Den næste antikommunistiske kampagne kom i 1948. Fra rygtefabrikken på Christiansborg lød det: ¤¤Kommunisterne forbereder kup¤¤. ¤¤Russerne kommer!¤¤

af Anton Nielsen
Hvis nogen dengang - efter Hitler-Tysklands totale nederlag i 1945 - skulle være så naive at tro, at agenter, politiske medløbere og landsforrædere i Danmark ville holde lav profil, så tog de grusomt fejl. Deres hjemlige politiske bagland var fortsat intakt og målet det samme. De politiske vinde vendte hurtigt, alt var igen `normalt`.
De nye udenlandske bagmænd adskilte sig kun væsentligt fra de gamle ved sproget. Også for dem var fjenden den samme - Sovjetunionen og de kommunistiske partier. Der var intet nyt under solen, som et kort referat fra Folketinget fra 1947 tydeligt viser.
Den 25. februar 1947 meddelte Folketingets formand, at:
'Medlemmer af Folketinget, Robert Mikkelsen, Martin Nielsen, Ragnhild Andersen, Alfred Jensen, Aksel Larsen, Lynnerup Nielsen, og Svend Nielsen har meddelt mig, at de ønsker her i Tinget at stille følgende Forespørgsel til Justitsministeren (A. L. H. Elmquist (V))':
'Fører eller bruger Politiet stadig, uden at Mistanke om Forbrydelse foreligger, Kartotek over ustraffede danske Borgeres lovlige politiske Virksomhed, foretages der til Oplysning om sådan Virksomhed Telefonaflytninger, fremskaffelse af Oplysninger gennem betalte `Meddelere` eller ved en for Adressaten skjult Kontrol med Post- og Telegramforsendelser, og anser Justitsministeren sådanne Forhold for lovlige og i Overensstemmelse med Grundsætningerne for dansk Retspleje?'

Kun historisk interesse
Ordføreren for spørgerne, advokat Robert Mikkelsen sagde:
'I begyndelsen af Februar i år (1947) henledte Land og Folk Opmærksomheden på det politiske Politis hemmelige Kartoteker.
Ekstrabladet henvendte sig i den Anledning til de faktiske Leder af Opdagelsespolitiet i København, Politikommissær Glud, og spurgte, om sådanne Kartoteker virkelig havde eksisteret og fortsat eksisterede. Hr. Glud svarede - jeg beder om Formandens Tilladelse til at citere:'
'- Jeg kan kun sige, at vi ikke har et sådant Kartotek mere. Da vi kom her efter Kapitulationen, var alt jo borte - her var støvsuget.
- Men Deres Afdeling oprettede i sin Tid et Kartotek over Kommunister?
- Nogen egentlig Registratur har der aldrig været Tale om. I Thune Jacobsens Tid førte vi et vist Tilsyn med de Partier, der havde Omstyrtning af det bestaaende på deres Program, og de Sager, der verserede, blev registreret - det var det hele.
- Et sådant Registratur eller Kartotek kunde i Dag kun have historisk Interesse?
- Det havde allerede før Kapitulationen kun historisk Interesse.'

Besættelsestidens historie skulle ændres
Man havde allerede da fantastisk travlt med at sløre den nære fortid - at ændre besættelsestidens historie. I takt med at nazisterne blev lukket ud af fængslerne, aktiveredes den antikommunistiske hetz. Men der var fortsat enkelte, der stadig kunne huske det sande historie.
Således erklærede det ærede Medlem Hr. Martin Nielsen dagen efter i Land og Folk, 'at Hr. Glud Oplysninger ikke var i Overensstemmelse med Sandheden'.
Og Ekstrabladet spurgte igen, og Hr. Glud gentog det, han tidligere havde sagt og tilføjede derudover blandt andet:
'... at, vi kun har samlet forskelligt Materiale, efterhånden som det kom offentligt frem, akkurat paa samme Maade som man f.eks. på Dagbladene fører et Kartotek over de vigtigste Begivenheder'.
Kommunisternes talsmand den dag i Folketinget, Robert Mikkelsen, gik til angreb - sandheden kom for en dag:
'Nu er vi en Del, som vidste, at et sådant Kartotek havde eksisteret, det var i høj Grad et egentligt Registratur, et meget udførligt og meget omfattende Kartotek, som rummede mellem 60.000 - 100.000 Kort over Personer, hvis politiske indstilling det politiske Politi har interesseret sig for. Et sådant Omfang havde dette Kartotek før Krigen, og når jeg bemærker, at Danmarks Kommunistiske Parti dengang havde hen ved 6000 Medlemmer, og at Partiet ved sidste Valg før Besættelsen fik op mod 40.000 Stemmer, vil man alene heraf kunne se, at det så langt fra er således, at det blot eller hovedsagelig var Kommunister, hvis Navne stod i Kartoteket.
D.N.S.A.P`s (nazisterne, A.N.)Tilslutning var dengang heller ikke så stor, og Interessen for Partiets Medlemskab var i øvrigt heller ikke hos Politiet så faretruende, at dette Partis Medlemmer eller Tilhængere fyldte stort op'

