Sylvia Pio må have haft noget specielt i sig, for hun kom altid tæt på magtens mænd og til tops i de foretagender, politiske eller kulturelle, hun beskæftigede sig med

af Bjarne Nielsen
De fleste danske revolutionære kender grundlæggeren af det danske socialdemokrati, Louis Pio, mens færre - om nogen - kender til hans datter Sylvia. Sådan behøver det ikke være længere, efter at der er kommet en biografi om hende.
Den 80-årige historiker, Kristian Hvidt, fik via sit kendskab til Edvard Brandes` breve fra Sylvia Pio interesse for hende. Og godt for det. Hun er absolut et bekendtskab værd.
Hun levede et ualmindeligt farverigt og anderledes liv end de fleste andre kvinder, fra sin fødsel i 1876 og til sin død i 1932.
Hendes far Louis Pio (1841-1894) blev af den danske statsmagt presset til at udvandre til Amerika i 1877, da de frygtede socialisme, der ville 'true eller detronisere kongen, kuldkaste forfatningen og rigsdagen og omforme samfundet', som anklageskriftet lød.
Pio havde gældsat sig for at kunne udgive Social-Demokraten. Truet af fallit tog han mod en bestikkelse på 10.000 kr. som Københavns politidirektør havde indsamlet blandt byens kapitalister. Modydelsen var,at han skulle emigrere til USA.
Samleversken Augusta og den fire måneder gamle Sylvia fulgte med. Her stødte de til en anden dansk socialist, Poul Geleff. Efter diverse skærmydsler om bestikkelsespengenes fordeling, blandt andet til et socialistisk landbrugskollektiv i Kansas, rejste Pio og familien til Chicago.
Her voksede Sylvia op og blev opdraget til at stole på sig selv og sine evner.

Fra adelsliv til Stauning
Som 27-årig får Sylvia tyfus og møder under rekreationsopholdet i Miami den seks år yngre lensgreve Knuth.
De forelsker sig og flytter tilbage til Danmark, hvor hun bliver adelsfrue på Lolland. Noget der gav problemer, da hun var opdraget som socialist. Efter to børn krakelerer ægteskabet, da adelsmanden havde pædofile tilbøjeligheder over for børnene på egnen. Titlen sikrede ham naturligvis mod straf.
Senere bliver Sylvia Pio gift med skuespilleren Johannes Poulsen, hvilket bringer hende fra adelslivet på Knuthenborg på Lolland til det mere excentriske kulturliv i hovedstaden. Også dette ægteskab brast.
Herefter fik hun et så tæt forhold til den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning, at hun kunne være blevet hans hustru, om hun havde villet det. Stauning hjalp Sylvia med at få æresoprejsning til hendes far i forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921. Pios aske kom i en urne fra USA og blev nedfældet i en obelisk på Vestre Kirkegård, og både Sylvia og Stauning talte.
Efter Påskekrisen og statskuppet i 1920 blev hun mere og mere radikaliseret og i 1922-23 rejste hun til Moskva i Sovjetunionen, inviteret af bolsjevikkernes viceudenrigskommisær, senere udenrigsminister under Stalin, Maxim Livitnov, som hun kendte fra Københavns selskabsliv. Hun skrev en række begejstrede artikler om Sovjetunionen til Politiken.
Hun blev dog aldrig kommunist, for hende var Lenin 'en romantisk fakkelbærer for en ny menneskeorden' og kommunismen en romantisk affære.

Nazistisk søn
Efter lensgrevens død går parrets 19-årige søn Frederik i krise og konverterer til katolicismen. I et forsøg på at få ham på rette spor kommer han med på Sylvias næste rejse til Sovjet. Her forelsker han sig i arkivaren i Det Militær-revolutionære Råd, Irina, der var ledet af Leon Trotskij.
Det giver igen problemer og senere angiver Sylvia Irina til det hemmelige politi som 'en fjende af folket', for at redde sit og sønnens skind. Sylvia og Frederik måtte senere hjælpes ud af Sovjet af hendes kontakter.
Senere viste det sig, at Frederik havde arvet faderens pædofile tilbøjeligheder, samtidig med han sympatiserede mod nazismen i 30`erne.
Sylvia uddannede sig i socialistisk økonomi og engagerede sig atter i Socialdemokratiet, hvor hun udrettede et stort arbejde med at organisere kvinderne, indtil hun i blev ramt af en hjerneblødning og døde i 1932.
Hun blev begravet mellem lensgreven og Stauning, de to yderpunkter i hendes liv. Hendes gravsten blev betalt af de kvindekomiteer, hun havde taget initiativet til.
Hun må have haft noget specielt i sig, for hun kom altid tæt på magtens mænd og til tops i de foretagender, politiske eller kulturelle, hun beskæftigede sig med. Bogens forfatter, tidligere bibliotekar og historisk konsulent for Folketinget, Kristian Hvidt, mener det skyldtes en blanding af skønhed, charme, intelligens, sprogegenskaber og evnen til at begå sig hos alle klasser og lag.
Bogen er veloplagt, velskrevet og utrolig spændende ligesom illustrationerne løfter teksterne.

Kristian Hvidt: Sylvia Pio. En adelig socialist. 215 sider, ill., 249 kr. Gyldendal.