematiske angreb på pressefriheden siger meget om kupregeringens karakter, og som sådan er det jo en interessant historie, når man skal tegne et billede af, hvad der sker i det mellemamerikanske land.

Larmende tavshed
Det mærkelige er bare, at næsten ingen andre medier skriver om, hvad der sker med pressefriheden og ytringsfriheden i Honduras. I Danmark er vi jo ellers meget optaget af menneskerettighederne ude omkring i verden, så hvorfor ikke i Honduras?
Heller ikke Journalistens daglige nyhedsbrev, som udsendes af Dansk Journalistforbund, og tit har historier om, hvordan det står til med pressefriheden i andre lande, har skrevet et ord om Honduras.
Nu læser jeg jo ikke systematisk alle aviser og nyhedsportaler hver dag, så måske tager jeg fejl. Men når jeg prøver at tjekke min fornemmelse ved at gennemføre forskellige søgninger på internettet, kommer der ikke meget frem.
En af de aviser, som er klar i mælet, er dog Information. Under overskriften 'Jagt på journalister i Honduras' skriver avisen den 1. oktober: 'Ytringsfriheden er ikke bare under pres i Honduras - den er ophævet. Med alle midler kontrolleres, domineres og undertrykkes den offentlige meningsdannelse i det kuppede mellemamerikanske land'.

Det handler om Sendetilladelse
Den mærkelige tavshed i forhold til pressefriheden i Honduras står i skærende kontrast til, hvordan et andet land på samme kontinent, Venezuela, blev behandlet i danske medier hen over sommeren - også i Information. Og for den sags skyld også af Journalistens nyhedsbrev.
Historien om, at Venezuelas myndigheder ville lukke 34 medier kørte rundt i alle medier. Og altid med den vinkel, at det var et angreb på pressefriheden for at lukke munden på kritikere af præsident Hugo Chavez.
Sandheden var imidlertid, at der ikke var tale om en lukning, men om at 32 private radiostationer og to regionale tv-stationer fik inddrage deres tilladelse til at sende på det offentlige statsejede net.
I stedet blev de 34 medier henvist til at bruge de samme kanaler, som mange andre private medier gør brug af, nemlig parabol-, kabel-, og internet-tv og radio.
- Staten overtager ganske enkelt tilladelser, som har været benyttet illegalt i over 30 år. Det er en retfærdig handling, som har at gøre med at overføre magt til folket, sagde Diosdado Cabello, Venezuelas bolig- og infrastrukturminister, i den forbindelse.
Ved en gennemgang af alle stationers sendetilladelser i Venezuela havde det nemlig vist sig, at de 34 medier ikke længere havde en sendetilladelse - det havde de faktisk ikke haft i 30 år.

Ytringsfrihed er ikke klasseløs
Samtidig gjorde infrastrukturministeren opmærksom på, at kun 27 familier har kontrol over 32 procent af radio- og tv-frekvenserne i Venezuela. Og det ønsker regeringen at ændre ved at indføre et loft på ejerskab af tv- og radiostationer, så én person højest kan eje tre kanaler. Desuden vil regeringen udbyde frekvenser til små lokale folkelige stationer.
Så hvis man ser på situationen i Venezuela er der, set fra folkets side, tale om, at de får større adgang til at bruge medierne. I virkeligheden får ytringsfriheden bedre vilkår.
Og sådan er det jo med ytringsfrihed. Den er ikke klasseløs, men er snævert forbundet med penge og magt - også i Danmark.
Derfor kan vi også gang på gang opleve, at der er nyheder i verden - eller i Honduras eller i Danmark - som ikke når ind i de danske medier. Eller nyheder, som fordrejes.
Og det er næppe en tilfældighed, når man gang på gang kan konstatere, at når ting bliver kontroversielle, vælger de fleste danske medier stort set samme holdning, som den danske regering, som vælger stort set samme holdning som USA.