Kartoteket eksisterer stadig
'Kartoteket indeholdt Hundreder og Tusinder af Navne på Mennesker, som havde eller havde haft Tillidsposter i Fagbevægelsen, som var eller havde været Abonnenter paa et eller andet Blad, som havde givet et Bidrag til politisk prægede Indsamlinger og skrevet under på Opraab og Erklæringer af politisk Indhold, i alt, som jeg har sagt mellem 60.000 og 100.000 Kort.
Dette vidste vi, og vi vidste ogsaa, at Politikommissær Glud personligt kendte dette Kartotek udmærket, fordi han selv havde været ansat netop i den Afdeling, hvor Kartoteket førtes. Vi vidste altså, at Hr. Glud talte Usandhed, at han bevidst talte Usandhed, naar han sagde, at et egentlig Registratur ikke havde været ført.
Endnu en Ting: Vi vidste, at dette kartotek stort set eksisterer den dag i dag, at der ikke var støvsuget, da Hr. Glud vendte tilbage, men Kartoteker og Akter bortset fra en ringe Del, som under Besættelsen blev fjernet, stadig fandtes. Vi vidste at dette Materiale var i Brug også efter Besættelsen og bruges den Dag i Dag, og vi vidste ogsaa, hvor dette Materiale - i hvert fald indtil for et par Måneder siden - fandtes. Souschefen for Københavns Opdagelsespoliti vide dette ogsaa, og det er altsaa anden Gang i den korte Erklæring, at denne høje Politiembedsmand gribes i Usandhed, bevidst Usandhed.'

Først Under besættelsen kom kartotekerne i brug
Debatten udviklede sig til en ren maratondebat, som tog hele dagen og aftenen med, og den kan naturligvis kun inden for denne artikels rammer refereres i små brudstykker.
Men et enkelt afsnit af den omfattende debat skal dog bringes, fordi det berører PET-kommissionens beretning fra 2009, hvori Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, endnu engang forsøges hængt ud som agenter for en fremmed magt - en femte-kolonne i det danske samfund 'knyttet til Danmarks hovedmodstander: Sovjetunionen.' (PET-Kommissionens beretning bind seks - DKP 1945 -1989.)
...
Robert Mikkelsen: 'Sandheden er efter min Opfattelse den, at det Sikkerhedspoliti (En af PET`s forgænger A.N.) , som med en begejstret Hyldest til sit udenlandske Forbillede kalder sig ved det forkortede Navn Sipo, har gjort overmaade lidt til Varetagelse af de Opgaver, som efter Loven er henlagt til dets Område.
For det første har dette Politi lagt et overmaadeligt Arbejde i Indsamling af aldeles overflødige, politimæssigt unyttige Oplysninger.
Det er jo en Kendsgerning, at Politiet naturligvis aldrig har kunnet rejse så meget som Sigtelse mod noget Medlem af det kommunistiske Parti for højforræderisk Virksomhed eller Forsøg på saadan Virksomhed. Der er aldrig rejst så meget som Sigtelse mod Partiet for strafbare Forbindelser med fremmed Magt. Der har både inden for og uden for Politiet været Folk, som gerne saa saadanne Resultater, men hvor intet er, kan intet hentes. Hele det kolossale arbejde var politimæssigt uden nogen som helst Værdi. Først da Fjenden havde besat vort Land, kom Kartotekerne i brug - jeg har sagt det før, og jeg gentager, at jeg ikke tror, at denne Anvendelse af Kartotekerne har været forudset'.
...
'Vi har vel alle undret os over, at den højforræderiske Virksomhed, som faktisk før Krigen foregik her i Landet, den velorganiserede Spionage, 5-Kolonne Nettet som aldrig blev afsløret, skønt det saa vist ikke var vanskeligt at spore. Kun en enkelt Spionsag naaede lige før Krigen frem til Paadømmelse.
Kun ganske få fik man ram på, selve Spionageapparatet forblev intakt, det fungerede trods alt perfekt - saavel hos det politiske Politi og som Sikkerhedspolitiet - indtil den Dag, det skulle staa sin Prøve. Den dag Fjenden havde brug for det, den 9. april. ! først hen under Besættelsen begyndte en Undersøgelse mod Nazisterne, men da var Tiden forpasset, da var Forholdene ugunstige, og Resultaterne måtte blive derefter.
Se det er Sandheden, Sandheden, som den må være. Vi er ikke mere her på Kanten, på Grænsen til Sumpen, som et Medlem af Tinget udtalte i 1938, vi er kommet i Sumpen. Det er en uanstændig Ting i et demokratisk Samfund, og et sådant Politi må uvægerligt ogsaa blive et daarligt Politi politimæssigt, et Politi, som er ude af Stand til at varetage de Opgaver, Loven paalægger det.'

