Inge Eriksens bog er som hendes liv rodet, men giver et udmærket billede af Danmark fra krigens tid til 1976. Den viser hendes temperament, humor og selvindsigt, men også hendes manglende politiske indsigt

af Bjarne Nielsen
I januar 1912 udbrød, der strejke blandt tekstilarbejderne i Massachusetts. De strejkede, sultede og sang, især sangen 'we want bread and roses too...'. Det fortæller på rammende vis om Inge Eriksens udgangspunkt - kampen, vreden, gavmildheden og det smukke midt i kampen.
Hun er født i 1935 og voksede op i et ledvogterhus i Rold Skov og senere ved Vojens, hvor faren var stationspasser og jernbanesabotør. Han blev taget i 1944-45 og døde i Neuengamme koncentrationslejren, medens familien flygtede til Ålborg. Moderen knoklede som sygeplejerske samtidig med hendes mareridt og luner gik ud over børnene og førte til såvel fadersavn som tidligt opbrud.
Inge Eriksen arbejdede rundt om som hotelarbejder, husholdningselev, på avis og reklamebureau, mejeri og tegnestue, antikvarboghandler og lærervikar. Efter studenterkursus bliver det til litteraturstudier i Århus og et møde med `Det nye venstre`, Det ny Samfund og Vietnambevægelsen. En ny verden, for 'jeg har rejst ganske meget uden for Europa, men den eneste gang jeg har fået et kulturchok, var da jeg flyttede fra Ålborg til Århus'.

En glad anarkist
Eriksen kan lide at fordybe sig, hvorfor hun, med sin baggrund, oplever det at komme på universitetet som en luksus, i modsætning til de som ser det som en social selvfølgelighed.
Tragisk men spændende er det at læse om tidens hav af fraktionskampe i praktisk talt alle bevægelser og partier på `fløjen`.
Vi hører om et hav af parforhold, et ægteskab og barn. Et barn som faderen bortførte. Kort sagt, hun prøver lidt af hvert på alle planer og på den hårde måde.
Hun bliver i sagens natur en glad anarkist, med hang til selvudfoldelse. Hun spiller, maler og syr, samtidig med hun begynder at skrive på debutromanen 'Victoria og verdensrevolutionen'.
Meget fornuftigt erkender hun, at 'Jeg ville ikke mere lade mig nøje med mindre, end jeg var værd'. Denne erkendelse, som afspejles i bogen, rammer tidsånden og bliver en succes.
Bogen er som hendes liv rodet, men giver et udmærket billede af Danmark fra krigens tid til 1976. Den viser hendes temperament, humor og selvindsigt, men også hendes manglende politiske indsigt i mange spørgsmål, trods hendes værdigrundlag er det bedste fra ungdomsoprøret, solidaritet, fællesskab og engagement.
På et tidspunkt læste hun 'ikke mindst Rosa Luxemburg, som en af mine helt store heltinder. Og fattede langsomt, at jeg ikke var socialist, jeg var ganske enkelt anarkist'. Gad vide hvad hun læste hos Luxemburg.

Alt har sin pris
Undertegnede har stor forståelse for hendes aggressivitet over historieløshed, intolerance og kunstfjendskhed. I bogens slutning konkluderer hun indsigtsfyldt, at 'alt har sin pris, også de smukkeste idealer og drømme'.
Bogen er proppet med gode historier, for eksempel om da hun var til international ungdomskonference i Moskva og under Khrusjtjovs tale klappede begejstret og opdagede, at det var atmosfæren og ikke talen, der udløste begejstringen, hvilket gjorde hende bange og opmærksom på massepsykosens muligheder.
Eller historierne fra VS` første kongresser, hvor Eriksen som anarkist var med i Blomsterbørnenes fraktion, men altid enig med maoisternes Benito Scocozza om internationale spørgsmål, trods de tog 'væsensforskellige konsekvenser af analyserne'.
Denne anmelder har følt sig glimrende underholdt, nydt tidsbillederne og været irriteret over anarkistens individualistiske adfærd og manglende evne til kollektiv handling. Men bind to vil jeg glæde mig til.

Inge Eriksen: Brød og roser. Af en romanforfatters erindringer 1. 240 sider illustreret. 279 kr. Gyldendal.