Angreb på civil-befolkningen er den logiske konsekvens af den liberalistiske opfattelse af mennesker som ressourcer, der skal erhverves så billigt som muligt

af Erwin Neutzsky-Wulff
At Israel i strid med Genevekonventionens bestemmelser foranstalter angreb på den civile befolkning i Gaza, kan der næppe sættes spørgsmålstegn ved. Ikke desto mindre er Goldstone-rapporten generelt blevet modtaget med et skuldertræk i medierne. Dette skyldes ikke blot en generel forudindtagethed, men at vi ser enden på en historisk udvikling inden for krigsførelsen.
I feudalsamfundet var den en krigeradels ansvar, hvilket gav bonden en vis grad af beskyttelse, også selv om der måske ikke var så meget tale om en militær overklasses ansvarsbevidsthed som erkendelsen af, at den jord, som repræsenterede den eneste egentlige værdi, var værdiløs uden nogen til at dyrke den. I denne forstand er Hundredårskrigen den første moderne krig.
Når vi læser om Jeanne d`Arc, får vi let det indtryk, at det var Frankrigs kamp mod engelske indtrængere, og det er da også ved denne tid, at man kan begynde at tale om nationalstater i moderne forstand. Ikke desto mindre begyndte krigen som en strid om len på tværs af landegrænser - de invaderende 'englændere' talte fransk.
Nationalismen er således borgerskabets opfindelse. Som navnet siger, var Hundredårskrigen ikke blot endnu en galant skærmydsel mellem feudalherrer.
Som den trak ud, udviklede man masseødelæggelsesvåben som langbuen for at få overtaget. Derved mistede det tunge kavaleri, som kun adelen kunne stille på benene, sin betydning, og et slag blev i stedet et sammenstød af menneskemasser.
Det kostede penge, hvad enten det var de tvangsudskrevne bønder, der skulle affodres - en hær marcherer på sin mave, som Napoleon sagde - eller man valgte at støtte sig til deciderede lejetropper, og dermed kom kongerne i lommen på pengeudlånere, der ønskede at drive staten som en forretning. Først efter Opdagelserne veg den merkantilistiske tankegang for en mere 'international', da man fandt ud af, at de udpinte kolonier kunne levere billig arbejdskraft og aftage ens bras.
Og fra 'værnepligt' var skridtet naturligvis ikke langt til at angribe civilbefolkningen direkte - den frygtede chevauchée. Som vi ved fra skolebøgerne, blev adelens magt først endelig knækket ved den Franske Revolution, men da var sværdadelen takket være statsmænd som Richelieu allerede blevet til en uskadelig hofadel fortyndet med en borgerlig embedsadel.
Og de nye herrer var ikke sarte. Napoleon vandt sit ry ved at affyre kardæsker - den tids Flechette - ind i den parisiske folkemængde, og udbyggede det yderligere ved at foranstalte slag, der var regulære slagtehuse.
Ved Borodino omkom op mod 100.000 mennesker. I Første Verdenskrig var dette naturligvis blevet den foretrukne form for krigsførelse, og da det trak op til en Anden, advarede USA verden om, at man anså bombning af civile mål for barbarisk og uacceptabelt.
Det var selvfølgelig glemt, da man nåede frem til Dresden og Hiroshima. Angreb på civilbefolkningen er altså ikke noget nyt.
Det er den logiske konsekvens af den liberalistiske opfattelse af mennesker som ressourcer, der ligesom andre sådanne skal erhverves så billigt som muligt, kan anvendes efter forgodtbefindende og kasseres efter brugen. Krig er forretning med andre midler.
Og som enhver god forretningsmand ved, kan man ikke have ansatte, der ikke bidrager til at øge fortjenesten. Sådanne individer og folkeslag anser man sig altså i sin gode ret til at fyre - fra planeten, om nødvendigt.
Den yderste konsekvens af denne tankegang er således at føre krig mod ens egne befolkninger. I første omgang nøjes man måske med under et eller andet påskud at afvæbne og overvåge dem.
En sådan oprustning har imidlertid aldrig forhindret en konflikt, kun optrappet den. Og de regeringer, som skrupelløst fører krig mod andres og deres egne civilbefolkninger, kan meget vel en dag opdage, at de har bragt sig selv i en position, hvor civilbefolkningerne fører krig mod dem.