Påsken 1948 - Russerne kommer
Den næste antikommunistiske kampagne kom i 1948. Påskuddet til hetzkampagnen var valgresultatet i Tjekkoslovakiet i februar 1948. 'Kuppet i Prag' kaldte den borgerlige/socialdemokratiske presse det. Det førte blandt andet til, at Danmark og Skandinavien i marts 1948 blev koblet på det antikommunistiske korstog.
USA's præsident Harry Truman holdt den 3.december 1947 en tale, hvor han svang sig op til nye højder i en afsindig hetztale mod Sovjetunionen:
'USA ville gribe ind', meddelte Truman, '! hvis Skandinavien trues udefra af Sovjetunionen eller indefra af kommunisterne'.
Han lovede Danmark militære garantier, så vi ville være i stand til at modstå det forventede russiske angreb.
Det var optakten til påsken 1948. Mindre end tre år efter befrielsen søgte man nu - anført af den socialdemokratiske statsminister, Hans Hedtoft, at oppiske en stemning af kollektiv frygt og panik. Fra rygtefabrikken på Christiansborg lød 'his masters voice' danske stemme: 'Kommunisterne forbereder kup'. 'Russerne kommer!'
Næste skridt var inddragelse af påskeorloven for befalingsmandseleverne og indkaldelse af udenrigspolitisk nævn. Der iværksattes en strøm af rygter om en 'ny 9. april' af netop de kredse, der havde samarbejdet med tyskerne.
Dagen derpå - den 24. marts - opfordrede justitsminister Busch-Jensen i radioen lytterne til - 'ved dag og ved nat', som det hed - at anmelde alle iagttagelser af illegale handlinger - alle. Som for eksempel våbentransporter eller andet, som kunne være til skade for landets sikkerhed.

Rygter om kommunistisk kupforsøg
I de følgende dage spredtes rygter om et kommunistisk kupforsøg og om sovjetisk flådekoncentration ved Danmark. Soldaterne fik udleveret skarpe skud. Politiet blev sat i beredskab, og der anbragtes maskingeværer på Politigårdens tag. Nogle steder opsattes pigtrådsspærringer, og der blev gravet skyttegrave.
Også forsvarschefen lod sin stemme høre i radioen.
'Er der ingen telefon i nærheden, så tag en cykel eller en hest, eller løb så stærkt du kan. Det er vigtigt for landet og vor frihed, at alle observationer kommer hurtigt frem'.
Ledende kommunister blev sat under døgnobservation. Man foretog husransagelser under påskud af at lede efter våben, dog naturligvis uden at finde nogen. Meget tydede på, at man - hvis man virkelig ønskede at finde våben - skulle have søgt mellem sine egne forbundsfæller, som på et tidspunkt smed en håndgranat ind i Land og Folks boghandel i Bredgade.
Dagen efter påske krævede DKP en forklaring:
'Nu er påsken forbi. Russerne gjorde ikke landgang på Lolland. Kommunisterne stormede ikke Politigården i København. Må vi så bede om en forklaring på - eller undskyldning for - dens (regeringens) rygtesmederi og panikforanstaltninger. Hvad var årsagen - og hvad var hensigten? Befolkningen måtte dog have krav på oplysning herom'.
Det fik den nu ikke sådan lige umiddelbart.

Indlemmelsen i Atlantpagten 1949
Statsministeren forsøgte nu - efter at jordbunden, som beskrevet ovenfor, var gødet godt og grundigt med antikommunisme - at bagatellisere hele affæren over for Folketinget. Man forsøgte at sløre den egentlige dagsorden - den virkelige årsag til hele panikken.
Den kom først officielt for en dag den 24. marts 1949, da udenrigsminister Gustav Rasmussen i Folketinget skulle overbevise tingets medlemmer om det absolut nødvendige i, at Danmark hurtigst muligt blev indlemmet i Atlantpagten.
Da trak han igen, de af AIC (Arbejdernes Informationscentral) fabrikerede påstande om faren 'for kommunistisk kup og sovjetisk invasion af Danmark' frem, som det 'afgørende argument' for vores indtræden i den vestlige krigspagt. Vi skulle ind under USA's atomparaply - og det kom vi!
Ved afstemningen stemte 119 for vor indlemmelse, mens 23 stemte imod - kommunister, radikale og enkelte retsstatsfolk.
Uden for Christiansborg demonstrerede 75.000 mennesker imod Danmarks deltagelse i Atlantpagten. Det danske folk var som sædvanlig ikke blevet spurgt. En fremgangsmåde der senere er blevet brugt mange gange, hver gang til skade for befolkningen og Danmarks omdømme ude i verden.
Den 4. april 1949 underskrev udenrigsminister Gustav Rasmussen og ambassadør Henrik Kaufmann Atlantpagten i Washington.

Sig mig hvem dine venner er!
Det fremgår af PET-kommissionens beretning,(2009) at:
'Det danske politi forud for den tyske besættelse i 1940 tilsyneladende plejede tætte kontakter til Gestapo, med hvem man allerede i 30-erne udvekslede oplysninger om kommunister'.
Rapporten afslører ligeledes, at såvel politiets som militærets efterretningstjenester kappedes om at benytte gamle nazister. Det må siges at være en gammel nyhed.
Men det fremgår yderligere - hvad sikker vil være nyt for mange - at dette frugtbare samarbejde ikke sluttede med nazi-Tysklands nederlag, men at:
'Dansk politi i 1947 havde kontakt til personer, som tidligere havde arbejdet for Hitlers efterretningstjeneste, der havde forfulgt kommunisterne.' I den sammenhæng ansatte man en gammel Gestapomand 'med speciale i kommunistbekæmpelse'.
Ræsonnementet syntes tydeligvis at være, at til specialarbejde, benytter man selvfølgelig specialister. Og i den sammenhæng er ingen bedre end `die alte kammeraden`.

Aflytning og overvågning
Nogle af dem, som blev aflyttet og overvåget i denne periode, var DKP`s daværende næstformand Alfred Jensen og Ragnhild Andersen.
Begge var medlemmer af Folketinget - han tidligere trafikminister i befrielsesregeringen og medlem af Frihedsrådet, hun en af de kommunister, som blev arresteret af dansk politi 22. juni 1941 og senere - den 2. oktober 1943 - udleveret af den danske regering til nazisterne, og deporteret til udryddelseslejren Stutthof nær Danzig - i dag Gdansk.
Aflytningen af deres lejlighed stod på i otte år. Prominente folk fra AIC og Firmaet tjente - i et snævert samarbejde med PET og CIA - deres politiske spore ved at ligge med øret ved Ragnhilds og Alfreds sovekammer. Ledende socialdemokrater - blandt andet senere udenrigsminister, Kjeld Olesen og senere overborgmester i København, Urban Hansen og senere kulturminister Niels Mathiesen - havde slået lyttelapperne ud i et uskønt samarbejde med folk som Firmaets chef, Arne Sejr.
I PET-kommissionens beretning - den af 2009 - står der, at man godt nok havde planer om aflytning af DKP`s hovedkvarter i Dr. Tværgade nr. 3, men at man opgav dem. Det er løgn ifølge den gamle PET-spion, Ib Stein Norgård, som i 2003 udgav sin bog 'Spionjæger i Danmark', og i den pralende øste af sine erfaringer som muldvarp i antikommunismens tjeneste.
'Aflytningen blev etableret men ikke åbnet ! og jeg er næsten sikker på, at aflytningen aldrig kom i gang, men jeg har ikke nogen erindring, at den blev fjernet, men det blev den sikkert'.
Aflytningen blev etableret ved at man fra en lejlighed i naboejendommen i nr. 5, hvis gavl stod klods op af nr. 3, borede sig ind i konferenceværelset på anden sal, hvor partiets ledelse afholdt sine møder. I lejligheden i nr. 5, som blev stillet til rådighed for PET`s snushaner, boede familien Mogens Camre/Vita Andersen.